Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bhagavadgita, »den Helliges Sang«, ind. Læredigt af religiøs-filos. Indhold - Bhagava(n)t (af Sanskrit bhaga [s. d.], »Lykke«), i Indien Betegnelse for højere og guddommelige Væsener og hellige Personer - Bhagavata (af Sanskrit: Bhagavar[n]t, »den hellige, salige« *c: Vishnu, s. d.) - Bhagavata-Purana, »den om Bhagavat (*c: Vishnu) handlende Purana« - Bhagavati (»den hellige Lære«), den 5. af Jaina'ernes Anga'er - Bhagiratha, ind. Sagnkonge - Bhagirati, Kildeflod til Ganges - Bhagulpore, d. s. s. Bagalpur - Bhairava (Sanskrit: »Gruelig«), Civa's orgiastiske Fremtrædelsesform - Bhakti (Sanskrit: »Hengivenhed«) i de nyere ind. Religioner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ursprüngliche Gestalt, ihre Lehren und ihre
Alter« [Leipzig 1905], indeholdende den i filol.
Henseende bedste Oversættelse; P. Deussens
»Vier philosophische Texte des Mahābhāratam«
[Leipzig 1906] indeholder ogsaa Oversættelse af
B., samtidig særskilt udg. [smst.]; jfr W. v.
Humboldt, Ȇber die unter dem Namen B.
bekannte Episode des Mahābhārata« [i 1. Bd af
»Gesammelte Werke«] og M. Winternitz,
»Geschichte der indischen Litt.«, I, 2 [Leipzig
1908].
D. A.
Bhagava(n)t (af Sanskrit bhaga [s. d.],
»Lykke«), i Indien Betegnelse for højere og
guddommelige Væsener og hellige Personer;
hos Sekterne ogsaa særlig Betegnelse for det
højeste Væsen, f. Eks. Vishṋu, Kṛishṇa, Çiva
etc.
(S. S.). D. A.
Bhagavata (af Sanskrit: Bhagava[n]t, »den
hellige, salige« ɔ: Vishṋu, s. d.), i Indien
Benævnelse paa en Vishṋu-Dyrker, ogsaa særlig
paa en, som holder sig til Bhāgavata-Purāṇa.
I ældre Tid betegnede B. en særlig Sekt af
Vishṋu-Dyrkere, som i det ydre nærmede sig til
Rāmānuja’s Tilhængere, og hvis kanoniske Bøger
skal have været Upanishad’erne og Bhagavadgītā,
men som ikke altid skelnes fra Pācarātra’erne.
(S. S.) D. A.
Bhāgavata-Purāṇa, »den om Bhagavat (ɔ:
Vishṋu) handlende Purāṇa«, maaske den
bekendteste af alle Purāṇa’erne. En udbredt
Tradition nævner Grammatikeren Vopadeva (12.
ell. 13. Aarh. e. Kr.) som dens Forf. Dens Lære
stemmer væsentlig overens med Bhagavadgītā’s,
og den er Vishṋu-Dyrkernes vigtigste Religionsbog.
Navnlig ved Beg. af 16. Aarh. synes den
at have øvet en stor Indflydelse ved Stiftelsen
af Caitanya’s og Vallabhācārya’s Sekter. Særlig
populær er 10. Bog, som er oversat paa alle
ind. Sprog. Denne Bog behandler Kṛishṇa’s
Liv med Fremhævelse af hans Barndomstid,
dog uden som nogle Sekter at anbefale ham i
denne Periode af hans Liv til særlig Dyrkelse;
Rādhā, der hos nogle Sekter nyder en saa
fremtrædende Dyrkelse som Kṛishṇa’s Hustru (ell.
Elskerinde), spiller i B.-P. aldeles ingen Rolle.
B.-P. staar betydelig over de andre Purāṇa’er
i stilistisk og poetisk Henseende og hæver sig
paa sine Steder saa højt, at den kommer
Bhagavadgītā nær. Den er udg. fl. Gange i Indien,
bl. a. i Bombay 1860 (med Kommentar);
desuden er de 9 første Bøger (den bestaar i alt
af 12 Bøger) udgivne og oversatte af E. Burnouf
(3 Bd, Paris 1840—47); en Oversigt over
Indholdet findes i Fortalen til Wilson’s Vishṋu
Purāṇa (2. Udg. ved Fitzedward Hall) I, Side
XXXIX—LI.
(S. S.). D. A.
Bhagavatī (»den hellige Lære«), den 5. af
Jaina’ernes Anga’er. Et af Weber behandlet og
til Dels udg. og oversat Fragment var omtr.
det første Stykke Jaina-Litt., som blev kritisk
behandlet (jfr. Bhadrabāhu). Det handler om
de forsk. Stadier af Sjælevandringen, deres
Beskaffenhed, Varighed, Aarsager etc., med
kosmologiske Redegørelser og oplysende Legender,
(Litt.: A. Weber, Ȇber ein Fragment der
Bhagavatī« i »Abhandl. d. kön. Ak. d. Wiss. zu
Berlin« [1865—66, sammenfattende Oversigt over
Indholdet, 1866. Side 236—42]).
(S. S.). D. A.
Bhagīratha, ind. Sagnkonge, en af Sagaras
Efterkommere og berømt fra Myterne om
Floden Ganges. Sagaras 60000 Sønner var
fordømte til at blive i Underverdenen, medmindre
deres Aske kunde blive skyllet ren af den
himmelske Ganges. Af Kærlighed til sin Slægt
underkastede B. sig strenge Spægelser og fik
derved Ganges overtalt til at stige ned paa Jorden,
hvilket udførtes ved Çiva’s og Vishṋu’s Hjælp.
B. ledte da Floden fra Himalaya ud til Havet,
der dengang var drukket tomt af Vismanden
Agastya, for at man kunde faa udryddet nogle
Dæmoner, som skjulte sig der. Havet blev
saaledes fyldt paa ny, og B. antog Floden som sin
Datter, hvorfor den ogsaa fik Navnet
Bhāgirathī. (Litt.: P. Wurm, »Geschichte der
indischen Religion« [Basel 1874]; J. Muir,
Original Sanskrit Texts, Bd IV [London
1873]).
D. A.
Bhāgirāti, Kildeflod til Ganges.
Bhāgulpōre, d. s. s. Bagalpur.
Bhairava (Sanskrit: »Gruelig«), Çiva’s
orgiastiske Fremtrædelsesform som Gud for
eksalteret Forrykthed, i hvilken han optræder klædt i
et blodbesudlet Elefantskind og opfører vilde
Danse (tāṇḍava). Den tilsvarende Form af
hans Hustru Durgā kaldes Bhairavī. B.’s
Dyrkelse er orgiastisk og i høj Grad usædelig.
(Litt.: A. Barth, Religions of India, transl.
by J. Wood [London 1882]).
(S. S.). D. A.
Bhakti (Sanskrit: »Hengivenhed«) betegner i
de nyere ind. Religioner et mystisk Hengivenheds-
ell. brændende Kærlighedsforhold mellem
Guden og hans Dyrker. Medens i de gl.
religiøse Systemer Frelsen (fra Sjælevandringen)
beroede paa Kundskab, til hvis Tilegnelse der i
det højeste krævedes Tillid (çraddhā), har de
nyere Sekter gjort Religionen til en
Følelsessag. Om Kristendommen har haft nogen
Indflydelse paa den stærke Fremhævelse af denne
Side af Troen, kan ikke bestemt afgøres.
Allerede i Bhagavadgītā er Hengivenhed for
Kṛishṇa en lettere og sikrere Vej til Frelse end
Forstaaelsen af det absolutte. Hos de nyere
Sekter synes bhakti at være blevet det eneste
anerkendte Middel. Men da der i mange
Sekter er foreskrevet visse Ceremonier og Ord,
som skulde holde den levende, har disse ofte
faktisk fortrængt bhakti og virker selv som
en Slags religiøs Trolddom. Man dyrker helst
Guden i en enkelt af hans Skikkelser, saa
konkret og haandgribeligt som muligt; derfor
med Forkærlighed en af hans Inkarnationer
(avatāra) (f. Eks. Kṛishṇa i St f. Vishṋu);
fortrinsvis i en vis Periode af hans Liv (f.
Eks. Kṛishṇa som Barn); ofte som knyttet til
en særlig Lokalitet, i den Grad at det kan
være vanskeligt at afgøre, om det er Guden
ell. hans Billede, der dyrkes; disse Forskelligheder
har mangfoldiggjort Antallet af Sekterne
i en overordentlig Grad. Sektens Stifter (guru)
betragtes som en Inkarnation af Guden, og der
skyldes ham den samme ubegrænsede
Hengivenhed, og det samme gælder hans
Efterfølgere, hvor saadanne findes (ogsaa de kaldes
guru), ja undertiden er guru’en Sektens
eneste Gud. Endelig hersker i vid Udstrækning
Dyrkelsen af kvindelige Guddomme og Forkærlighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
