Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Blicher, Steen Steensen, dansk Digter, (1782-1848)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Diæt, spiste sund, kraftig Kost, hærdede sit
Legeme ved anstrengende Jagtture og styrkede
Lungerne ved Fløjtespil. Novbr 1803 vendte B.
sund og rask tilbage til Kbhvn, tids nok til i
Vinteren 1803—4 at høre Steffens’ Forelæsninger,
som han dog vist ikke fik noget stærkt Indtryk
af. 1803—7 opholdt han sig, med Undtagelse
af nogle Sommerrejser til Hjemmet, stadig i
Hovedstaden, fornemmelig sysselsat med
Studiet af de levende Sprog, Historie og Geografi
samt med Digtekunsten. Paa Falster havde
»Gulddaasen«’s Forfatter, Chr. Olufsen, gjort
ham kendt med Macpherson’s »Ossian«, der
havde fængslet ham stærkt. Disse Digtes
tungsindige Patos maatte tiltale en Natur, der var
i Slægt med Hedens Vemod, og han fik Lyst
til at oversætte dem (»Ossian’s Digte.
Oversatte« [I—II, 1807—9]). Denne Prosaoversættelse
kan have sine Mangler, men gengiver paa en
ret ejendommelig Maade Originalens lidt
sentimentale Melankoli. Septbr 1807 stod B. paa
Kbhvn’s Volde under Englændernes
Bombardement; det Hus, hvori han boede i Lille
Kannikestræde, gik op i Luer, og med det brændte
ikke blot hans faa Ejendele, men ogsaa hans
første originale digteriske Forsøg, deriblandt
en Tragedie, »Fostbrødrene«. Da han foreløbig
stod blottet for alt, rejste han efter
Vaabenstilstandens Afslutning hjem til sin Fader i
Randlev og tog først et Aar efter (Efteraaret
1808) tilbage til Kbhvn. Det skulde nu være
Alvor med Teologien, som han, skønt 9 Aars
Student, næsten ikke havde givet sig af med.
Det hele maatte besørges i en Fart, da han
ingen Hjælp kunde vente hjemmefra. Heldigvis
fik han i Novbr Valkendorff’s Kollegium, og ved
Hjælp af sine gode Evner og sin Energi tog
han Embedseksamen med første Karakter paa
1/2 Aar (21. Apr. 1809). Efter (3. Jan. 1810) at
have holdt sin Dimisprædiken i Regenskirken
blev han i Beg. af Marts 1810 ansat som
Lærer ved Randers lærde Skole og kort efter, 2.
Pinsedag (11. Juni) 1810, i Randlev Kirke viet
til den 17aarige Ernestine Juliane, f. Berg,
Enke efter hans Farbroder, Peder Daniel B. i
Spentrup. Denne skal paa sit Dødsleje have
bedt hende om at gifte sig med hans Brodersøn.
Hun var smuk og havde nogen Formue,
saa B. har vel ikke haft noget mod Partiet;
men en dybere Tilbøjelighed synes der ikke at
have været fra nogen af Siderne. B. blev snart
ked af sin Lærergerning; Indtægterne var
utilstrækkelige, og han kom efterhaanden i et
skævt Forhold til sine Overordnede; saa tog
han sin Afsked med Udgangen af Skoleaaret
(Septbr) 1811. B. havde først tænkt paa at leve
af private Informationer og sin Kones Medgift;
ja, hvis Konjunkturerne blev bedre, troede han,
at de endogsaa kunde leve af den alene —
Pengene stod i en Gaard —, og saa kunde han
som uafhængig Mand overlade sig til sin
Bestemmelse, »som jeg«, siger han i et Brev fra
den Tid, »siden min voksne Alder har følt og
vidst Digtekunsten at være«. Han blev
imidlertid alligevel nødt til at vælge sig en fast
Livsstilling og tog saa hjem til Randlev for at
overtage Forpagtningen af sin Faders
Præstegaardsjord. Dette var jo dog altid et
Friluftsliv, der stemte bedre med hans Natur og
bedre kunde udvikle ham til at blive Jyllands
Sanger end en Adjunktplads ved en lærd Skole.
B. havde i næsten »trende Lustre« (15 Aar)
slaaet Harpen i Stilhed (siger han selv 1815 i
et Digt til Ingemann), da han 1814 som Digter
vovede sig frem for Offentligheden. I dette
Aar udgav han nemlig i Aarhus et lille,
tarveligt udstyret Bd, kaldet »Digte af Steen
Steensen B. 1. Del«. I »Dansk Litteraturtidende« fik
den en velvillig, men lidet forstaaende
Anmeldelse, og i Læseverdenen vakte den saa godt
som ingen Opmærksomhed. Det meste af
Indholdet fortjener heller ikke en bedre Skæbne;
noget var aldeles i 18. Aarh.’s Stil, andet
Efterklang af Ossian, f. Eks. det episke Digt
»Habor og Signe«. Et lydhørt Øre vilde dog
allerede i denne Digtsamling have hørt Toner
klinge, som varslede om noget nyt og ejendommeligt.
Dette gælder saaledes om hans tidligste
offentliggjorte Digt, »Endnu en Gang, I længst
henfarne Dage« (skrevet 1810), i hvilket man
bag de Ossianske Billeder kan skimte en
frembrydende ejendommelig Digterpersonlighed.
Men særlig i et Parti af Bogen burde en
nogenlunde forstaaende Læser kunnet faa en Anelse
om, at Hedens Sanger nu var født, nemlig i
Digtrækken »Hjemve« med den dejlige
Slutning: »Min Fødestavn er Lyngens brune Land«,
hvor Pilevaanden bøjede sig i B.’s Haand for
at sige: her skal du søge. I Anledning af dette
Bd Digte offentliggjorde Ingemann et Digt til
»Ossian’s Fordansker« (Dansk Minerva, Oktbr
1815), hvori han blidt bebrejder ham, at han
vedbliver at kvæde i den mørke Hedenoldsbardetone
i St f. at løfte sit Øje op mod Guds
lyse Himmel, og tilføjer med en Hentydning
til det sidste Vers i »Mit første Digt«: »Ej skal
du sjunge for Lavrbær at vinde — men søge
bag Stjernerne Digterens Krans«. B. søgte at
forsvare sig i Digtet »Til B. S. Ingemann«. Det
varede 3 Aar, før B. igen lod høre fra sig.
1817 udkom 2. Del af hans »Digte«, ogsaa
kaldet »Jyllandsrejse i 6 Døgn«. Han giver i denne
Række Digte en Skildring af en Rejse fra
Kbhvn over Kattegat til Aarhus og derfra
videre N. paa, indtil han ender i sit Barndomshjem
paa Grænsen af den brune Hede. Digtet
gør et bredt, broget og noget utilfredsstillende
Indtryk med sine mange Ekskursioner til hist.
Minder og Nutidsforhold og sine Samtaler
mellem »B.« og »Barberen i Nibe«, der nærmest
skal repræsentere den humoristiske, mod det
dagligdags vendte Side af B.’s Natur. Bogen
fandt en velvillig og forstaaende Anmelder i C.
Molbech (»Athene«, Decbr 1817), der gør
opmærksom paa, at B.’s Arbejder udmærker sig
ved et »Præg af et eget indvortes Liv«.
»Hvorfor er Forfatteren saa lidet kendt efter
Fortjeneste?«. — Oktbr 1817 skrev B. »Natten paa
Jellingehøje« (det blev først offentliggjort 1821).
Tanken om den store Konge, der som en Bunke
Støv hviler i Højen, vækker hos ham Følelsen
af, hvor forgængelig al jordisk Storhed er;
ogsaa det danske Folks Storhedstid er forlængst
svunden: »ak, hvor forandret er din yngste
Søn — fra dem, du fostred’ i de ældre Dage!«
Men da »den unge Morgen Nattens Tæppe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
