Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Blaakilde, Danmarks største og mærkeligste Kilde, ligger i det østlige Jylland, Himmerland - Blaakobber, d. s. s. Govellin. - Blaakolle, se Brunelle. - Blaakop (Blaamejse), se Mejser. - Blaa Kors, en Forening til Bekæmpelse af Drukkenskab og til Fremme af Afholdenhed - Blåkulla, se Blocksberg. - Blaakullen, kendeligt Fjeld paa Brattø, i Indløbet til Marstrands Fjord (Sverige); bruges som Sømærke. - Blaakæft, se Panserkinder. - Blaakælk, se Blaahals. - Blaaland og Blaamænd er de middelalderlig nordiske Udtryk for Afrika og Negrene - Blaalange, se Torsk. - Blaalys (Søv.), et Blus, der brænder med et blaaligt Skær - blaa Mandag var opr. sidste Mandag før Fasten - Blaamanden, hyppig forekommende Fjeldnavn. - 1) Ret Ø. f. Skjerstadfjorden inden for Bodø i Nordlands Amt - 2) B. ved Bergen, 560 m højt, Ø. f. Fløjfjeldet. - Blaamejse, se Mejser. - Blaamuslinger (Mytilidae) har to ensdannede Skaller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fra den ene, grønt fra den anden Side. Vandmassen
udgør i Døgnet c. 110000 hl (næsten 6
Gange mere end Vandmassen fra den bekendte
Maglekilde i Roskilde), og Villestrup Aa,
som den danner, er allerede et kort Stykke fra
Kilden over 4 m bred og 0,6 m dyb. Man har
ment, at B., der ligger i et paa Kilder i det
hele rigt Engdrag, ved Foden af et lille Højdestrøg,
næres fra den c. 2,5 km mod NØ. liggende
lille Madum Sø (c. 220 ha), der ligger 37 m
o. H., medens Kilden ligger 12 m lavere, og der
er ogsaa noget, der kan tale for denne Anskuelse,
eftersom Søen egl. ikke har noget Afløb,
da Afløbet mod N. til Lindenborg Aa er
frembragt ved Menneskehaand og kun virker,
naar der er Højvande i Søen. (Litt.: Ed.
Erslev, »Jylland«, S. 222 [Kbhvn 1886]).
H. W.
Blaakobber, d. s. s. Covellin.
Blaakolle, se Brunelle.
Blaakop (Blaamejse), se Mejser.
Blaa Kors, en Forening til Bekæmpelse af
Drukkenskab og til Fremme af Afholdenhed,
stiftet 21. Septbr 1877 i Genève af Pastor L. L.
Rochat og gennem Pastor Bouvet’s Virksomhed
særlig udbredt over det tyske Schweiz,
hvorfra det har bredt sig til adskillige Lande
i Europa, ogsaa Danmark. »B. K.« er neutralt
i politisk og kirkelig Henseende, men hviler paa
religiøs Grund. Det virker ved Foredrag,
Skrifter, Oprettelse af Kaffehuse m. m., se
Afholdssagen, S. 227.
Blåkulla, se Blocksberg.
Blaakullen, kendeligt Fjeld paa Brattø, i
Indløbet til Marstrands Fjord (Sverige); bruges
som Sømærke.
Blaakæft, se Panserkinder.
Blaakælk, se Blaahals.
Blaaland og Blaamænd er de
middelalderlig nordiske Udtryk for Afrika og Negrene; om
Blaamændenes Styrke og Djævelskhed gjorde
man sig ofte fabelagtige Forestillinger.
A. O.
Blaalange, se Torsk.
Blaalys (Søv.), et Blus, der brænder med
et blaaligt Skær og fremstilles af Salpeter,
Svovl og Svovlantimon. Et B. afbrændt hvert
15. Min. er et af de internationale Signaler for
om Natten at hidkalde Lods til et Skib.
H. E.
blaa Mandag var opr. sidste Mandag før
Fasten; Navnet forklares af, at Alteret da var
klædt med blaat (violet) Alterklæde. Den
brugtes gerne til at fortsætte Søndagens Lystighed
i, og derfra gik det at holde »b. M.« over til
at betegne enhver Mandag, hvor man,
udmattet af Søndagens Fornøjelser, fortsatte dens
Lystighed ell. Arbejdsfrihed. Fra Tyskland er
denne Betegnelse trængt ind i nordiske
Haandværkeres Sprogbrug.
A. O.
Blaamanden, hyppig forekommende
Fjeldnavn. 1) Ret Ø. f. Skjerstadfjorden inden for
Bodø i Nordlands Amt hæver sig en mægtig
Fjeldmasse, som ender i Gletscherne omkr.
Sulitelma. Den forreste Del af disse Fjelde
benævnes B. efter et Skær, som stikker op af
Isen og har Form af en Mand med en Sæk paa
Ryggen og en Bolle i Haanden. Set fra
Fjorden toner Manden sig ganske blaa mod den
hvide Sne.
2) B. ved Bergen, 560 m højt, Ø. f.
Fløjfjeldet.
(J. F. W. H.). M. H.
Blaamejse, se Mejser.
Blaamuslinger (Mytilidae) har to
ensdannede Skaller uden ell. med meget utydelige
Hængseltænder og et langt, indvendigt, elastisk
Baand. Den forreste Lukkemuskel er lidet
udviklet; Kappebladene er oftest fri, men kan ogsaa
(Dreissensia) være stærkt sammenvoksede, med
særskilte Aabninger for Vandets Ind- og
Udstrømning og for Foden. Denne er smal,
kølleformet og udstyret med Spinde- ell.
Byssuskirtel, hvoraf udskilles en sej Vædske, der
formes som Traade, der stivner i Vandet og
anvendes som Fasthæftningsapparater. Læbefligene
er smaa og sammenfoldede. Den spiselige
B. (Mytilus edulis L.) har en næsten trekantet
Skal med Buklerne liggende i den forreste
Spids. Den har en meget betydelig Udbredelse,
er overalt en søgt Mading og spises mange
Steder af Mennesker. Det har derfor kunnet
betale sig at drive en »kunstig Muslingeavl«,
saaledes i slesvig-holstenske og østjyske Fjorde,
hvor man faar B. til at fæste sig paa nedsænkede
Trægrene ell. nedrammede Pæle, hvorfra
Muslingerne saa høstes omtr. hvert 4., 5. Aar,
for derefter at sælges raa ell. nedlægges (»Vejle
Pælemuslinger«). Ogsaa den større Modiola
modiolus L. er spiselig, ligesom de beslægtede
»Stendadler« (Lithophagus o. a.), der lever i
selvdannede Huller i Koralblokke, store
Konkylier o. l., og som mister deres Spindeevne
med Alderen. I fersk Vand lever »Vandremuslingen«
(Dreissensia), hvis almindeligste Art
i 19. Aarh. har spredt sig over hele Mellem-
og Nordeuropa fra Sydrusland, det eneste Sted,
hvor den i Aarhundredets Beg. var kendt.
(H. J. P.). C. M. S.
 |
| Alm. Blaamusling. a Kapperanden; b Foden; c Byssustraade; d og e Fodmuskler; f Munden; g Læbeflige; i og j de to Gæller paa venstre Side. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
