Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind III: Benzolderivater—Brides / 432 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Blod

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

de Næringsstoffer, og til den afgiver de
Udskillelsesprodukter. Vævsvædsken maa stadig
fornyes, og hos Dyr, der har et Blodkarsystem,
besørges denne Fornyelse af B. Hos
Hvirveldyrene foregaar Udvekslingen af Stoffer mellem
B. og Vævsvædske gennem Haarkarrenes tynde
Vægge. Haarkar findes saa godt som overalt
i Menneskets Legeme, kun enkelte Steder
mangler de, f. Eks. i Øjets Hornhinde og i de
øverste Lag af Huden. Standses Blodtilførslen til
et Organ ell. en Organdel, vil denne hurtigt
dø, mest p. Gr. a. manglende Ilttilførsel.
Cellerne forbruger stadig Vævsvædskens Ilt, og her
vil derfor Iltens Koncentration (Spænding) være
meget lav. Da Ilten diffunderer fra Steder
med høj til Steder med lav Iltspænding, vil der
passere Ilt fra Haarkarrenes Plasma ud i
Vævsvædsken og atter fra Hæmoglobinet i
Haarkarrenes røde Blodlegemer ud i Plasmaet. I
Haarkarrene mister Oxyhæmoglobinet som
Regel c. 1/3 af sin Ilt (varierer dog meget).
Omvendt vil Haarkarrenes B. optage den Kulsyre,
Cellerne stadig producerer. Bestemmes ved
Udpumpning Mængden af Ilt og Kulsyre i
Pulsaare- og Blodaareblod, faas i Gennemsnit hos
Mennesket:

i 100	cm3	Pulsaareb.:	18,5	cm3	Ilt og	50	cm3	Kulsyre,
i 100	—	B.aareb.:	c. 12	—	—	c. 55	—	—

Blodaareblodet varierer dog en Del efter
Størrelsen af Stofskiftet i det Organ, B. kommer
fra. Ogsaa Cellernes Næringsstoffer og deres
Affaldsstoffer udveksles mellem Vævsvædsken
og Haarkarblodet; men Blodcirkulationen er
hastig, og B. i Haarkarrene fornyes derved saa
hurtigt, at Forskellen mellem Pulsaare- og
Blodaareblodets Indhold af disse Stoffer bliver
overordentlig ringe, næsten ikke maalelig. Et
direkte Afløb har Vævsvædsken gennem
Lymfekarrene, med hvilke den staar i aaben
Forbindelse. Lymfekarrene samler sig til
store Lymfestammer, der til sidst
udmunder i Blodaaren under Nøglebenet. —
Næringsstofferne optages aldrig uforandrede
i B. De nedbrydes først i Tarmen,
Nedbrydningsprodukterne opsuges (resorberes) og
opbygges igen, inden de gaar over i B., til B.’s
normale Stoffer. Maaske foregaar
Opbygningen i Tarmvæggen. B.’s Sammensætning bliver
derved konstant og uafhængig af Fødens
Sammensætning. Særlig er B.’s Æggehvidestoffer
altid de samme og ganske forsk. fra Fødens.
Stoffer, der er udmærket Næring, naar de
optages gennem Munden, kan virke som
Giftstoffer, naar de indsprøjtes direkte i Aarerne, f. Eks.
Peptoner (omdannede Æggehvidestoffer).
Indsprøjtes Opløsninger af »blodfremmede«
Æggehvidestoffer i Aarerne, vil Organismen reagere
herpaa ved at producere Antistoffer (s. d.), bl.
a. efter nogen Tids Forløb de saakaldte
Præcipitiner; naar en Opløsning af den
indsprøjtede Æggehvide blandes med Serum fra B., i
hvilket der p. Gr. a. Indsprøjtningen er dannet
Præcipitiner, saa vil der fremkomme et
Bundfald. Paa disse Forhold beror
Undersøgelsesmetoder, der benyttes i Retsmedicinen til
Adskillelse af Menneskeblod fra
Dyreblod. Man indsprøjter nogle Gange
Menneskeserum i Aarerne paa en Kanin. Efter et
Par Ugers Forløb vil Kaninens Blodserum have
faaet den ny Egenskab, at der fremkommer et
Bundfald, naar det blandes med
Menneskeserum, men ikke naar det blandes med Serum
fra andre Dyrs B. Skal det afgøres, om en
Blodplet stammer fra et Menneske ell. et Dyr,
iagttages det, om et Udtræk af Pletten giver
Bundfald med den indsprøjtede Kanins
Blodserum (se i øvrigt Blodpletter). — Foruden
Affaldsstoffer (Kulsyre, Urinstof o. s. v.), som
optages i B. fra Legemets Celler og udskilles
herfra i forskellige Organer (Lunger, Nyrer
o. s. v.), afgiver mange Organer delvis
omdannede Stoffer til B.; disse føres til andre
Organer, hvor de omdannes videre. — En Del
Organer, der er byggede som Kirtler, har ikke
nogen Udførselsgang, gennem hvilken deres
Sekret afgives, men afgiver Sekretionsprodukter
direkte til B. Disse kaldes endokrine
Kirtler ell. Kirtler med intern
Sekretion. Hertil hører Skjoldbruskkirtlen,
Binyrerne m. fl. Disse Sekretionsprodukter
(Hormoner) har i nogle Tilfælde den største Bet.
for hele Organismens Vækst og Stofskifte, i
andre for den normale Funktion af bestemte
Organer. Ved at transportere disse Hormoner
har B. foruden sine øvrige Funktioner ogsaa
den at muliggøre Reguleringen af Organernes
Samvirken.

5) Blodmængden er bestemt umiddelbart
efter Døden hos Dyr og hos henrettede
Mennesker. Fremgangsmaaden er den, at man først i
en Blodprøve bestemmer B.’s procentvise
Indhold af Hæmoglobin, dernæst udskylles alt
B. af Blodkarrene, og eventuelt hakkes
Organerne, saa at de sidste Rester af deres B. kan
udtrækkes med Vand. Man kan nu i
Skylle- og Udtrækningsvandet bestemme Dyrets totale
Hæmoglobinindhold, og da B.’s procentvise
Hæmoglobinindhold er bestemt, kan Blodmængden
udregnes. I et voksent Menneske findes 3—4
Liter B. (c. 5 til 7 % af Legemsvægten).
Blodmængden er vistnok temmelig konstant hos
forsk. Mennesker, og tidligere Tiders
Forestillinger om Blodrigdom (Plethora) er i al
Fald ikke underbyggede med Kendsgerninger.
Nogen paalidelig Metode til at bestemme
Blodmængden hos det levende Menneske findes
endnu ikke. — Blodmængden i de forsk. Organer
afhænger i saa høj Grad af Kredsløbets
Forhold, at det intet vilde betyde at angive
bestemte Tal.

Blodtab. Mister et Menneske mere end
1/4—1/3 af sin Blodmængde, er der Fare paa
Færde. Man har tidligere forsøgt at erstatte
Blodtab ved Indsprøjtning af B. fra Dyr ell.
fra andre Mennesker: Blodtransfusion,
en Fremgangsmaade, der er farlig og derfor
næsten helt forladt. Oftest kan man efter store
Blødninger redde Livet ved mere ufarlige
Midler. Organismen dør efter store Blodtab,
hovedsagelig fordi Vædskemængden i Blodkarsystemet
er aftaget saa stærkt, at Hjertets Arbejde generes;
Hjertet formaar saa ikke at holde Kredsløbet
ved lige. Ved atter at fylde Blodkarsystemet med
Vædske, kan man derfor hjælpe Hjertets
Arbejde og ofte redde Livet efter Blødninger. Det
gør man ved at indsprøjte en uskadelig Vædske

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>