Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - arabisk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Senere kommer Ibn-al-Athir (d. 630 ɔ: 1232) samt
Abulfeda (d. 732 ɔ: 1331), hvis Annales udgaves
af Reiske og Adler i Kbhvn 1789—94. Den
betydeligste af alle er Ibn Khaldun (d. 808 ɔ: 1405),
hvis Prolegomena (Al-Mukaddimât) udgaves af
Quatremère i Notices et extr. des manuscrits de
la bibliothèque impériale XVI, XVII, XVIII; i
dette geniale Arbejde har vi en virkelig
pragmatisk Fremstilling med en skarpsindig
kulturhistorisk Paavisning af Grundene til Islam’s
Udbredelse og Dekadence og med et undertiden
ensidigt, men konsekvent gennemført Syn paa de
enkelte Folkeslags Mission i den alm. Udvikling.
l’éd Siden af Thukydides, Tacitus og Thiers staar
Ibn Khaldun som en af Verdenslitteraturens
virkelig overlegne og storslaaede Historikere.
Foruden disse Universalhistorier frembyder den a.
L. en forbavsende Masse Arbejder over enkelte
Lande samt Biografier. Af de første vil vi her
kun nævne Makrizi (d. 845 ɔ: 1441), der i sin
Khitat skildrede Ægyptens Historie og Geografi
med en lige saa dygtig Kritik som fængslende
Fremstilling (trykt i Bulak 1270), og Makkari (d.
1041 ɔ: 1631), der behandlede de spanske
Araberes Historie i sine Analectes (Leyden 1855—61),
samt Sujuti (d. 911 ɔ: 1505), den frugtbare
Polyhistor, der som en anden Plinius skrev om alt
muligt og plagierede ældre Forfattere; af hans
historiske Arbejder kan fremhæves hans Ægyptens
Historie, Husn-al-muhadara (2 Bd, Kairo).
Til Historien hører ogsaa paa en Maade
Traditionsvidenskaben (Hadith), der spiller en saa
overordentlig Rolle i Islam. Allerede i Profetens
Levetid blev alle hans Ytringer og Handlinger
med Omhu bevarede i Erindringen af hans
Omgivelser, og efter hans Død forøgedes naturligvis
deres Bet., da de maatte tjene som Supplement
til Koranens paa mange Punkter utilstrækkelige
Bestemmelser. At bevare disse Traditioner
og ved Anvendelsen af en besindig Kritik sikre
sig imod, at ikke falske Overleveringer sneg sig
ind, udvikledes efterhaanden til en hel Videnskab,
om hvilken der foreligger en overvældende
rig Litt. Den berømteste af alle Traditionssamlere
er Al Buchari (d. 257 ɔ: 870), hvis Arbejde
er udg. af Krehl (Leyden 1862—68).
Hvad Geografien angaar, er denne et af de
Fag, hvor Araberne ikke alene har bevaret det
overleverede, men hvor deres selvstændige
Undersøgelser har beriget Videnskaben med
betydelige Forøgelser. Dette Forhold var en naturlig
Følge af det arabiske Folks ejendommelige
Rejselyst og den religiøse Propaganda, der lod
det stifte Bekendtskab med et saa udstrakt
Landomraade. De talrige Rejsebeskrivelser faar
saaledes stor Bet. for den geografiske Videnskab;
fremhæves maa her Ibn Fodlan, der berejste
Egnene om det kaspiske Hav, Ibn Djubair og
især den dristige Ibn Batutah (d. 779 ɔ: 1377), der
trængte frem lige til Kina; hans Rejseværk er
udg. og oversat af Defrémery og Sanguinetti
(Paris 1853—58).
Af teoretiske Forskere kan nævnes Al Istachri,
Ibn Haukal og Al Mukaddasi (tilsammen udgivne
af de Goeje i Bibliotheca geographorum arabicorum
[Leyden 1870—73]), endvidere Abulfeda,
der ved Siden af sine historiske Arbejder ogsaa
har leveret en Geografi (udg. af Reinaud og
de Slane [Paris 1840]), samt Edridsi (udg. af Dozy
og de Goeje [Leyden 1866]). Kosmografier
forfattede af Ad-Dimishki (d. 654 ɔ: 1256) (udg. af
Mehren [St. Petersborg 1866]) og Kazwini (d.
682 ɔ: 1283) (udg. af Wüstenfeld [Göttingen 1848—49]).
Om a. L. i Almindelighed se: Ibn Abi Jakub
An-Nadim, Kitab-al-Fihrist, forfattet i 10. Aarh.
(udg. af Flügel 1871—72); Hadji Khalifa, Lexicon
biographicum (udg. af Flügel, London 1835—58);
Zenker, Bibliotheca orientalis (Leipzig 1846—61).
P. Gr. a. Litt.’s umaadelige Rigdom og p. Gr. a.,
at den største Del kun foreligger som Haandskrift
i de forsk. Bibliotekers og Univ.’s Manuskriptsamlinger,
er en alt omfattende Behandling
endnu kun forsøgt een Gang, af Brockelmann
i hans »Gesch. der arab. Litt.« (Berlin
1898—1902), der dog mere er en Katalogisering
af det umaadelige Stof. Hovedpunkterne i det
arabiske Folks aandelige Udvikling er klart og
aandfuldt fremstillede i A. v. Kremer’s
»Geschichte der herrschenden Ideen des Islams«
(Leipzig 1868).
J. Ø.
arabisk Lægevidenskab har spillet en stor
Rolle, mindre ved sin Originalitet end derved,
at den i høj Grad har bidraget til at bevare og
udvikle den gamle græske Medicin paa en Tid,
hvor den europæiske Lægevidenskab slumrede.
Den a. L. blomstrede især i 10.—12. Aarh., og
støttedes stærkt af de af Omajjadernes og Abassidernes
Stamme udgaaede Kalifer og Emirer
saavel i Orienten som senere ogsaa i Spanien og
Afrika; med Mongolernes Indbrud i det østlige
Kalifat og Arabernes Fordrivelse fra Spanien i
13. Aarh. ophører den a. L. at spille nogen større
Rolle. Den har, som sagt, hovedsagelig støttet
sig til de græske Forfattere, især Galenos,
hvis Dialektik og teleologiske Spekulationer den
yderligere udviklede. Men ved Siden heraf har
den a. L. ogsaa selvstændig Bet. ved den
betydelige Berigelse af Lægemidlerne, vi skylder
Araberne, ved Grundlæggelsen af Apotekervæsenet
og ved Oprettelsen og Indretningen af
Sygehuse. Blandt de berømteste arabiske
lægevidenskabelige Forfattere (der næsten alle tillige
beskæftigede sig med Filosofi, Matematik o. s. v.)
kan flg. nævnes: Ibn Ishak (809—73).
Rhazes (ell. Abubekr) (850—c. 930), en af de
første mere selvstændige blandt de arabiske
Læger. Abulkasim (912—1013?), spansk-arabisk
Læge, særlig Kirurg. Avicenna (980—1037),
Forfatter af en stor, medicinsk Haandbog
(Kanon medicinae, fordrejet af el-Kanun fil Teb,
Rettesnor for den medicinske Praksis).
Avenzoar (Slutn. af 11. og Beg. af 12. Aarh.), sp.
Araber, hvis Skr udmærker sig ved Selvstændighed
og praktisk Sans. Ibn Roschd (1126—98),
ligeledes sp. Araber. Maimonides (s. d.)
(1135—1204), bekendt jødisk Lærd. Det maa
bemærkes, at den største Del af den arabiske
lægevidenskabelige Litt. kun findes i arabiske
Manuskripter; de latinske Udgaver, der findes, er
som oftest kun forvrængede Brudstykker. (Litt.:
Hirsch, »Arabische Medicin, arabische Aerzte«
»Biograph. Lexikon d. hervorrag. Aerzte« [1. Bd,
Wien og Leipzig 1884], hvor den ældre Litt.
findes angivet).
Lp. M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
