Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bernhard, Hertug af Sachsen-Weimar, navnkundig Hærfører under Trediveaarskrigen, (1604-1639) - Bernhard, Konge af Italien - Bernhard, den Hellige fra Clairvaux (1091-1153)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han Fjenden helt fra Sachsen. I Beg. af 1633
overdrog Oxenstierna B. Overbefalingen i
Franken; men hans ærgerrige Planer traadte nu
frem; han, den yngre Søn af den ernestinske
Linie af det sachsiske Hertughus, som Hertug
Moritz i sin Tid havde berøvet Kurhatten, vilde
gengive sin Slægt den gl. Glans, og han
krævede nu Opfyldelsen af ubestemte Tilsagn, som
Gustaf Adolf skulde have givet ham; Oxenstierna
vovede ikke at sige nej, og 10. Juni 1633
modtog B. den højtidelige Forlening med
»Hertugdømmet Franken«, bestaaende af erobrede
gejstlige Lande i det Bambergske og Würzburgske. Han
overdrog sin Broder Ernst at styre disse Lande,
medens han selv fortsatte den Kamp, der ene
kunde sikre ham Besiddelsen deraf; han erobrede
Regensburg 4. Novbr 1633 og nærmede sig
derefter Eger, hidkaldt af Wallenstein. Da
denne blev myrdet, lykkedes det dog ikke B.
at drage hans Tropper over til sig, og i den
flg. Sommer, da han havde forenet sig med
de sv. Generaler, led han det knusende
Nederlag ved Nördlingen (27. Aug. 1634); mod Horn’s
Villie havde han modtaget Kampen, og Udfaldet
ramte ham haardere end nogen anden, idet
hans ny Hertugdømme dermed styrtede
sammen.
Under store Vanskeligheder værgede B. sig
1635 mod de fremtrængende Fjender; til sidst
maatte han gaa over paa den venstre Rhinbred,
og han sluttede nu en Overenskomst i St
Germain en Laye med Richelieu (Oktbr 1635),
hvorefter Frankrig, saa længe Krigen varede, skulde
betale ham 4 Mill. Livres om Aaret, hvorfor
han skulde underholde en Hær paa 12000 Mand
til Fods og 6000 til Hest; i en hemmelig Artikel
tilsikredes der ham for hans egen Person
Besiddelsen af Landgrevskabet Elsass ell. andet
Land i Stedet. I denne underlige Dobbeltstilling
som sv. General og dog i nøje Afhængighed af
Frankrig kæmpede B. nu i Elsass og Lothringen;
han viste herved udmærket Feltherredygtighed,
og da han 1638 vendte sine Vaaben imod
Breisgau, lykkedes det ham efter de største
Anstrengelser at erobre Hovedfæstningen Breisach (7.
Decbr), der var Nøglen til den hele øvre
Rhindal. Med denne som Midtpunkt vilde B. nu her
grundlægge sig et nyt Hertugdømme; han havde
sluttet Kapitulationen med Breisach i sit eget
Navn, og hvor indtrængende end Richelieu
forestillede ham, at Erobringen var sket med fr.
Penge, holdt B. dog fast ved, at det var et
tysk Land, hvori Frankrig intet havde at gøre;
hans Følelse som tysk Fyrste og hans egne
personlige Interesser førte ham til skarpt at ville
holde de fremmede ude fra det hellige rom.
Riges Grund. Allerede Aaret efter, medens han
forberedte et nyt Felttog imod de kejserlige,
døde han dog pludselig, vistnok af en tyfoid
Feber; Mistanken om, at han skulde være blevet
forgivet paa Richelieu’s Foranstaltning, er
næppe begrundet. Om hans Lande og Hær
stredes alle Parter. Selv havde han i sit
Testamente kun fastslaaet, at Landene skulde blive
under det tyske Rige, og ytret det Ønske, at
hans Brødre skulde overtage dem under sv.
Beskyttelse; men Broderen Wilhelm, der stræbte
at gennemføre dette, fandt ingensteds nogen
Støtte. Richelieu tog derimod B.’s Tropper i
fr. Tjeneste, og ogsaa hans Erobringer kom nu
Frankrig tilgode. B.’s Lig, foreløbig bisat i
Breisach, blev 1655 ført til Weimar. (Litt.:
G. Droysen, »B. von Weimar« [2 Bd, Leipzig
1885]).
Kr. E.
Bernhard, Konge af Italien, en Sønnesøn af
Karl den Store. Efter sin Fader Pipin’s Død
(810) blev B. af Bedstefaderen sat til Konge
af Italien og kronet 813. Siden følte han sig
forurettet ved den Ordning af Rigets Forhold,
som Ludvig den Fromme traf 817, og
hvorefter Lothar skulde være Medkejser; han greb
til Vaaben, men lod sig lokke til Châlons-sur-Saône,
hvor han blev blindet. To Dage efter
døde han (17. Apr. 817).
Kr. E.
Bernhard, den Hellige fra Clairvaux
(1091—1153), fødtes paa Borgen Fontaines i Burgund.
Det var hans Moders højeste Ønske, at hendes
lille Dreng maatte blive Munk, og Barnets
Ønske faldt sammen med hendes. Paa Skolen
i Châtillon studerede B. Aristoteles, men det
tilfredsstillede ham ikke; helst gik han ene om
i Mark og Skov, og af Træer og Stene lærte han
mere end af Bøger. Hans Kammerater, der i
lige Grad var indtagne af hans aandelige og
legemlige Skønhed, søgte at rive ham ud af
hans Drømmeverden, og til Tider kunde han
deltage i deres Lag og skrive lystige Viser; men
1113 bankede han paa Klosterporten i Citeaux,
fulgt af 30 af sine Venner. Citeaux var det
strengeste Kloster, han kunde finde; dets Munke
var ved at uddø, og ingen turde træde derind,
men nu blev det overfyldt 1115 drog B. ud og
grundede et nyt Kloster i Clairvaux (Clara
vallis, Lys-Dal) i Champagne, hvis Abbed han blev.
Herfra ledede han i en Menneskealder Kirkens
og Staternes Skæbne og rensede og uddybede
den kristelige Fromheds Strøm, her lærte han
at magte sig selv og Verden. 1130 stredes
Innocens II og Anaklet II om Pavestolen. Ved
B.’s Hjælp sejrede Innocens. Fra nu af ledede
B. den pavelige Politik, og da Eugenius III
(1145—53) blev valgt til Skt Peters Stol, kunde
B. sige: »Idet de valgte dig, min Eugenius,
valgte de mig«. Til ham skrev han sin Bog
De consideratione (Om Betragtningen), hvori
han foreholder Paven den apostolske Fattigdom
som Idealet og siger, at han i sin prægtige
Klædning ikke er Skt Peter’s, men Kejser
Konstantin’s Efterfølger. Det samme sagde Arnold
fra Brescia (s. d.), og dog bekæmpede B. denne
med Lidenskab, hans aristokratiske Natur
oprørtes over Arnold’s demokratiske Ideer. Ved
at udkaste Ordensreglen for Tempelherrerne var
B.’s Tanker blevne vendte mod det hellige Land.
Da Korstogsbegejstringen vaktes ved Edessas
Fald (1144), holdt B. sig tilbage; men ikke saa
snart var Pavens Korstogsbulle kommet, før
han satte alt ind paa at virkeliggøre den.
Overalt, hvor han kom, i Frankrig og Tyskland, rev
han Folk med sig; Tyskerne forstod ikke hans
Prædiken, men hans glødende Begejstring og
hans vidunderlige Helbredelser tog Kejser og
Folk. Det var B., der iværksatte det andet
Korstog. Hvis han vilde noget, kunde ingen
staa imod, og sin Magt brugte han i Fredens
Tjeneste. Kun een Gang misbrugte han den.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
