Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arnicin - Árni Helgason, isl. Biskop, d. 1320 - Árni Helgason, se Helgason, A. - Arnim, Adolf Heinrich, Greve af A.-Boitzenburg (1803-1868) - Arnim, Anna Elisabeth (»Bettina«), tysk Forfatterinde (1785-1859) - Arnim, Hans Georg, Feltherre i Trediveaarskrigen (1581-1641) - Arnim, Harry, Greve, tysk Diplomat (1824-81) - Arnim, Heinrich Alexander v., preuss. Statsmand (1798-1861)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
opløseligt i Alkohol og Æter, meget tungtopløseligt i
Vand; det sønderdeles af fortyndede Syrer.
O. C.
Árni Helgason [↱a.r-] isl. Biskop, d. 21. Jan.
1320, var Søstersøn af sin Forgænger, Árni
Þorláksson, og var dennes Kapellan under
Opholdet i Norge 1288—91. Ved Efterretningen
om Biskoppens Død 1298 er han vistnok blevet
udset til at beklæde Biskopembedet; thi det
flg. Aar rejste han til Norge for at modtage
Bispevielsen. Han blev imidlertid, rimeligvis p.
Gr. a. Stridighederne mellem Ærkebiskop Jörund
og hans Kapitel først viet 25. Oktbr 1304 og
rejste det flg. Aar til Island. A. H. var en anset
og dygtig Mand, men fredeligsindet, og optog
derfor ikke sin Forgængers Kamp om Magten
over Kirkerne og Kirkegodset. I Forening med
Lovmand Haukr Erlendsson oprettede han et
Hospital for Gejstlige paa Gaarden
Gaulverjabær (i Arnessyssel) paa Sydlandet. Natten til
24. Jan. 1309 afbrændte ved Lynild Skálholts
Domkirke, en stor og pragtfuld
Tømmerbygning. A. H. lod opføre en ny stor Kirke og rejste
selv til Norge for at hente Tømmer til den, men
den ødelagdes af Storm 1318. I Anledning af et
Provincialkoncilium, der skulde afholdes i
Bergen, rejste han endnu en Gang til Norge 1319,
men døde der den flg. Vinter.
B. Th. M.
Arni Helgason [↱a.r-], se Helgason, A.
Arnim [↱arnem], Adolf Heinrich, Greve
af A.-Boitzenburg, preussisk Statsmand
(1803—68), blev 1842 Indenrigsminister og forsøgte at
indføre maadeholdent frisindede Reformer, men
maatte træde tilbage 1845. 19. Marts 1848 blev
han stillet i Spidsen for Ministeriet, men traadte
10 Dage efter tilbage for at give Plads for den
liberale Opposition. Efter 1854 var A. som
arveligt Medlem af Herrehuset Fører for den af ham
dannede moderat-konservative Fraktion.
Arnim [↱arnem], Anna Elisabeth
(»Bettina«), tysk Forfatterinde (1785—1859), var f. i
Frankfurt a. M. og stod allerede gennem sin
Slægt Goethe nær, for hvem hun hele sit Liv
var en aandfuld og trofast Præstinde. Ud fra
en virkelig Brevveksling og støttet paa
fortrolige Samtaler med Goethe’s Moder — »Frau
Rath« — udgav hun 1835 sin geniale Bog:
»Goethe’s Briefwechsel mit einem Kinde«, hvori
det fortryllende Barn, selve Romantikken i Kød
og Blod, er Bettina selv. 1807 kom hun til
Weimar, men Goethe’s faderlige Beundring af
hendes mange Talenter og visionære Forstaaelse af
Mesterens inderste Væsen holdt dog ikke Maal
med hendes glødende Tilbedelse, der ofte var
ganske ubehersket. Noget varigt Brud kom det ikke
til. Goethe var for hende en Religion, og
gennem mange Aar arbejdede hun ivrigt paa
Udkastet til hans Kolossalstatue. Bettina var Søster
til den romantiske Digter Clemens Brentano og
blev 1811 lykkeligt gift med Broderens nærmeste
Digterfælle, L. v. A. Hun havde ikke de øvrige
Romantikeres Sky for den virkelige Verden, men
var som Goethe i »Wilh. Meister’s Wanderjahre«
stærkt socialt interesseret. Fattige og Syge havde
i hende en opofrende og frygtløs Hjælperske,
og i sin frimodige Bog: »Dies Buch gehört dem
Könige« (1843, med en Fortsættelse: »Gespräche
mit Dämonen« [1852]) peger hun i Samtalen med
»Frau Rath« paa den dybe sociale Elendighed
og søger at paavise Midlerne til dens
Afhjælpning. (Litt.: Carriere, »Bettina v. A.«
[1887]; L. Geiger, »Dichter und Frauen«
[1896]; Berdrow, »Frauenbilder aus der
neueren deutschen Litteraturgeschichte« [1900]).
V. M. B.
Arnim [↱arnem], Hans Georg, Feltherre
i Trediveaarskrigen (1581—1641), af en gl.
brandenburgsk Slægt. Han tjente først Gustaf Adolf,
hvem han 1613 fulgte til Rusland, siden den
polske Konge imod Tyrkerne. 1626 traadte A.,
skønt Protestant, i kejserlig Tjeneste og kom i
et nært Forhold til Wallenstein, der 1628
skaffede ham Feltmarskalsstaven. 1629 tog han dog
sin Afsked og traadte snart efter i Kurfyrsten
af Sachsens Tjeneste; han bidrog til at knytte
Kurfyrsten til Sverige og kommanderede
Sachserne i Slaget ved Breitenfeld 1631. I de flg.
Aar stod han i hemmelig Brevveksling med
Wallenstein og sympatiserede med dennes Planer
om en Udsoning i Tyskland, hvorved Svenskerne
skulde holdes ude. Planen strandede; men A.
var derved blevet meget mistænkelig i Sveriges
Øjne, og skønt han traadte ud af Sachsens
Tjeneste af Vrede over Prag-Freden, lod
Oxenstierna ham gribe 1637 og føre til Sthlm.
Aaret efter lykkedes det ham at undslippe, og han
paatog sig nu at hverve en Hær for Kejseren,
men under Rustningerne døde han 1641. Hans
Nøgternhed skaffede ham Tilnavnet »den
lutherske Kapuciner«.
Kr. E.
Arnim [↱arnem], Harry, Greve, tysk Diplomat
(1824—81), traadte 1850 i det preussiske
Udenrigsministeriums Tjeneste og blev 1864 Gesandt
i Rom, hvor han under det vatikanske
Koncilium understøttede de tyske Biskoppers
Opposition imod Ufejlbarhedsdogmet. 1871 deltog han
i Fredsunderhandlingerne med Frankrig og blev
Gesandt i Paris. Her vakte han Bismarck’s
Mishag ved at virke for Royalisterne imod
Thiers og ved Forsøg paa at krydse
Rigskanslerens Politik ved direkte Forestillinger til
Kongen. Han blev derfor (1874) bortkaldt fra Paris
og udnævnt til Gesandt i Konstantinopel, men
kort efter afskediget. Da det derefter viste sig,
at A. havde tilegnet sig Dokumenter af
Gesandtskabsarkivet, blev han 4. Oktbr 1874 arresteret
og dømt til Fængselsstraf. Han var imidlertid
blevet løsladt mod Kaution og unddrog sig
Straffen ved en Rejse til Udlandet. Her
fortsatte A. sine Angreb paa Bismarck især i et
Flyveskrift, Pro nihilo (Zürich 1875), hvorfor
han blev dømt in contumaciam til 5 Aars
Tugthus. Siden levede han i Østerrig.
Arnim [↱arnem], Heinrich Alexander v.,
preuss. Statsmand (1798—1861), blev 1840 Gesandt,
først i Belgien, hvor han tilvejebragte en
Handelstraktat, derpaa i Frankrig. Efter at han
1848 var ilet til Berlin, virkede han i
tysk-national Retning paa Kongen, hvem han
opmuntrede til hans sort-rødt-gyldne Ridt gennem
Hovedstaden. Som Udenrigsminister i Ministeriet
Arnim-Boitzenburg optraadte A. til Fordel for
Slesvig-Holstenerne og forblev i Ministeriet, da
den ny Ministerpræsident, Camphausen, gik
mere til Venstre. 20. Juni 1848 traadte dog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
