Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bjørnson, Bjørnstjerne, norsk Digter og Folkeleder (1832-1910)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
andre forsinkede Artianere, som Henrik Ibsen,
Vinje og senere Jonas Lie. Men selv den
geniale Heltberg’s Undervisning havde vanskeligt
ved at kappes med, hvad man hørte og saa fra
Stortingets Galeri og i »Chria Teater«, som nu
satte B.’s Fantasi i en voldsom Bevægelse. Et
Skuespil, »Valborg«, fik han meget snart
antaget til Opførelse, men tog det tilbage og
kasserede det ubarmhjertigt sammen med et Par
andre Stykker. Han var selv nær ved at lide
den samme Skæbne ved Studentereksamen,
hvor han Sommeren 1852 fik »Non« paa sidste
Point, med Forpligtelse til at »kontinuere«. Da
han efter et Aars Ophold hjemme i Romsdalen,
som Huslærer for sine yngre Søskende,
Sommeren ell. Høsten 1853 var vendt tilbage til
Hovedstaden, tog han det dengang dristige
Skridt at ville leve af sin Pen, var i en kort
Tid Medarbejder ved 3 ell. 4 Aviser (hvor han
lejlighedsvis skrev et Indlæg mod sig selv for
at faa et dramatisk Ordskifte i Gang) og
arbejdede sig i Løbet af et Par Aar op til at
blive den norske Hovedstads hvasseste og
aandfuldeste Teaterkritiker. Som saadan kæmpede
han for, at den delvis fortrinlige danske
Skuespillertrup, som paa »Chria Teater« lærte
Normændene at spille Komedie, lidt efter lidt og
gradvis, uden Revolution, skulde afløses af en
norsk, nemlig derved, at alle ledige Pladser
skulde besættes med norske Kræfter. Da
Direktionen brød dette godkendte Princip, anførte
B. i det kendte »Teaterslag« (6. og 8. Maj
1856) en Hær paa 600 Pibere, han selv i
Sniplogen stemmende op med en lang skotsk
Vægterpibe. Juni 1856 deltog han som
»Morgenbladet«’s Korrespondent i
Studentertoget til Upsala, hvor han var »den
gladeste bl. de glade« og til sin Overraskelse af
en ung sv. Pige i Sthlm blev overrakt en
Laurbærkrans, som han betragtede som en Profeti.
»Da jeg kom hjem, sov jeg 3 Døgn igennem
med smaa Mellemrum . . . Derpaa skrev jeg
mine Rejseindtryk . . ., drog hjem (til Søgne
Præstegaard, hvor hans Fader var forflyttet),
udtænkte, skrev og renskrev »Mellem slagene«
paa 14 Dage, rejste til Kbhvn med det færdige
Stykke i Kofferten; jeg vilde blive Digter«. I
Kbhvn blev han omtr. et halvt Aar; og hans
Begavelse udfoldede sig her saa hurtig, som om
den var kommet til et varmere Klima. En liden
Kreds af litterært vakte Mænd — hvoriblandt
Christian Arentzen, Israel Levin, Clemens
Petersen, S. Schandorph — samledes om
Kvældene paa Bidstrup Kafé. »Han stod i sin
fejreste Ungdoms løfterige Naturkraft« —
fortæller S. Schandorph i sine »Oplevelser« —.
»Hvad han end talte om, formede det sig til
Poesi«. En anden af Deltagerne, V. Wille,
fortæller, at »han overvældede Tilhørerne ved sin
Veltalenhed, forbavsede dem ved det ny i sine
Synsmaader og Ideer saavel som i de Former,
han iklædte dem«. Mest Hjælp mener B. selv,
at han har haft af »Fædrelandet«’s aandfulde
Kritiker, Clemens Petersen, hvis varme
Beundring styrkede hans Tro paa sig selv. Netop
her bl. Fremmede kom han uvilkaarligt til at
udfolde sit norske Særpræg. Just fordi han
beundrede meget af det, som var overlegent hos
hans danske Venner, vilde han vinde deres
Beundring for Norge til Gengæld. Romsdalen
steg frem for ham paa ny i blaanende
Fjernsyn; han længtes efter at vise Verden al den
Poesi, som var gemt i norske Bønders jævne
Hverdagsliv, og at der endnu levede Ætlinger
af Sagatidens Mennesker. Det var nu, han skrev
den lille Fortælling »Thrond« (delvis efter en
Drøm), den sidste Del af »En munter Mand«
(som siden blev til »Arne«) og omtr. hele
»Synnøve Solbakken« foruden det meste af
»Halte Hulda«. Vistnok havde B. skrevet
Bondefortællinger, før han kom til Kbhvn, nemlig
»Aunun« og »Et farligt Frieri«, »Ole Stormoen«
og Beg. til »En munter Mand«. Men disse
første Fortællinger var meget forsk. fra »Synnøve«
— betydeligt mere realistiske, men langt
mindre poetiske, delvis ubetydelige. Især de første
Kapitler af »En munter Mand« røber dog
allerede den store Fortæller; og alle tyder de paa,
at hans første Drift som Digter gik mod den
realistiske Nutidsskildring. Allerede 1855, under
sit første Besøg paa Søgne Præstegaard, tænkte
han paa at skrive et Nutidsskuespil, »De
Nygifte«. Men han følte sig endnu umoden, og
først 10 Aar efter spirede dette Frø. Ell. rettere:
det delte sig i to forsk. Værker, et Sagadrama,
som udfoldede sig hurtigt, og et Nutidsstykke,
som maatte vente. Intet er mere betegnende
for B.’s Ungdomsdigtning end dette Træk, at
et psykologisk Motiv former sig til to parallelle
Værker, som vokser frem samtidig ell. til forsk.
Tid: »Mellem Slagene« og »De Nygifte« —
»Synnøve« og »Halte Hulda« — »Arne« og
»Sigurd Slembe« — »En glad Gut« og »Arnljot
Gelline«, hvortil endnu kan føjes »Jernbanen
og Kirkegaarden« og »Sigurd Jorsalfar«. Disse
10 Værker danner en højst ejendommelig
Cyklus, hvori det ene Grundmotiv efter det
andet spalter sig i to og faar en vidt forsk.
Udvikling, efter som det udplantes i Sagatidens ell.
i Nutidens Milieu. Det er, som om den unge
Digterhøvding lever i to Tider paa een Gang og
samler Erfaring fra to næsten modsatte Arter
af hist. Vilkaar, en Krigstid og en Fredstid.
Overalt er det Føreremnet, Geniet, ell. det
højtbegavede Menneske, som maa kæmpe paa een
Gang med det omgivende Samfund og med sin
egen egoistiske Lidenskab. Denne sidste fanges
gennem sine Følger, som Absalon »gennem sit
lange Haar«, — et Billede i »Mellem Slagene«,
som senere vender tilbage i B.’s Digtning. Hans
Ungdoms Værker forstaas alene helt ud, naar
man ser hans Bondefortællinger, Sagadramaer
og lyriske Digte sammen. Han bruger to ell.
endog tre Digtarter samtidig ell. vekselvis for
at prøve de forsk. Veje, hvorpaa hans eget
Livs Problemer ell. Vanskeligheder kan løses
ell. gøres uløselige. Rækken af B.’s Fortællinger
aabnes, kort efter hans Hjemkomst fra Kbhvn,
Sommeren 1857, med »Synnøve Solbakken«,
hvorefter følger »Arne« (1859) og »En glad Gut«,
den sidste trykt i »Smaastykker« sammen med
»Faderen«, »Thrond«, »Ørneredet« og »Et
farligt Frieri«, — tilsammen indtil 1860 en
Syvstjerne af klassiske Fortællinger, hvori den
norske Natur, som Wergeland og Welhaven
havde besunget, for første Gang befolkes med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
