- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind III: Benzolderivater—Brides /
891

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Braunschweig, et Hertugdømme, der hører til det tyske Rige - Braunschweig, Hoved- og Residensstaden i Hertugdømmet af s. N. - Brauronia (gr.), Tilnavn til Artemis - Brausewetter, Ernst, tysk Oversætter, (1863-1904) - Brausewetter, Otto, tysk Maler, (1835-1904)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Ernst August af Cumberland ægtede Kejser
Vilhelms eneste Datter, Prinsesse Viktoria Louise;
Ernst August, der var indtraadt i den preuss.
Hær og som preuss. Officer havde svoret ikke
at gøre ell. tillade noget, der kunde skade
Preussens territoriale Integritet, fik Lov til at
blive Hertug af B. 3. Novbr 1913, uden at hans
Slægt havde givet formelt Afkald paa
Hannover. (Litt.: Knoll und Bode,
»Heimatskunde des Herzogthums B.« [B. 1891]; R.
Andree
, »Braunschweiger Volkskunde« [B. 1901];
Heinemann, »Geschichte von B. und
Hannover« [Gotha 1882—92, 3 Bd]).
G. Ht.

Braunschweig [↱bra^un∫va^ik], Hoved- og
Residensstaden i Hertugdømmet af s. N., ligger
under 52° 16′ n. Br. i en flad, men frugtbar
Egn, 63 m o. H. ved Oker, er Knudepunkt paa
den preuss. Statsbanelinie
Eisleben—Helmstedt—B. o. a. Linier og har (1910) med Garnison
143552 Indb., som næsten alle er Lutheranere.
Den gl. interessante By, paa hvis tidligere
Fæstningsvolde (sløjfede 1797) der er anlagt ny
Kvarterer med mange Villaer og smukke
Haveanlæg, som den hertugelige Park, den holl.
Have og Jernbaneparken, er i sit Indre
uregelmæssig bygget og har bevaret meget af det
middelalderlige Præg i sine gl. Bygninger og
Torve med Brønde og Springvand. De livligste
Kvarterer er Altstadt-, Kohl- og Hagentorvet
samt Bohlweg og omliggende Dele. Af Kirkerne
fremhæves den af Henrik Løve 1173
paabegyndte, 1880—81 restaurerede Domkirke med
interessante Vægmalerier, Henrik Løve’s og
Gemalindes Gravmæler og Krypten med de
braunschweigske Welfers Begravelse; fremdeles
Martinikirken, ligeledes fra Slutn. af 12. Aarh.,
Katharinakirken, paabegyndt af Henrik Løve
1172, Brødrekirken med Højalteret, et berømt
Billedskærer arbejde fra Slutn. af 14. Aarh., den
lille Magnikirke, Byens ældste (begyndt 1031)
og den tidligere Aegidienkirke (opført
1278—1434), der nu benyttes til Kunstudstillinger.
Residensslottet opførtes i Renaissancestil 1831—36
paa det Sted, hvor det i Opstanden 1830
afbrændte Slot »Grauer Hof« laa, og er
genopført efter Branden 1865; paa Slotspladsen
staar Rytterstatuer af Hertugerne Vilhelm
Ferdinand og Frederik Vilhelm. Paa Altstadttorvet
ligger det gl. Raadhus, en af Tysklands
smukkeste got. Bygninger, opført i 14. og 15. Aarh.
Ved Siden af Domkirken paa Burgpladsen
ligger Dankwarderode, en toetages Bygning i
romansk Stil, opført 1884 paa samme Sted, hvor
den gl. Borg Dankwarderode laa, som
nedbrændte 1873; paa Burgpladsen staar den af
Henrik Løve 1166 rejste Bronzeløve. Af gl.
Bygninger bør endnu nævnes Gewandhaus med en
prægtig Østfacade i Renaissancestil, den gamle
Vejerbod, en got. Bindingsværksbygning fra
1534, samt en Mængde med brogetmalet
Træskærerarbejde prydede Privatbygninger af
Bindingsværk fra 15.—16. Aarh., og
Renaissancebygninger af Sten fra 16. og 17. Aarh. Af nyere
Bygninger fremhæves det ny Raadhus, opført
i got. Stil 1895—1900. B.’s Parker er prydede
med mange Mindesmærker, deriblandt en
Statue af Lessing (som døde i B.), en Statue af
Astronomen K. F. Gauss (som fødtes her) og
en 23 m høj Jernobelisk paa
Monumentspladsen, opført 1822 til Minde om Hertugerne Karl
Vilhelm Ferdinand og Frederik Vilhelm. Det
hertugelige Museum er rigt paa antik og
middelalderlig Kunst; der findes ogsaa et
Stadmuseum, et naturhistorisk Museum, en botanisk
Have og to Biblioteker. Af
Undervisningsanstalter maa fremhæves den tekniske Højskole
(Carolo-Wilhelmina), 2 Gymnasier, en
Overrealskole, et Lærer- og et
Lærerindeseminarium, en Landbrugsskole og et farmaceutisk
Akademi. Der findes adskillige Hospitaler og
Velgørenhedsanstalter, deriblandt et stort
Vajsenhus, et Døvstumme- og et Blindeinstitut.
Industrien er betydelig; der fabrikeres især
Maskiner, Dampkedler, Klaverer, Kemikalier,
Konserves, Øl og Pølser. Ogsaa Handelen er
betydelig, skønt de to aarlige Messer nu har
mindre at sige end tidligere; B. er et vigtigt
Centrum for Boghandelen. De vigtigste Banker
er Rigsbankens Filial, den Braunschweig’ske
Bank og en Hypotekbank. B. har et
Handelskammer. Flere elektriske Sporvognslinier
forbinder B. med Omegnen. Uden for Byen ligger
Lystslottene Alt- og Neu-Richmond med
Parkanlæg.

Efter Sagnet skal B. være opstaaet 861 ved
Borgen Dankwarderodes Anlæggelse, og Navnet
Brunswich (af oldtysk wich, »Landsby«)
skal skyldes Grundlæggeren Bruno, Søn af
Hertug Ludolf af Sachsen. Brunswich nævnes dog
første Gang i et Dokument fra 1031. 1137 kom
B. under Welferne og blev 1150 gjort til Stad
af Henrik Løve, som befæstede den. I 13. Aarh.
blomstrede B. stærkt op og blev Medlem af
Hanseforbundet, men naaede dog aldrig at blive en
fri Rigsstad. 1528 antog B. Reformationen og
sluttede sig 1531 til det schmalkaldiske
Forbund. Under Trediveaarskrigen gik B. stærkt
tilbage. 1753 blev B. Residens for Hertugen af
B. 1834 fik Byen kommunalt Selvstyre.
G. Ht.

Brauronia (gr.), Tilnavn til Artemis, hvis
Dyrkelse fra den attiske By Brauron indførtes
i Athen; hendes Helligdom (Brauronion) laa i
det sydvestlige Hjørne af Akropolis
umiddelbart inden for Propylæerne.
C. B.

Brausewetter, Ernst, tysk Oversætter, f.
1863 i Königsberg, d. 31. Oktbr 1904 i Berlin.
B. var opr. Boghandlermedhjælper, men
allerede som ung Mand begav han sig paa Rejser,
særlig til Norden, for at studere fremmed Sprog
og Litt. Efter at han 1894 havde bosat sig i
Berlin, blev han som Oversætter en utrættelig
Pioner for nordisk Aandsliv i Tyskland. 1896
udgav han saaledes »Nordische
Meisternovellen« med Oversættelser og Karakteristikker af
26 nordiske Forf. Desuden har B. udg.
Oversættelser af Bøger bl. a. af Karl Larsen, Alv.
Prydz, Henrik Ibsen, Jonas Lie, Arne Garborg
og August Strindberg. Bl. hans øvrige Arbejder
kan mærkes »Finnland im Bilde seiner
Dichtung und seiner Dichter«. 1901—02 redigerede
han Tidsskr. »Finnländische Rundschau«.
C. B-s.

Brausewetter, Otto, tysk Maler, f. 1835 i
Saalfeld, d. 1904 i Berlin, uddannet først i
Königsberg, 1888 Prof. ved Berlins Akademi,
staar som en ret udpræget Skikkelse i moderne
tysk Kunst ved sine historisk-romantiske

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:48:21 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/3/0957.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free