Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind II: Arbejderhaver—Benzol / 142 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arras, Hovedstad i det nordfranske Dept Pas-de-Calais - Arrazzi, ital. Betegnelse for vævede Tæpper og Tapeter fra Arras - Arrebo, Anders Christensen, dansk Digter, f. 1587

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Bibliotek. - A. er det gamle Nemetacum, de
keltiske Atrebaters Hovedstad, og var allerede i den
rom. Tid en betydelig Industriby. Omkr. 500
missionerede her Skt Vedastus (Vaast), og i 7.
Aarh. grundlagdes Klosteret Saint-Vaast. Byen
led meget i Folkevandrings- og Vikingetiden,
men blomstrede atter op. 863 kom A. sammen
med det øvrige Artois under Greven af
Flandern og blev c. 1100 Bispestad. I Beg. af 12.
Aarh. organiserede Borgerne sig i en
Kommune, der opnaaede store Friheder og blev
Mønster for de andre nordfr. Kommuner; i den flg.
Tid naaede Klædeindustrien sin højeste
Blomstring, og i 14.-15. Aarh. var A. Centrum for
Tapetvæveriet. 1384 kom A. med Artois og
Flandern under Hertugerne af Burgund, men blev
erobret af Ludvig XI 1479. Ved Freden i Senlis
1493 kom A. under Huset Habsburg, der beholdt
Byen til 1640, da den blev erobret af
Franskmændene. Under Ludvig XIV blev A. omgivet
med stærke Fæstningsværker, af hvilke nu kun
en Del af Citadellet er tilbage. 1793 førte Joseph
Lebon, der ligesom Robespierre er født i A., et
sandt Rædselsherredømme i Byen. Under
Verdenskrigen 1914 udkæmpedes der ved A. en
Række blodige Kampe mellem de Allierede og
Tyskerne. G. Ht.

Arrazzi [a’r.at.si], ital. Betegnelse for vævede
Tæpper og Tapeter fra Arras (deraf Navnet).
Denne By var i lang Tid Hovedsædet i
Occidenten for Tilvirkning af Tæpper til
Udsmykning af Vægge o. l., vævede fornemmelig i Uld
og Silke, ofte gennemvævede med Guldtraad; i
Farve og Komposition søgte de hyppig at
efterligne Malerier, betydelige Kunstnere tegnede
Kartoner til dem. Da Ludvig XI indtog Arras,
blev den blomstrende Industri ruineret,
Arbejderne udvandrede for en stor Del og
omplantede Teknikken til andre Egne; saaledes rejste
der sig snart Væverier i Bryssel, Gent og
andre Steder. Ordet A. gik derefter over til at
omfatte alle vævede malerilignende Tæpper uden
Hensyn til deres Udspring. Saaledes kaldes de
berømte, efter Rafael’s Kartoner forfærdigede
Tæpper (nu i Vatikanet, andre Eksemplarer i
Berlins Museum og Dresdens Galeri, en senere
Kopi i Paris’ Garde-Meuble) A., skønt de er
tilvirkede i Bryssel. Endelig bruges Navnet A.
ogsaa i endnu mere udvidet Bet. om alle vævede
Tapeter. A. Hk.

Arrebo, Anders Christensen, dansk
Digter, f. i Ærøskjøbing 1587, d. som Sognepræst
i Vordingborg 1637. Første Gang, A.’s Navn
træffes, er, da han i en meget ung Alder 1608
udnævnes til Prædikant paa Kbhvn’s Slot, en
Stilling, som imidlertid snarere bragte ham
indflydelsesrige Bekendtskaber end øjeblikkelig
personlig Fordel; thi foruden ham fandtes en
Hofpræst, der var knyttet til de kgl. Herskabers
Personer, og Slotsmenigheden var kun lille. Med den
Energi og Myndighed, der synes at have været
karakteristisk for A.’s Personlighed, har han
imidlertid ikke ligget paa den lade Side, men
benyttet sine naturlige Evner - og da først og
fremmest sin »poetiske vena« - til at bane sig
Vej til mere ansete Poster. 1610 erhvervede
han sig Magistergraden, og de flg. Aar besynger
han Kong Christian’s »Seyervinding udi
Smaa-Landene« samt udgiver det smukke Sørgedigt
»Jeg saa to dejlig Roser staa« over Dronning
Anna Catharina. Utvivlsomt har disse Digte
skaffet ham Gunst fra højeste Side. 1612

Arrebo

forflyttes han som
Slotspræst til
Frederiksborg,
og 4 Aar efter
kaldes han til
Sognepræst for
Nikolai
Menighed i
Hovedstaden. Af de
tvende
Prædikensamlinger,
som hans Søn
besørgede
udgivne efter hans
Død, faar man
Begreb om hans
Evner som
Prædikant. Han
synes at have
været ikke saa lidt af en »folkelig« Taler, Stilen
er jævn og dagligdags, og de anvendte Lignelser
saa naturlige, at de nu forekommer os plumpe.
A. har utvivlsomt høstet megen Anerkendelse
for sin Virksomhed; thi kun 31 Aar gl kaldtes
han til Biskop for Trondhjems Stift. Den
hurtige Forfremmelse synes imidlertid at være
steget A. til Hovedet, og hans Optræden her i de
første Aar af hans Virksomhed har ret
forstaaelig kunnet skaffe ham de mange
Fjendskaber paa Halsen, som skulde blive hans
Ulykke. Han var mere betænkt paa at faa sine
Embedsindtægter ordnede og forøgede end at
varetage sine gejstlige Forretninger og optraadte
ved mange Lejligheder alt for selvraadig. Som
et Udslag af denne Lyst til at kunne tillade sig
alt var det vel ogsaa, at han ved et
Bryllupsgilde paa Hevne tilsidesatte sin Værdighed og
traadte »Jægerdansen« med, hvor Sædelighedens
strengeste Fordringer ikke blev overholdte,
ligesom han ved en senere Lejlighed afførte sig sin
Sammarie, slog Trommen og noget beruset
istemte en alt andet end gejstlig Vise. Der var
vel næppe mange, som i hin Tidsalder, hvor man
ikke tog det saa nøje med Formerne, virkelig har
følt sig forargede ved dette Optrin; men hans
Fjender, deriblandt hovedsagelig Fogden Peder
Lauritsen, der ved fl. Lejligheder havde maattet
»holde Lyset« for A.’s slagfærdige og noget
bidende Tunge, udspredte det Rygte, at Bispen havde
gjort sig skyldig i utugtigt Forhold. Dette kunde
A. ikke lade blive siddende paa sig. Efter i
Kbhvn at have henvendt sig til Kansler Christian
Friis, der vedblev at være A.’s Beskytter hele
hans Levetid, anlagde han Sag mod Peder
Lauritsen ved Raadstueretten i Trondhjem for falsk
Beskyldning. Da Lensmanden Tage Thott
imidlertid ikke var gunstig stemt mod A., af hvem
han troede sig fornærmet, og under Sagens
Gang paa uretfærdig Vis syntes at favorisere den
indstævnte, forlod A. med en udfordrende Ytring
Retten. Dette forbedrede naturligvis ikke hans
Stilling. Paa en Herredag i Bergen det flg. Aar
(1622) blev Sagen genoptaget under Kongens
Præsidium, og, skønt de udslyngede

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>