Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arrebo, Anders Christensen, dansk Digter, f. 1587 - Arrecife, By paa den kanariske Ø Lanzarote - Arrée, Montagnes d', en lav, plateauagtig Højderyg paa Halvøen Bretagne - Arrende, sv. Ord for Forpagtning. - Arreskov, Hovedgaard i Salling Herred (Fyn) - Arreskov Sø, Fyns største Indsø - Arrest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Beskyldninger fandtes ganske ubevislige, blev A. dog
for sit øvrige Forhold, »hvilke Fagter og
Gebærder allesammen ere imod den Høviskhed og
Ærbarhed, som en Superintendent og Biskop
har at følge, og aldeles intet med hans Kald
gemæs«, dømt til at have sit Embede forbrudt.
Nu kom en Trængslens Tid for A. Pludselig saa
han, der 1611 havde ægtet Else Jørgensdatter
fra Malmö og havde flere Børn, sig berøvet sit
sikreste Eksistensmiddel. Muligvis har det været
i Haab om Understøttelse af sine Slægtninge, at
han drog til Malmö, hvor han forblev i fire Aar.
Nøden gjorde ham atter til Digter; 1623 udkom
»Kong David’s Psalter, sangviis udsat«, den
første Oversættelse af Betydning af dette
Reformatorernes Yndlingsværk. Det lykkedes A. at
faa kongeligt Privilegium paa dette Arbejde
for derved at sikre sig mod Eftertryk, og
hans vellykkede Forsøg synes atter at have
forskaffet ham Kongens Naade. 1625 faar han
Tilladelse til at søge et Bondekald; Borgerne i
Malmö havde imidlertid faaet ham kær, og da
deres egen Præst just var død, henvendte de sig
til A. for at bede ham anmode Kongen om Malmö
Præstekald. Han opsøgte da ogsaa Kongen
personlig i Tyskland, men mødte et barsk Afslag,
dog med den Formildelse, at han maatte søge
et Kald i en af de »gemene Kjøbstæder, dersom
de ikke haver formeget Lyst til Klammer«. 1626
fik han da Sognekaldet i Vordingborg, hvor han
forblev til sin Død, og i hvis Kirke hans
Portræt endnu findes. Her fik han gode Stunder til
paa Kansler Christian Friis’ Tilskyndelse at
udarbejde det Værk, Hexaëmeron, der altid vil
sikre A. en Plads i den danske Litteraturs
Historie, men som dog først saa Lyset 1661, udg.
af Sønnen, Christian A.
J. Cl.
Hexaëmeron er en delvis Oversættelse af den
fr. Digter du Bartas’ Digt La première
Semaine, men A. stillede sig meget frit over
for Opgaven. du Bartas’ Digt er ganske i den
fr. Renaissancedigtnings Stil. I 6 Sange skildres
Skabelsen efter Biblen med mange Sidespring
af didaktisk og religiøs Art. La Semaine er
skrevet i den Stil, der kaldes »Kunststil«, og som
navnlig Tyskeren Opitz gjorde bekendt i
Norden ved sin lille »Buch von der deutschen
Poeterey« (1624). Idet A. oversatte dette Arbejde,
indførte han denne Stil i vor Litteratur. Man har
derfor villet kalde ham »den danske
Digtekunsts Fader«, en Benævnelse, der dog savner
al Berettigelse, da den danske Digtning hurtig
vandrede ad andre Baner end
Kunstdigtningens. Ja, selv A. slog sig i dette Arbejde ofte
løs fra Originalens Stil. Hvad Versemaalet
angaar, følger han Originalens (Alexandrinerne)
undtagen i første Sang, hvor han har gjort sig
Arbejdet endnu sværere ved at skrive
dobbeltrimede Heksametre. Naar A. jævnt og frisk
skriver om norsk Natur (som i Indledningen
til de 6 Sange), da er han ganske sig selv. Og
det er disse Partier, der giver Hexaëmeron
poetisk Værd. Det er her, man ikke uden Ret
har fundet Lighed med Folkevisetonen. Den
samme jævne Tone genfinder man i
Oversættelsen af David’s Salmer, til hvilke A. har knyttet
nogle firliniede Rimbønner, der rammende og
fyndige angiver hver enkelt Salmes
Hovedtanke. Ogsaa her havde A. anvendt megen Flid
paa Versebygningen, en af de Fordringer, der
stod øverst paa Kunstdigtningens Program. I
det originale Digt »Christian IV’s Seyrvinding
udi Smaalandene« naar A. en Flugt og Korthed
i Udtrykket, der i den hist. Digtning først
genfindes 100 Aar senere hos Sorterup. (Litt.:
H. Rørdam, »A. C. Arrebos Levnet og
Skrifter« I—II; J. Paludan,
»Renaissancebevægelsen i Danmarks Litteratur«; Rosenberg,
»Nordboernes Aandsliv« III; L. Daae,
»Trondhjems Stifts gejstlige Historie«, S. 71 flg).
P. L-n.
Arrecife [ar.æ↱þifæ], By paa den kanariske
Ø Lanzarote, ligger paa Øens Østkyst og har
c. 3000 Indb. A. udfører Kochenille, Orseille og
Barillasoda.
Arrée, Montagnes d’ [mǡ↱tanj-d-a↱re],
en lav, plateauagtig Højderyg paa Halvøen
Bretagne, Dept. Finistère, bestaar helt igennem af
Granit og naar i Mt. St. Michel, en
Sandstenskegle oven paa Granitten, en Højde af 391 m.
Arrende, sv. Ord for Forpagtning.
Arreskov, Hovedgaard i Salling Herred (Fyn).
A. (det gamle A., hvis Voldsted endnu ses
faa Hundrede Meter fra det nuværende A., ved
Arreskov Sø) nævnes 1248 som hørende til
Hertug Abel’s Fædrenegods. Den erobredes d. A.
af Erik Plovpenning, kom dog tilbage til Abel’s
Søn af samme Navn, tilhørte derefter Marsken
Peder Finsen, der blev hængt 1261 paa Grund
af sit Forhold i Slaget paa Lohede. Gaarden
blev nedbrudt 1264. I Midten af 16. Aarh. ejedes
A. af Jakob Hardenberg til Hvedholm og
Sandholt; hans Datter, Helvig, bragte den ved
Ægteskab i Erik Rosenkrans’ Eje. Han byggede
1558—73 det nuv. A. Senere gik Gaarden over til
Skeel’erne. Grev A. C. Schaffalitzky de
Muckadell (gift med Fru Ide Skeel) oprettede 26. Novbr
1784 af sine 4 Godser: A., Brobygaard, Gjelskov
og Ølstedgaard Grevskabet Muckadell. Ved en
Restauration 1872—73 (Arkitekt Haugsted)
ombyggedes delvis den gl. Hovedbygning.
B. L.
Arreskov Sø, ogsaa kaldet Fleninge Sø,
Fyns største Indsø, beliggende i Svendborg Amt,
Salling Herred, c. 12 km NØ. f. Faaborg, er 370
ha, henved 3 km lang og 2 km bred med c. 11
km i Omkreds. Den ligger c. 33 m o. H., er
temmelig fiskerig og har flere Steder temmelig
høje Bredder. Den har Afløb til Odense Aa. Ved
dens nordøstlige Hjørne ligger Herregaarden
Arreskov (s. d.).
H. W.
Arrest. Civil A. — den opr. Betydning
af Ordet A., saaledes som det bruges i Lovbogen
— er et foreløbigt Retsmiddel, der gaar ud paa
at sikre en Fordringshaver mod, at hans
Skyldner gør hans Retsforfølgning illusorisk ved
inden Dom falder at afhænde ell. forstikke sine
Midler ell. selv rejse af Landet og derved berøve
den berettigede tilstrækkelige
Eksekutionsobjekter. Ved i Tide at lade foretage A. hos en
Skyldner, der lader befrygte paa denne Maade at ville
spilde sin Kreditors Retsnydelse, opnaar
nemlig denne sidste baade, at det under Strafansvar
forbydes Skyldneren at foretage de nævnte, mod
Fordringshaverens Ret stridende Handlinger —
ved denne Forbudskarakter viser A. sit nære
Slægtskab med det andet foreløbige Retsmiddel
som Lovgivningen kender, Forbud (s. d.) —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
