Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Boccaccio, Giovanni, ital. Forf., (1313-1375) - Bocca della verita (ital.), d. e. Sandhedens Mund - Bocca di Cattaro, se Bocche d. C. - Boccage, se Duboccage. - Boccardo, Gerolamo, ital. Forf., (1829- ) - Bocca Tigris (kin. Humen, Tigerport), Navn paa KantonFlodens (kin. Tshukiang) 4 km brede Munding - Bocche (Bocca) di Cattaro, en dyb Havbugt fra Adriater-Havet paa Dalmatiens Kyst - Boccherini, Luigi, ital. Komponist (1743-1805)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Filocolo« ell. »Filocopo« (1338, Omdigtning af
Historien om Flores og Blanceflor), B.’s første
Bog, den allegoriske Idyl Ninfale d’Ameto
(1341 ell. 1342), La Fiammetta og det satiriske
Il Corbaccio, ogsaa kaldet Il Labirinto d’amore
(1354 ell. 1355), — alle fulde af Selvoplevelser;
det sidste rettet mod en koket Enke i Firenze,
som havde holdt sin Tilbeder, Digteren selv,
for Nar. Og endelig den berømte
Novellesamling Il Decamerone ɔ: de 10 Dages Værk:
Rammen for de i alt 100 Fortællinger er nemlig
den, at et Selskab unge Mænd og Kvinder
under Pesten i Firenze 1348 er forsamlede paa
et Landgods, fjernt fra den sygdomsbefængte
By, og fordriver Tiden med at fortælle
Historier, mest Kærlighedshistorier, hver Dag 10.
Alvor og Skæmt veksler med hinanden i broget
Mangfoldighed, snart ledsagede af den
verdenserfarne Digters mere ell. mindre moraliserende
Betragtninger, snart indesluttende dristig Spot
over Kirkens uværdige Tjenere lige fra
Bisperne til Munkene; et ypperligt realistisk Billede
af Datidens til Dels ikke synderlig rene Sæder,
heldigst hvor B.’s komiske Sans kan udfolde
sig, — strengt sædelig Indignation er just ikke
hans Sag. Sine Emner laante B. fra ældre
Samlinger og fra mundtlig Tradition, og hans
Bearbejdelse af dem kom atter til at ligge til
Grund for andres Digterværker i og uden for
Italien. Decamerone blev nemlig den mest
yndede Underholdningsbog for mange Tider; af
dens særlig populære Historier kan nævnes
»Griseida« og »Ghismonda«, og af de talrige
Digtere, der har hentet Stof hos B., Shakespeare
(Cymbeline og All’s well that ends well) og
Jean de Lafontaine (Contes). Ogsaa i sproglig
Henseende blev Decamerone et Forbillede, idet
B. som den udmærkede Fortæller saa at sige
har skabt den ital. Prosa, rigtignok vel
meget under Latinens Paavirkning, saa at
Sproget endnu langt op mod vor Tid har haft
vanskeligt ved at komme ud over hans lange,
sirlig drejede Perioder med de imponerende
Bindeord conciossiache og conciofossecosache
o. l. (Litt.: 1) Udgaver. Opere volgari [Firenze
1827—34, ved Montier, 17 Bd]; Filostrato
[Venedig omtrent 1480; paa Tysk ved
Beaulieu-Marconnay, Berlin 1884]; Ninfale Fiesolano
[Venedig 1477]; Filocolo [smst. 1472];
Fiammetta [smst. 1840; tyske Oversættelser af E.
Soltau, 3. Oplag, Berlin 1888 og af Diezel
ved Gildemeister, smst. s. A.]; Corbaccio
[Firenze 1487]; Vita di Dante [først i Udgave
1477 af Divina Commedia]; Decamerone [1.
Udgave, uden Sted og Aar, 2. Udgave
Venedig 1471; bedste nyere af Fanfani, Firenze
1857, 3 Bd, Oversættelser paa Tysk af Körner,
D. W. Soltau og navnlig Witte, 3. Opl.
Stuttgart 1859; paa Dansk ved Odin Wolff 1805 (kun
eet Bd udkom), A. Flinch 1873, 2 Bd, og S.
Prahl, 3 Bd 1907]; 2) Skrifter om B.’s Liv og
Forfattervirksomhed. Manni, Istoria del
Decamerone [Firenze 1742]; Baldelli, Vita di
G. B. [smst. 1806]; A. Bartoli, I precursori
del B. [smst. 1876]; Landau, »G. B., sein
Leben und seine Werke« [Stuttgart 1877; paa
Italiensk, meget forøget, ved Antona-Traversi,
Neapel 1881]; Samme, »Die Quellen des
Decam.« [2. Opl. Stuttgart 1884]; Körting,
»B.’s Leben und Werke« [Leipzig 1880]; V.
Crescini, Contrebuto agli studi sul B. [Turin
1887]; Cochin, B. [Paris 1890]).
(E. G.). E. M-r.
Bocca della verita (ital.), d. e. Sandhedens
Mund, kaldes en antik kolossal Maske, der er
opstillet i Kirken S. Maria in Cosmedin i Rom.
Der gaar om den det Sagn, at Romerne, naar
de skulde sværge, stak deres Haand ind i
Maskens Mundaabning; den, der havde svoret
falsk, kunde ikke faa Haanden ud.
Kr. E.
Bocca di Cattaro, se Bocche d. C.
Boccage [bå↱ka.з], se Duboccage.
Boccardo, Gerolamo, ital. Forf., f. 16.
Marts 1829 i Genua, hvor han i mange Aar
virkede som Prof. i Socialøkonomi, d. 20. Marts
1904 i Rom. 1877 blev han valgt til Senator, og
blev 1888 titulær Statsraad. B. udfoldede en
forbavsende omfangsrig Produktion, hvoraf her
kun skal nævnes den i mange Oplag udkomne
Haandbog Trattato teorico-pratico di Economia
politica (3 Bd, 1853); Dizionario dell’ Economia
politica e del Commercio (1857), en
Bearbejdelse af Coquelin & Guillaumin’s kendte fr.
Haandbog, og I principii della scienza e dell’ arte delle
finanze (1887). Desuden redigerede han 6. Udg.
af Enciclopedia Italiana i 25 Bd og 3. Serie af
det fortjenstfulde Samlerværk Biblioteca dell’
Economista (15 Bd, 1875—92), til hvilket han
skrev de hist.-kritiske Indledninger.
K. V. H.
Bocca Tigris (kin. Humen, Tigerport),
Navn paa Kanton-Flodens (kin. Tshukiang) 4
km brede Munding mellem Klippeøerne
Taikoktau (265 m) mod V. og Anunghoi (457 m)
mod Ø. For at forsvare Indsejlingen til Kanton
har Kineserne ved B. anlagt fl. stærke Forter
med europæisk Skyts.
M. V.
Bocche [↱bok.e] (Bocca) di Cattaro, en
dyb Havbugt fra Adriater-Havet paa
Dalmatiens Kyst. Den er kendt for sin Skønhed, idet
den omgives af smukt bevoksede Skrænter og
høje Bjerge, og den forgrener sig i en Mængde
Fjorde og Bugter, hvoraf de største er
Bugterne ved Castelnuovo, Risano og Cattaro,
hvilken sidste ligger inderst inde i Bugten. Bugten
har fl. gode Havne og er beskyttet ved Forter.
G. Ht.
Boccherini [bok.e↱rini], Luigi, ital.
Komponist (1743—1805), var f. i Lucca og studerede
fra Barn af Musik, navnlig Violoncelspil; paa
dette Instrument opnaaede han en stor
Virtuositet, og i sine senere Kompositioner
behandlede han det med særlig Forkærlighed.
1768 foretog B. i Forening med Violinisten
Manfredi en længere Kunstrejse, der bl. a.
førte ham til Paris, hvor hans første
Kompositioner (Strygekvartetter og Trioer) udkom, og
derefter (1769) til Madrid, hvor B. forblev
Resten af sit Liv. B. var som Komponist lige saa
yndet, som han var afholdt som Personlighed.
Han blev Kammervirtuos ved Hoffet i Madrid
og 1787 udnævnt til den preussiske Konge
Friedrich Wilhelm II’s Hofkomponist; for denne
Fyrste skrev B. i de flg. Aar alle sine
Arbejder. Med Friedrich Wilhelm’s Død (1797)
bortfaldt imidlertid den Understøttelse, B. havde
faaet fra Preussen, og han tilbragte sine sidste
Aar i yderst tarvelige Kaar. — B.’s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
