Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Belgien (fr. Belgique, flamsk Belgie; hermed et Kort) uafhængigt, konstitutionelt Kongerige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sammenkaldelse af Generalstaterne. Prinsen af
Oranien blev sendt til Bryssel for at forhandle;
han kom i Spidsen for en Hær, men fik kun
Adgang til Byen imod at lade Tropperne blive
udenfor. Prinsen lovede Borgerne at virke for
Oprettelsen af en særlig belgisk Administration,
og Kongen gik ind paa at sammenkalde
Generalstaterne, som mødtes 13. Septbr; her viste det
sig imidlertid snart umuligt for de belgiske
Deputerede at komme til nogen Overenskomst med
Kongen og de holl. Deputerede, og Følgen var,
at det revolutionære Parti fik bestandig større
Magt i B., hvor alle Prov. efterhaanden fulgte
Bryssels Eksempel; ogsaa Luxemburg sluttede
sig til Bevægelsen. 19. Septbr udbrød ny
Uroligheder i Bryssel; Prinsen af Oranien rykkede
nu med 10000 Mand mod Bryssel, hvor han
fandt Gaderne i den nedre By barrikaderede og
besat af væbnede Borgere, og efter fire Dages
Bombardement og spredt Kamp (23.—27. Septbr)
fandt han det raadeligst at trække sig tilbage.
Efterretningen herom bragte hele Landet i
Oprør, og en foreløbig Regering dannedes i
Bryssel (fremragende Medlemmer var Rogier,
Grev Merode og Potter), som 4. Oktbr erklærede
B. for en uafhængig Stat og sammenkaldte en
Nationalkongres, som skulde etablere en
Regering. Samme Dag ankom Prinsen af Oranien
til Antwerpen med Kongens Autorisation til at
danne en særlig Regering for de belgiske Prov.
under sin egen Ledelse, — men et saadant
Arrangement var nu ikke længere muligt. Ved
Slutn. af Oktbr rykkede en Insurgent-Armé mod
Antwerpen, hvis Borgere aabnede Portene for
den, hvorefter den holl. General Chassé trak
sig tilbage til Citadellet og gav Ordre til 2 Dages
Bombardement af Byen, hvorved mange Huse
og store Værdier ødelagdes — hvilket yderligere
ophidsede Belgierne mod Hollænderne. 10.
Novbr aabnedes den belgiske Nationalkongres,
og den kom snart til flg. tre Afgørelser: 1) B.’s
Uafhængighed, 2) Oprettelse af et konstitutionelt,
arveligt Monarki samt 3) bestandig Udelukkelse
af Slægten Oranien-Nassau. — Disse
Begivenheder skabte en meget kompliceret diplomatisk
Situation. Rusland og Preussen var rede til
at anvende Vaabenmagt mod de oprørske
Belgiere; men Frankrig havde Sympati for B., og
England ønskede Fred. 20. Decbr erklærede
de fem Stormagters diplomatiske Konference i
London Kongeriget Nederlandene for opløst, men
hævdede sin Ret til at regulere de ny Forhold.
Den belgiske Nationalkongres ønskede Hertugen
af Nemours, den fr. Konge Ludvig Filip’s anden
Søn, til Konge over B.; men denne afslog
Tilbudet. Baron Surlet de Chokier blev da valgt
til foreløbig Regent, og Nationalkongressen gik
i Gang med at skabe en Konstitution efter eng.
Mønster; ifølge denne skulde Kongens Ministre
være ansvarlige over for den lovgivende
Forsamling, der skulde bestaa af to Kamre, Senatet
og Deputeretkammeret. Begge Kamre skulde
vælges af de samme Vælgere; men en Senator
skulde betale mindst 2000 Floriner i aarlig Skat.
Valgret gaves enhver Borger, der betalte 20
Floriner i Skat. 4. Juni 1831 blev Prins Leopold
af Sachsen-Coburg af den belgiske
Nationalkongres valgt til Konge af B., paa Betingelse af,
at han vilde overholde Konstitutionen og sværge
at opretholde den nationale Uafhængighed og
Integritet. Dette Valg behagede baade England
og Frankrig, og Leopold tog imod det efter at
have sikret sig Stormagternes Støtte i
Ordningen af Forholdet til Holland. 17. Juli 1831 holdt
Leopold I sit Indtog i Bryssel.
Ordningen af Forholdet til Holland viste sig
mere vanskeligt, idet begge Stater gjorde
Fordring paa Storhertugdømmet Luxemburg.
Konferencen i London løste Spørgsmaalet ved at dele
det omstridte Territorium mellem Holland og
B., Holland skulde som Kompensation have en
Del af Limburg, Distriktet Maestricht skulde
deles, saaledes at Fæstningen forblev hollandsk,
Schelde skulde være aaben for begge Magters
Skibe, og Statsgælden skulde deles. Samtidig
garanterede Stormagterne B.’s Neutralitet. Dette
Forslag gik B. ind paa, om end nødtvungent;
Holland derimod følte sig stærkt forurettet og
havde allerede straks efter Leopold’s
Tronbestigelse begyndt Krig mod B. 2. Aug. var over
50000 Hollændere rykkede over Grænsen, og 9.
Aug. slog de den langt underlegne belgiske Hær.
Fransk Intervention reddede denne Gang B.; de
holl. Tropper trak sig tilbage. Men Antwerpens
Citadel beholdt Hollænderne indtil Decbr 1832,
da de blev drevne ud efter 24 Dages
Bombardement af en fr. Hær. Endnu stadig holdt
Hollænderne to Forter, ved hvilke de beherskede
Sejladsen paa Schelde, og til Gengæld holdt B.
hele Limburg og Luxemburg besat. Det var
først 19. Apr. 1839, at Forholdet endelig
ordnedes i Overensstemmelse med Stormagternes
Villie; Traktaten blev underskrevet i London.
Efter saaledes at have vundet national
Selvstændighed kunde B. i Fred udvikle sine
økonomiske Hjælpekilder, og Regeringens Arbejde
gik først og fremmest ud paa at fremme Industri
og Handel. Der blev bygget Kanaler og
Jernbaner (den første Jernbane paa Kontinentet
aabnedes 1834 mellem Bryssel og Malines) og
oprettet Handelstraktater med fremmede Magter.
Erhvervslivet var i stærk Fremgang;
1830—80 voksede Befolkningens Antal med mere end
en Trediedel. — De religiøse og politiske
Modsætninger inden for Riget gav Anledning til
stadige Rivninger, som Kong Leopold søgte at
dæmpe ved Mægling. Frigørelsen fra
Fremmedherredømmet skyldtes en Alliance mellem det
liberale og det kat. Parti; Katolikkerne i B.
var netop paa den Tid stærkt paavirkede af
Præsten La Mennais’ Skr, som hævdede, at
Kirke og Stat burde adskilles — og saa længe
denne Indflydelse varede, var det forholdsvis
let for det kat. Parti at forliges med de Liberale;
men da Paven havde fordømt La Mennais for
hans frisindede Anskuelser, fik Reaktionen
Overhaand i det katolske Parti, og efter 1838 blev
Antagonismen mellem dette og det liberale Parti
aabenbar. Indtil 1840 havde Ministerierne
været baserede paa Alliancen mellem Partierne;
1840 kom et liberalt Ministerium, der imidlertid
snart maatte gaa af p. Gr. a. Modstand i
Senatet. Et neutralt Ministerium dannedes derpaa
under Nothomb, som 1842 gennemførte en
Folkeskolelov, der gav Gejstligheden Overopsynet med
Skolevæsenet; dette vakte i høj Grad de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
