Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Appenzell, Kanton i det nordøstlige Schweiz - Appenzeller-Alperne - Apperception, se Opmærksomhed - Appert, Benjamin Nicolas Marie, fr. Filantrop (1797-1891) - Appert, Felix Antoine, fransk General (1817-91) - Appert, Francois, fr. Kok, d. 1840 - Appertinentier - Apperts Metode, se Konservering. - Appetit - Appetitost, se Ost. - Appian, Adolphe, fr. Landskabsmaler (1818-1898) - Appiani, Andrea, ital. Maler (1754-1817)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
førte til, at Kantonet 1597 deltes i det reformerte
A. Ausser-Rhoden og det katolske A. Inner-Rhoden.
Ved den helvetiske Forfatning af 1798 blev
A., St Gallen m. m. forenet til eet Kanton,
Säntis; men allerede 1803 blev det gamle Forhold
genoprettet. A. Inner-Rhoden dannede 1829 en
systematisk Grundlov af den gamle
»Landesgemeinde«-Forfatning, og 1834 skete det samme
i A. Ausser-Rhoden. Sidstnævnte antog en ny
Grundlov 1876, revideret 1880 og 1892. A.
Inner-Rhodens nuv. Grundlov antoges 1872 og er
revideret 1880, 1883 og 1895. Landets ældste
Lovbøger daterer sig fra 1409 og 1585;
Originalmanuskriptet af sidstnævnte (kaldet »Sølvbogen«
p. Gr. a. Sølvspænderne) bruges endnu i A.
Inner-Rhoden, naar den nyvalgte Landammann aflægger
sin Embedsed. (Litt.: J. J. Blumer,
»Staats- und Rechtsgeschichte d. schw. Demokratien«
Bd 1—3 [St Gallen 1850—59]; Zellweger,
»Der Kanton A., Land und Volk und dessen
Geschichte« [Trogen 1867]; H. Ryffel, »Die schw.
Landesgemeinden« [Zürich 1903]).
G. Ht.
Appenzeller-Alperne [↱apəntsælər-] eller St
Galler-Alperne er en mellem Zürich- og
Boden-Søen, Limmat- og Rhin-Dalen liggende
Del af Glarner-Alperne. Kun mod S. i Säntis
og Kurfürstengebirge (s. d.) har den Højbjergskarakter;
mod N. og V. bestaar A. af lave Bjerge
(se Appenzell og Alperne).
G. Ht.
Apperception, se Opmærksomhed.
Appert [a↱pæ.r], Benjamin Nicolas
Marie, fr. Filantrop (1797—1891). Som ung
gjorde han sig bekendt ved sine Forsøg paa at
indføre den indbyrdes Undervisning og blev
derfor kaldet til Paris for der at aabne et
Normalkursus for Officerer og Underofficerer. Senere
blev hans Virksomhed særlig knyttet til
Fængslerne; han var en Tid Lærer ved Militærfængslet
i Montaigu, fra 1841—44 ledede han en Koloni
for løsladte Fanger og Fangers Børn. Sine
Erfaringer fra sin filantropiske Virksomhed,
berigede ved Studierejser i Ind- og Udland,
nedlagde han i en Del interessante Arbejder, som
Voyage in Belgique (1846), Voyage en Prusse
(1846), Hambourg, ses prisons et hospices (1850),
Conférences contre le système cellulaire (1846);
i andre Værker behandler han »Forbrydelsens,
Forbryderens og Fængselslivets Hemmeligheder«,
»Velgørenheds- og Straffeanstalter« m. m.
Appert [a↱pæ.r], Felix Antoine, fransk
General (1817—91), ledsagede 1854 Pélissier til
Krim, var 1870 Generalstabschef ved den 2. Armé
i Paris og ledede 1871 som Divisionskommandør
Krigsretsforhandlingerne mod Kommunarderne.
1878—82 var han Chef for 17. Armékorps og
1883—86 Gesandt i Skt Petersborg.
B. P. B.
Appert [a-pæ.r], François, fr. Kok, død
som Godsejer 1840. Han er Opfinder af en
Konserveringsmetode, den Appertske (se
Konservering). Sin Opfindelse offentliggjorde
han 1810 i et prisbelønnet Skrift: L’art de
conserver toutes les substances animales et
végétales.
Appertinentier, Adpertinentier (af
lat. appertinere, tilhøre) bruges ligesom
»accessorium« som tingsretligt Udtryk for, hvad
man paa Dansk kalder »Tilbehør« ɔ: Ting, der
er bestemte til i Forbindelse med en anden
Ting (en fast Ejendom, et Skib) varig at tjene
det samme Formaal som denne (f. Eks. Døre,
Vinduer, Nøgler, Baade, Ankere); men uden at
de har mistet deres ydre Selvstændighed (ikke
Stenene ell. Kalken, hvoraf et Hus er bygget).
Se nærmere Tilbehør.
V. B.
Apperts[-↱pæ.rs] Metode, se Konservering.
Appetit (lat.), d. s. s. Madlyst. Man
skelner mellem A. og Sult, uden at der dog er
skarpe Grænser mellem disse Begreber; ved Sult
maa nærmest tænkes paa en Tilstand, hvor der
kræves Føde, for at Organismens Liv og Sundhed
kan bevares, medens det ikke er nødvendigt,
at Organismen lider, fordi A. ikke tilfredsstilles.
Hos det sunde Menneske vil A. indfinde sig med
visse, som oftest af Sædvanen betingede Mellemrum;
men den kan ogsaa pludselig vækkes ved
et ell. andet Sanseindtryk, f. Eks. ved Synet af
lækre, indbydende Spiser, ja selv blot ved Synet
af et smukt dækket Bord ell. af en i skinnende
hvidt klædt Kok. Men end ikke et Sanseindtryk
behøves for at fremkalde A., den blotte Tanke
kan være tilstrækkelig. Paa hvilken Nervevirksomhed,
A. egl. beror, vides ikke; men den
synes at staa i Forbindelse med Nervus vagus.
Naar A. indfinder sig, navnlig naar den kommer
pludselig, ledsages den ofte af forøget
Afsondring af Spyt; heraf Udtrykket, at »Tænderne
løber i Vand« efter noget. A. ledsages ogsaa af
Afsondring af Mavesaft — derfor fordøjes Maden
bedre, naar den nydes med A., end naar man
maa tvinge den ned. A. kan være sygelig
formindsket, saaledes ved mange Lidelser i
Fordøjelsesorganerne, i Nervesystemet o. s. v. Den
kan ogsaa være sygelig forøget (se Akori
[Aplesti]). En sygelig Form af A. med Lysten
begrænset til enkelte, bestemte, ofte ufordøjelige
Sager kan forekomme hos hysteriske og i
Svangerskabet. — Mangel paa A. maa behandles
efter den til Grund liggende Aarsag; som oftest
benyttes Midler, der virker let pirrende paa
Fordøjelseskanalens Slimhinde, især
Bittermidler som Kinadraaber o. l.
Lp. M.
Appetitost, se Ost.
Appian [a↱piã], Adolphe, fr.
Landskabsmaler, f. 28. Aug. 1818 i Lyon, d. 29. Apr. 1898
smst., fik Vejledning af Corot og Daubigny. Han
hører i Landskabskunsten til det realistiske
Stemningsmaleris, »Barbizon-Skolens«, dygtigere
Repræsentanter, maler energisk og med pastost
Foredrag og foretrækker de kraftige
Lysvirkninger: »Aften ved Rhônes Bredder«,
»Kvægmarked« (1865), »Bois des Roches« etc. Mange af
hans Billeder ses i fr. Museer (i Luxemburg-Mus.
bl. a. et Søstykke). Stort Ry vandt han ved sine
Kultegninger. Han raderede ogsaa. — Sønnen
Louis A. (1862—96) var ogsaa en begavet
Maler, særlig i Portrætfaget.
A. Hk.
Appiani, Andrea, ital. Maler (1754—1817).
Hos sin Lærer De Giudici fik han Blikket rettet
mod Kunstens store Maal, ved Arbejder paa
Slottene i Monza og Milano under Maleren
Traballesi voksede han og viste sig som en betydelig
malerisk Kraft, og rustet ved ivrige Studier efter
græsk Kunst og Renaissancemalerne (Rafael,
fremfor alt Correggio) blev han snart en
Gennembrudsmand, der med Tillempelser overførte
David’sk Klassicisme paa italiensk Grund. Hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
