Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bornholm, dansk Ø i Østersøen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stueure«) er nu saa godt som helt ophørt, og det
samme gælder Skibsbyggeriet. Husfliden,
der er i Aftagen, er dog betydelig i
Forhold til Landets øvrige Egne; især
beskæftiger den sig med Forfærdigelsen af
Agerdyrkningsredskaber, desuden af Vogne,
Slæder og Tovværk, Kurvefletning og
Kostebinding, ligesom ogsaa Tilvirkning af
Beklædningsgenstande finder Sted i større Udstrækning end
i de fleste Egne i Danmark. 31. Decbr 1900
aabnedes B.’s første Jernbane fra Rønne over
Aakirkeby til Nexø (med Sidespor fra
Aakirkeby til Almindingen, aabnet 6. Maj 1901), c.
42 km, og 1. Maj 1913 aabnedes Banen
Rønne—Allinge over Nyker, Klemensker og Gudhjem,
c. 32 km. Landevejenes Længde var Jan. 1913
230,3 km.
Administrativt hører B. i gejstlig
Henseende til Sjællands Stift og udgør (med
Christiansø) fra 1909 to Provstier (vestre og
østre), der er delt i 15 Kirkesogne; i
verdslig Henseende udgør det eet Amt (Amtsraadet,
omfattende baade Købstæder og Landdistrikter,
har 9 valgte Medlemmer og er tillige
Skoleraad), eet Amtstuedistrikt, eet Fysikat (med 2
Lægedistrikter) og eet Toldinspektorat. I
jurisdiktionel Henseende omfatter Amtet 4
Landjurisdiktioner, nemlig Øster-, Sønder-,
Vester- og Nordre-Herred, og 6
Købstadjurisdiktioner, nemlig Rønne, Hasle, Allinge og
Sandvig (der tilsammen med deres Landdistrikt
udgør Hammershus Birk), Svaneke, Nexø og
Aakirkeby, tilsammen staaende under 5 Borgmestre
ell. Herredsfogeder. Øen omfatter 2
Folketingskredse (med Valgsted i Rønne og Aakirkeby)
og 1 Landstingskreds (4.). I militær
Henseende havde B. indtil Hærloven af 6. Juli
1867 sin egen, fra Decbr 1658 stammende
Forfatning, idet Øen havde sit eget Værn, hvortil
Indbyggerne alene var tjenestepligtige, naar de
ikke tog fast Ophold andre Steder i Riget; efter
1867 er B. indordnet i Landets alm. Værn. Paa
Købstæder, som alt er nævnte ovf., er B.
forholdsvis meget rig; desuden er der en Del
Fiskerlejer; derimod findes der ingen samlede
Landsbyer, da Gaardene ligger spredte. M. H.
t. Besiddelsesmaaden maa bemærkes, at de
allerfleste Gaarde og Huse er Selvejendom.
Historie. Øen kaldes i de isl. Sagaer
Burgundarholmr, i Valdemar’s Jordebog
Burgundæ-, Burghænde- og
Borghundholm; Navnet kommer vistnok af Borg, et
højt, af Naturen befæstet Sted, og Holm, ɔ: Ø.
Ligesom i fys. maa den vistnok ogsaa i etnogr.
Henseende siges at slutte sig til den
skandinaviske Halvø, idet den rimeligvis er blevet
befolket fra Sydsverige, om ogsaa den kan have
faaet en Del af sin tidligere Kultur fra S. Som
vel ingen anden Del af Danmark er dens
arkæologiske Forhold kendte (hvilket navnlig
skyldes Amtmand E. Vedel’s Udgravninger og
Undersøgelser). Allerede i den fjerneste Oldtid
maa Bebyggelsen være begyndt, om det end
synes, at Bebyggelsen i Stenalderen ikke har
strakt sig over hele Øen, i alt Fald er Fundene
kun faa fra denne Tid og for det meste
indskrænkede til Kystegnene. Først i
Bronzealderen er ogsaa det Indre blevet bebygget, hvad
der fremgaar af de mange Gravhøje, som især
findes i de mere frugtbare Egne, og ved
Bronzealderens Slutn. havde Bebyggelsen vistnok
allerede naaet den Udstrækning, som den havde
ved Midten af 19. Aarh. Ogsaa fra Jernalderen
er der talrige Fund, navnlig Gravfundene, de
saakaldte Brandpletter, mindre grubeformede
Huller, som er fyldte med Rester af brændte
Lig, og som særlig hører hjemme paa B.; fra
den yngre Jernalder, da Ligene ikke brændtes
mere, er Fundene rige især fra Østerlarsker og
Gudhjem Sogne. Øens isolerede Beliggenhed
har i det hele begunstiget Særudviklinger paa
fl. Punkter; saaledes er der en stor Mængde af
Helleristninger og de lange Stenrækker, som
kaldes Skibssætninger, Minder fra
Vikingetiden.
At Øens Hovednæringsvej allerede i den
tidlige Middelalder har været Handelen, har man
fl. Vidnesbyrd om, dels ved Møntfund, dels
gennem skriftlige Beretninger, saaledes Adam af
Bremens, der paa Svend Estridsen’s Tid
beretter om, at B. var Danmarks mest kendte Havn
og en Ankerplads for dem, som sejlede paa
Grækenland ɔ: de russ. Østersølande; Øen laa
jo ved den befærdede Handelsvej over Rusland
til Skandinavien og Storbritannien. Da
Danmark blev samlet, kom B. ogsaa snart ind
under den danske Konge, som lod den styre af
Høvidsmænd, bl. hvilke maa nævnes Vesete
(Fader til Bue hin Digre) paa Svend Tveskæg’s
Tid og den kendte Egil (Blodegil) paa Knud
den Hellige’s Tid. Kristendommen skal først
have faaet Indgang paa Svend Estridsen’s Tid
ved den for Lærens Udbredelse saa ivrige
lundensiske Biskop Egin’s Bestræbelser. Fra den
Tid har Bispestolen i Lund haft
Opmærksomheden henvendt paa Øen, og midt i 12. Aarh.
skænkede Svend Grathe det meste af den til
Ærkebiskop Eskil, idet af de 4 Herreder kun
Rønne Herred blev ved Kronen, og at
Gejstligheden satte megen Pris paa at sikre sig dens
Besiddelse og værne Øen, har man ment at
have et Bevis for i de mærkelige Kirker fra 11.
og 12. Aarh., navnlig de 4 Rundkirker
(Nylarskirke, Nykirke, Østerlarskirke og Olskirke), der
skal have haft det dobbelte Formaal baade at være
Gudshuse og at tjene som Udkigstaarne (de er
anlagte paa Punkter, hvor der er vid Udsigt)
og Fæstninger og Tilflugtssteder for Beboerne
mod Sørøverne. For øvrigt har Beboerne ogsaa
haft et Tilflugtssted i Borgpladserne og
Voldstederne, der laa paa Højdepunkter og
Klippepartier i nogen Afstand fra Kysten, som
Storeborg i Rø Sogn, Gamleborg ved Neksø,
Ringeborg i Pedersker Sogn; Gamleborg og Lilleborg
i Almindingen har vistnok været Kongeborge.
Senere anlagde Ærkebisperne ogsaa den
stærke Fæstning Hammershus, formodentlig midt
i 13. Aarh., da Striden mellem Konge og Kirke
var udbrudt under Christoffer I og Jakob
Erlandsen, og da begge Parter eftertragtede
Besiddelsen af Øen. Christoffer I led Nederlag, da
han havde sendt en Hær derover, og baade
Erik Klipping’s og Erik Menved’s Forsøg paa
at inddrage hele Øen blev frugtesløse, ja den
sidste maatte endog 1303 afstaa ogsaa det 4.
Herred til Lunds Ærkebispestol, der fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
