Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berabra, arab. Folk, der bor S. f. Ægypten - Bérain, Jean, fr. Arkitekt og Ornamenttegner, (1637-1711) - Berammelse - Béranger, Pierre Jean de. fr. Digter, (1780-1857)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Assuan til den fjerde Katarakt samt spredt
forekommende i sydligere Egne indtil Sennaar og
Kordofan. B. ell., som de ogsaa kaldes,
Berberinerne er Hovedfolket i Nubien (s. d.).
De lever i deres Hjemland som Agerdyrkere,
der dyrker og vander en yderst smal Strimmel
Land langs Nilens Bredder. Mange af dem maa
imidlertid søge deres Underhold uden for deres
Hjemland, og særlig i Ægypten træffes de i
mange tjenende Stillinger. Efter Opførelsen af
Assuan-Dæmningen, hvorved Nilens Vande er
opstemmet indtil 295 km S. f. Dæmningen, har
mange af B.’s Landsbyer maattet forlades, og
deres hjemlige Omraade er yderligere blevet
indskrænket. I sproglig Henseende synes B.
opr. at være i Slægt med den nilotiske Folkegruppe,
der hører hjemme i det østlige Sudan
i Landene ved Nilen; deres Sprog er dog
aabenbart tidligt blevet stærkt paavirket af
Hamitisk samt i nyere Tid af Arabisk. B. synes da
opr. at være en S. fra indvandret Negerstamme,
der imidlertid ogsaa i legemlig Henseende
viser sig at være stærkt blandet med hamitiske
Elementer. B. er nu Muhammedanere, men før
de i 7. Aarh. gik over til Islam, var de Kristne,
idet de ved den byzantinske Kejserinde
Teodora’s Bestræbelser var blevne vundne for
Kristendommen.
H. P. S.
Berain [be↱rǣ], Jean, fr. Arkitekt og
Ornamenttegner, f. 1637 i Lothringen, d. 1711 i Paris.
Særlig Bet. har han ved sine Ornamentstik, af
hvilke der foruden større Samlinger fra 1690 og
1711 findes en Mængde enkelte Blade; hans
Yndlingsmotiv er den senere Louis-XIV-Baroks
Baandakanthus, hvis Udbredelse sikkert for en
Del skyldes hans og Marot’s Stik, saa at man
ikke med Urette kan tale om en B.-Ornamentik.
En Søn af samme Navn fortsatte Faderens
Arbejde i ganske samme Manér.
C. A. J.
Berammelse betyder i Retssproget:
Fastsættelse af Tidspunktet for Retshandlingers
Foretagelse. Visse Retshandlinger foretages til en af
Loven forud bestemt Tid (»ordinære Retsdage«)
og kræver derfor ingen særskilt B.; hvor
derimod ingen saadan alm. Bestemmelse er givet,
maa den, der ønsker en Retshandling foretaget,
forud indsende Begæring derom til Retten, som
da — saafremt Handlingen ikke kan iværksættes
med det samme — giver en (i Reglen
skriftlig) B.
K. Hch.
Béranger [berã↱зe], Pierre Jean de,
fr. Digter, f. 19. Aug. 1780 i Paris, d. smst. 16.
Juli 1857. B. fødtes i et fattigt Haandværkerhjem,
blev efter Stormen paa Bastillen 1789 sendt
til Picardiet, hvor han blev Opvarter hos en
Tante, der var Gæstgiverinde i Péronne, kom
14 Aar gl i Bogtrykkerlære, læste André Chénier,
og efter 1797 at være vendt tilbage til Paris
vedblev han paa egen Haand med sine litterære
Studier og uddannede omhyggelig sin Stil og
Smag ved Læsning af Klassikerne, navnlig af
Voltaire. Hans første digteriske Forsøg gik i
religiøs-lyrisk Retning, tillige paatænkte han et
stort Epos om Clovis. Han maatte kæmpe haardt
for Udkommet, tænkte endog en Tid at gaa som
Soldat til Hæren i Ægypten, men kom 1803 i
Yndest hos Lucien Bonaparte, der gav ham den
Aarpenge — 1000 frc. —, han fik som Medlem
af Akademiet. 1809 fik han tilmed Ansættelse
som Universitetsskriver, saa hans Livsforhold
bedredes. Som Medlem af den gemytlige Klub
Le Caveau, der lededes af Désaugiers, skrev han
1810—14 sine første Viser; en af de tidligste
er den berømte Roi d’Yvetot. 1815 udkom den
første Samling Chansons morales et autres;
skønt den kaade Skæmt og Drikkevisetonen her er
langt overvejende, og den politiske Satire kun
glimtvis træder frem, fik han dog en Irettesættelse
af sine Foresatte; samme Dag som den 2.
Samling Chansons udkom 1821, opgav han da
ogsaa frivillig sin Ansættelse. I disse Sange er
Angrebene paa Bourbon-Regimentet langt
stærkere. Napoleon forherliges, en varm Patriotisme
og Tro paa den hellige Frihed gennemgløder
Viser som La Sainte-Alliance des peuples, Le
vieux drapeau, Les enfants de la France, Le
cinq mai o. s. v. Et antiklerikalt, næsten
Voltaire’sk Had aander i andre, som Les clefs du
Paradis, Les Capucins og Les Révérends Pères;
den reaktionære Bourbonisme spottes i Monsieur
Judas, Le marquis de Carabas o. s. v. B.’s Viser
reves bort i mange Tusinde Eksemplarer, før
Beslaglæggelsen fandt Sted, og Digteren idømtes
en Bøde paa 500 frc. og 3 Maaneders Fængsel.
Ny Samlinger udkom 1825, Chansons nouvelles,
og 1828, Chansons inédites. Denne sidste
indbragte ham 9 Maaneders Fængsel og en Mulkt
paa 10000 frc., som imidlertid betaltes ved
offentlig Subskription. B.’s Frihedssange har
sikkert haft deres Del i Folkets Rejsning ved
Julirevolutionen. Chansons nouvelles et dernières
(1833) fremviser endnu en ny Fase af den
Béranger’ske Chanson; Digte som Le vieux
vagabond, Jeanne la Rousse, La pauvre femme,
Les contrebandiers og Les fous er socialistiske
Sange, der skarpt og bittert raaber de Fattiges
og Fortryktes Skrig. B. var sit hele Liv
Folkets hædrede Sanger og Ven. Han afslog alle
officielle Hædersbeviser — Akademiet,
Dekorationer og Rigsdagsvalg. Med Sorg saa han det
2. Kejserdømme fortrænge Republikken; han
havde altid kun forherliget Napoleon den Store
paa Bourbonismens Bekostning. Napoleon III
imødekom dog klogt Folkets Ønsker ved at lade
hans Begravelse bekoste offentlig; han jordedes
med Pomp som en Marskal paa Père Lachaise.
1885 afsløredes hans Monument paa Square du
Temple i Paris. B. er Frankrigs populæreste
Sanger. Folket var hans Muse, ingen har som
han tolket alle dets Stemninger og Frihedsbestræbelser.
Hans Viser er nu for en stor Del
 |
| P. J. de Béranger. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
