Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bondejord. Dansk Ret sondrer mellem fri Jorder og ufri Jorder ell. B - Bondejæger, i Jagtsprog den, som jager ujægermæssig. Identisk med Træskojæger. - Bondekrig, den store, kaldes de tyske Bønders store Opstand 1525
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
havde Ret til, i St f. at bortfæste en fæstepligtig
Ejendom, at bortforpagte den paa 2 ell. fl.
Personers Levetid ell. paa et bestemt Aaremaal,
dog ikke kortere end 50 Aar. Denne Ret er
nu bortfaldet ved L. af 25. Juni 1870 og 9. Marts
1872. De Ejendomme paa Godset, der efter
foranstaaende ikke er Fæstetvang undergivne,
behøver Godsejeren ikke at bortfæste, men han
kan, hvis han foretrækker det, bortforpagte
ell. bortleje dem.
B. Selvejerbondejorder. 1)
Selvejerbondejord maa ikke drives
under Hovedgaardsjord, jfr Frd af
6. Juni 1769. Reglen gælder om alle
Selvejerbondejorder, saavel om Gaarde som om Huse,
og Forbudet har endog en strengere Karakter
end ved Fæstebondejorder, idet den for
Fæstegodsets Vedk. ved L. af 19. Febr 1861 og 9.
Marts 1872 hjemlede Undtagelse, jfr foran
under A. 1), ikke kommer til Anvendelse her.
Overtrædelse af Forbudet straffes med Bøder.
2) Selvejerbondegaarde skal
opretholdes som selvstændige
Avlsbrug, jfr Frd 6. Juni 1769 og Pl. 7. Juni 1806.
Det er i Henhold hertil forbudt at nedlægge
og sammenlægge Selvejerbondegaarde; men der
kan dog faas Bevilling saavel til
Nedlægning, som til Sammenlægning af saadanne
Ejendomme. Endvidere er det forbudt Ejeren
af en Selvejerbondegaard at drive denne for
egen Regning, naar han ikke selv vil bebo
Gaarden, men Gaarden skal forsynes med
selvstændige Beboere, der for egen Regning driver
den. Dog er man i Praksis ikke streng med
Overholdelsen af dette Bud, og der vil næppe
blive gjort Ansvar gældende over for Ejeren
af en Selvejerbondegaard, fordi han driver
Gaarden for egen Regning, uden selv at bebo
den. Ligeledes vil den, der ejer to
Selvejergaarde, af hvilke han selv bebor den ene, af
Landbrugsministeriet kunne faa Tilladelse til
ogsaa at drive den anden Gaard for egen
Regning, naar Gaardene blot opretholdes som
selvstændige Avlsbrug. Den her under 2)
angivne Regel kommer kun til Anvendelse paa
Selvejerbondegaarde, men ikke paa andre
Selvejerbondeejendomme. Overtrædelse af Budet
medfører Bødestraf.
3) Selvejerbondegaarde er som
Regel Fæstetvang undergivne, jfr
Pl. 7. Juni 1806. Fra denne Regel maa dog
opstilles en meget vigtig og omfattende
Undtagelse, idet L. af 19. Febr 1861 hjemler, at en
Bondegaard, der i 20 Aar har været i
Selveje, og som i hele denne Tid uafbrudt har
været ejet som eneste Bondegaard, derved er
blevet fæstefri, saaledes at den ikke i
Fremtiden er undergivet Reglerne om Fæstetvang.
Som fremhævet, kræves det, at Gaarden i de
20 Aar har været ejet som eneste
Bondegaard; har Ejeren i Løbet af denne
Aarrække tillige ejet en anden Bondegaard,
indtræder Fæstefriheden først, naar der er
hengaaet 20 Aar, efter at han har solgt denne
anden Gaard. Derimod kommer det ikke i
Betragtning, om den paagældende i Løbet af de
20 Aar tillige har ejet en Hovedgaard ell. en
Købstadsejendom. I Henhold til den ommeldte
Regel i L. af 19. Febr 1861 vil efterhaanden
fl. og fl. af Landets Selvejerbondegaarde blive
fri for Fæstetvang; men endnu hviler
Fæstetvangen dog paa en stor Del af disse.
Landbrugsministeriet kan dog i Henhold til Pl. 7.
Juni 1806 tillade den, der kun ejer en enkelt
Selvejerbondegaard, at bortforpagte den paa
Aaremaal, og saadan Tilladelse bliver i Reglen
aldrig nægtet. Endvidere kan Ministeriet, i
Henhold til Resol. 29. Novbr 1815, tillade den,
der ejer to ell. fl. Selvejerbondegaarde, at
bortforpagte dem paa kortere Tid. Tilladelsen
gives dog kun, naar det oplyses, at dette vil være
til Gavn for Gaardene. Saafremt en fæstepligtig
Selvejerbondegaard uden saadan Tilladelse ikke
bortfæstes, er Straffen Bøder. M. H. t. den Tid,
inden hvilken en Selvejerbondegaard, der
bliver fæsteledig, atter skal bortfæstes, gælder
de samme Regler som for Fæstegaardenes
Vedkommende, jfr under A. 3). Selvejerbondejorder,
der ikke kan anses for Gaarde, er fæstefri
(Litt.: Borup, »Den danske Landboret«
[Kbhvn 1880]; H. Gram, »Den danske
Landboret« [Kbhvn 1912]).
H. Gr.
Bondejæger, i Jagtsprog den, som jager
ujægermæssig. Identisk med Træskojæger.
Bondekrig, den store, kaldes de tyske
Bønders store Opstand 1525. Det havde da
længe gæret bl. Tysklands Bønder; de Fremskridt,
der var begyndte i Korstogstiden, var i Færd
med at standse; Godsejerne søgte at trække
Tøjlerne strammere, og paa den anden Side var
Bøndernes Selvfølelse styrket ved deres
Deltagelse i Datidens Krige som Landsknægte.
Dertil kom den religiøse Bevægelse; Hussitternes
Ideer havde ogsaa bredt sig i Tyskland, og den
stedse almindeligere Kendskab til Biblen gav
Almuens Frihedsideer et nyt Holdepunkt. Fra
Slutn. af 15. Aarh. spores rundt om i Tyskland
oprørske Bevægelser. 1476 optraadte en Hyrde,
Hans Böheim, som Forkynder af et nyt Guds
Rige, hvori der skulde herske alm. Lighed,
medens alle Skatter og Hoveriydelser skulde være
afskaffede; Tusinder af Bønder samlede sig om
ham, og kun med Møje lykkedes det Bispen af
Würzburg at splitte dem ad. Senere fulgte
Bondeurolighederne Slag i Slag, saa hist, saa her;
der opdagedes hemmelige Sammensværgelser
bl. Bønderne, der som Fanemærke førte en
»Bundschuh«, og i Württemberg rejste sig 1514
en farlig Opstand, kaldet »armer Konrad«,
maaske efter dens Leder. Disse om end
hyppige, saa dog spredte Bevægelser tog et nyt
Opsving under den mægtige religiøse Strid, som
Luther rejste, og som faldt i Traad med det
vidt udbredte Ønske om en grundig Reform af
det tyske Riges politiske og sociale Tilstande.
Luther undergravede Autoriteten paa det
religiøse Omraade; Bønderne overførte dette til
de verdslige Forhold, og det kom til at staa
for dem som en evangelisk Sandhed, at
Kristenmennesket er født frit, en Sætning, hvoraf
de uddrog de videstgaaende Slutninger.
Allerede 1524 spores Bevægelsen i
Sydtyskland; i Beg. af 1525 udbrød den egl. Opstand i
Allgau, betegnende nok lige ved Grænsen af det
fri Bondeland Schweiz. Forhenværende
Landsknægte organiserede Bønderne, i enkelte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
