Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bog kaldes indhæftede ell. indbundne Blade med Skrift ell. Tryk - Bog, i Papirhandelen et Kvantum af 20, 24 ell. 25 Ark (se Balle). - Bog (bot.), Bøgetræets Frugt, de trekantede Nødder - Bog (slavisk) Gud. I Sammensætning f. Eks.: Bogdan, Teodor; Bjelbog (den hvide Gud). - Bogaers, Adrianus, holl. Digter, (1795-1870) - Bogaert, Martin van den, nederlandsk Billedhugger (1640-94) - Bogaertstryk, se Peinture-Bogaerts. - Bogaskoi (Boghazkoi), Landsby i Lilleasien, Vilajet Angora - Bogatyrj, se Byliner. - Bogatsky, Karl Heinrich von, tysk Opbyggelsesforfatter (1690-1774) - Bogbind
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mere i Middelalderen — til den Udvej at kradse
ældre Skrift ud og beskrive Bladene paa ny (se
Palimpsest). Middelalderen benyttede sig
overvejende af Kodeksformen til sine B.
(dermed fulgte Indbindingen af B., se Bogbind),
og hvad Materialet angaar, foretrak man
Pergament, indtil man begyndte at bruge det af
linnede Klude lavede Papir, hvilket i de kristne
Lande første Gang omtales i 12. Aarh., dog
ikke blev alm. før i 14. og 15. Aarh., men
da ogsaa fortrængte Pergamentet saaledes, at
trykte B. af dette Materiale hører til
Sjældenhederne. Araberne fabrikerede imidlertid
Papir af Linnedklude og af Hamp, hvilket de
havde lært af Kineserne allerede i 8. Aarh.;
Papir af raa Bomuld, som man tidligere har
troet var brugt i Europa før Kludepapiret, har
aldrig eksisteret. Af B., dannede af Vokstavler,
har man enkelte fra Middelalderen, især
Regnskabsbøger (se f. Eks. G. v. Buchwald: »Die
Wachstafeln der grossen Kgl. Bibliothek zu
Kopenhagen« [1881] og H. J. Huitfeldt-Kaas i
Kria Vid. Selsk. Forh. 1886). Ordet B. er egl.
det samme som »Bøg«, idet de germanske Folks
ældste Skrivemateriale var Træ (se Runer).
— Den tekn. Side af Bogfremstillingen var i
Oldtiden de Slavers Sag, der kaldtes scribae;
de noget mere ansete Afskriveres Navn var
librarii. I den tidligere Middelalder var det
væsentlig Munkene, der beskæftigede sig med
Afskrivning; om den nyere Tid se Boghandel
og Bogtrykkerkunst (Historie). —
De endnu brugelige Formatbetegnelser for B.
hidrører vistnok fra Bogtrykkerkunstens
første Tid og angiver, hvor mange Gange et Stykke
Papir blev foldet sammen, naar det bragtes i
Bogform: var det kun een Gang, kaldtes
Formatet »Folio« (altsaa firsidigt Ark), 2 Gange:
»Kvart« o. s. v.; men da Bogtrykkeren snart
brugte større, snart mindre Papir, kan det
hænde, at f. Eks. en Foliant bliver mindre i
Dimension end en Kvart; man retter sig da
ved Betegnelsen efter Vandmærkets Plads ell.
Striberne i Papiret. Hvert Ark er i Alm.
betegnet med Bogstaver og Tal forneden til højre
(»Signatur«, se ogsaa Kustoder). Ved
Opstilling i Biblioteker ordner man ogsaa
haandskrevne B. af den sædvanlige Form efter disse
Formater. At nummerere Bladene i en B.
(»Foliering«) brugtes af Middelalderens Afskrivere,
og efter dem tog Bogtrykkerkunsten det i Arv,
om end ikke straks efter Opfindelsen; senere
opkom den Skik at nummerere Siderne
(»Paginering«).
(E. G.). C. S. P.
Bog, i Papirhandelen et Kvantum af 20, 24
ell. 25 Ark (se Balle).
Bog (bot.), Bøgetræets Frugt, de trekantede
Nødder, der sidder 2 og 2 sammen i en
firkantet, pigget Skaal; se for øvrigt Bøg.
C. V. P.
Bog (slavisk) Gud. I Sammensætning f. Eks.:
Bogdan, Teodor; Bjelbog (den hvide Gud).
Bogaers [↱bo.ga.rs], Adrianus, holl.
Digter, f. 1795 i Haag, levede som Advokat i den
lille, stille By Hoorn, senere i Rotterdam, d.
10. Aug. 1870 i Spa. Han udgør et Led i en
bestemt Udvikling af patriotisk og
hjemforherligende holl. Poesi, der bevæger sig fra Loots
og Tollens gennem ham og videre ned til
Romantikere som Da Costa og van Lennep og
gennem dem til Skribenter som Nicolaas Beets og
de Genestet. Hans første Optræden faldt under
Kampen med Belgien, da han udgav et Digt,
hvori han opfordrede sine Landsmænd til
Udholdenhed i Kampen, »Volharden« (Hold ud!)
(1832). Han viser sig her, som andensteds,
nærmest som en Elev af Tollens, hvem han dog
ikke naar i Bredde og Oprindelighed. Senere
udgav han den poetiske Fortælling: »De togt
van Heemskirk naar Gibraltar« (1837). 1846
udkom »Balladen en romancen«. Hans samlede
Værker udgav Nicolaas Beets i 2 Bd (Haarlem
1871). B. skrev ogsaa i forsk. Tidsskr en Del
sproglige Afh., der siden er samlede i 1 Bd.
A. I.
Bogaert [↱bo.ga.rt], Martin van den,
nederlandsk Billedhugger (1640—94), som
imidlertid efter sin Kunstudvikling tilhører den fr.
Kunst. Han kom tidlig til Paris, blev her
kaldet Martin Desjardins, steg snart til
Prof., derefter (1686) til Rektor ved
Kunstakademiet og udførte talrige Skulpturer, Statuer,
Buster, Reliefs etc. til Kirker og Slotte i Paris
og Versailles. Af disse Arbejder kan mærkes:
Buster af Colbert og Mignard samt et ved
Revolutionen for største Delen ødelagt
Mindesmærke over Ludvig XIV.
A. Hk.
Bogaertstryk [↱bo.ga.rts-], se
Peinture-Bogaerts.
Bogasköi [bo↱gaz↱köj] (Boghazkoi), Landsby
i Lilleasien, Vilajet Angora, med berømte
Oldtidslevninger, liggende NV. f. Josgad.
Bogatyrj [båga↱tirj], se Byliner.
Bogatsky, Karl Heinrich von, tysk
Opbyggelsesforfatter (1690—1774), var i en
Aarrække Kammerjunker ved Hertughoffet i
Sachsen-Saalfeld, fra 1746 til sin Død levede han
som Privatmand i Vajsenhuset i Halle. Mest
berømt er hans »Gyldne Skatkiste«, der første
Gang blev oversat paa Dansk 1754. 11. Oplag
1893. Ogsaa i Norge er B.’s Skr blevne
oversatte og udgivne i fl. Oplag, senest 1893.
L. M.
Bogbind. I Oldtiden beskyttedes Bøgerne,
d. e. Pergamentkodekserne, ved Skindfoderaler,
ombundne med Remme. B. i Nutidens Forstand
kendes derimod først fra den tidlige
Middelalder; man har fundet ægyptiske Papyrusbøger
med Bind lavede af kasseret Papyrus,
betrukket med ornamenteret Læder. I Europas
Klostre indbandt Munkene Haandskrifterne i
Træplader, betrukne med Skind og beslaaede med
Søm med store halvkugleformede Hoveder; de
kostbareste Skr fik dog Bind af drevet Metal,
forsynet med Relieffer ell. med indlagte
Ædelstene, broderede Stoffer ell. endelig
kunstfærdigt Emaillearbejde. Man anvendte allerede
tidligt Lædersnit til Dekoration af Bindenes
Sider; i Slutn. af Middelalderen begynder man at
bruge graverede Stempler til Blindtryk. I 15.
Aarh. synes Bogbinderiet at være drevet
enkelte Steder som selvstændigt Haandværk, men
i øvrigt var længe efter Bogtrykkerkunstens
Opfindelse Bogtrykkerne tillige Bogbindere og
Boghandlere. Fra c. 1500 begyndte Italienerne at
bruge Pap som Materiale til Bindets Sider i
Stedet for Træ, og Makulatur fra
Bogtrykkerierne samt ituskaarne Haandskrifter blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
