Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Appel (jur.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udelukkende, de Dommen forudgaaende Kendelser kan
omstødes. Vil man angribe Hofrettens Afgørelse,
er Retsmidlet Revision ell. Besvär til Högsta
Domstolen. For Högsta Domstolen kan kun
undtagelsesvis ny Beviser føres. Ved Voteringen af
Dommen er der det ejendommelige, at Kongen
har to Stemmer, naar han er til Stede — en Ret,
han dog faktisk aldrig gør Brug af. At anstille
Besværing over Hofrettens Kendelser
betragtedes opr. som en Fornærmelse mod Retten,
hvorfor Klageren straffedes, dersom han ikke
fik Medhold, jfr R. B. 30: 18, 19, 20. Skønt disse
Straffebestemmelser ikke er hævede, anvendes
de dog ikke mere.
I Straffesager (brottsmål) haves de samme tre
Instanser; men A. kaldes her alene besvär.
II. A. i Lande, hvis Procesordning
hviler paa Mundtligheds- og
Umiddelbarhedsprincippet.
I de fleste europæiske Lande uden for
Danmark og Sverige er i den nyeste Tid
Skriftlighedsprincippet i Procesordningen i mere ell.
mindre Grad blevet afløst af Mundtligheds- og
Umiddelbarhedsprincippet, og Appelsystemet er
dermed undergaaet en indgribende Omformning.
Rent konsekvent er nemlig egl. A. uforenelig med
en paa gennemført Mundtlighed og Umiddelbarhed
hvilende Procedure. Princippet i al A. er jo
en Undersøgelse fra Appelrettens Side af, om
Underinstansen har dømt rigtig. For at kunne
dette, maa Appelretten have Sagen forelagt sig i
samme Skikkelse, som Underinstansen havde det.
Men hvor hele Bevisførelsen i Underinstansen
foregaar mundtlig, er en slig fuldstændig
Rekonstruktion for Appelretten af det ved den
underordnede Ret passerede, en Umulighed.
Det strengt konsekvente efter denne Ordning
er derfor helt at afskære egl. A. og kun tilstede
en Prøvelse for den overordnede Ret af, om de
processuelle Former er overholdte og Loven
rigtig anvendt, medens det, ang. hvad der maa
anses for bevist, maa have sit Forblivende ved
den første Instans’ Afgørelse, medmindre ny
vægtige Oplysningers Fremkomst gør en
formelig Genoptagelse af Sagen berettiget ell.
nødvendig. Kun i Smaasager, der af Billighedshensyn
afgøres af en Enkeltdommer, maa A. være
aaben ell. maaske rettere gentaget Behandling
ved overordnet Ret, da her ikke de fornødne
Garantier er til Stede i første Instans.
De fleste Landes Procesordninger gennemfører
imidlertid ikke disse Følgesætninger strengt. Man
har dels befrygtet ved af Konsekvensmageri
ganske at ophæve A. at gøre Skaar i den materielle
Retfærdigheds Krav, og dels har man ofte kun
ufuldkomment gennemført Umiddelbarhedsprincippet,
hvorved en fuldstændig A. bliver mindre
betænkelig. De hjemler derfor i Civilprocessen
i Reglen een Appel til en egl. Appelret, og først
mod dennes Afgørelser er Retsmidlet opad alene
Revision (s. d.) ell. Kassation (s. d.), d. v. s.
Retsmidler, der udelukkende tager Sigte paa
Prøvelse af Sagens retlige Side. I Kriminalprocessen
indsnævres dog atter Adgangen til A. betydelig.
A. i civile Sager. I England anvendes
Jury alm. i civile Sager, og da en ny Bedømmelse
af Faktum er udelukket over for en Jurys
Erklæringer, er altsaa egl. A. en Umulighed over
for alle civile Domme, ved hvis Paakendelse Jury
har medvirket; her haves som Retsmiddel kun
Genoptagelse af Sagen (new trial). I andre Sager
hjemles derimod en enkelt A., og en enkelt
saadan hjemles ligeledes i Frankrig og Tyskland. I
alle disse Lande kan A. iværksættes dels i
Smaasager fra de af Enkeltdommere beklædte
Underretter (de eng. Grevskabsretter, de franske
Fredsdommere og de tyske Amtsretter) til den
kollegialt sammensatte Domstol (High court of
Justice i England, Arrondissementsretterne i
Frankrig og Landsretterne i Tyskland), der i
Alm. fungerer som første Instans, dels i Sager,
der anlægges ved sidstnævnte Domstole som
første Instans, fra disse til den egl. Appelret (court
of Appeal i England,, cour d’appel i Frankrig og
Overlandsretterne i Tyskland). Appelretterne
kan her alle Vegne paa ny bedømme saavel
Sagens faktiske som retslige Side, og først fra dem
staar alene en Revision ell. Kassation aaben,
grundet paa Tilsidesættelse ell. urigtig Anvendelse
af en Retsnorm. — Efter den danske, endnu
stadig ikke i Kraft traadte Lov om Rettens Pleje
af 26. Marts 1909 kan Domme, afsagte ved
Underret, som Regel altid indankes for vedk.
Landsret, ny Beviser kan fremføres og selv ny
Paastande med Modpartens Samtykke ell. hvis
Retten tilsteder dem, og Behandlingen foregaar som
ellers for Landsretten. Landsrettens Dom i en
fra Underret indanket Sag kan derimod ikke
yderligere paaankes, medmindre Justitsministeren
undtagelsesvis tillader det p. Gr. a. Sagens
særlige Karakter. Ligeledes kan Domme, afsagte
i første Instans af en Landsret, regelmæssigt
paaankes til Højesteret, og da Loven kun meget
ufuldkomment gennemfører Umiddelbarhedsprincippet
ved Behandlingen for Landsret, kan ogsaa
hele Bevisspørgsmaalet underkastes ny Prøvelse
for Højesteret. Ny Beviser kan dog fremføres og
efter Omstændighederne ogsaa ny Paastande og
Anbringender. Skal Vidneførsel ske, kan
Højesteret endog bestemme, at Vidnerne skal føres
for den, men ellers foregaar Vidneførslen og
Afhørelsen af Parterne for Underretten. Foruden
den egentlige Anke hjemler Loven
ogsaa et nemmere Retsmiddel, Kære, som
navnlig finder Anvendelse over for Kendelser,
afsagte under Sagens Gang. Kære kan
ske saavel fra Underret til Landsret som fra
Landsret til Højesteret. Behandlingen er
regelmæssig rent skriftlig og skal foregaa inden
for korte Frister; til Kæremaalets Afgørelse er
tre Dommere altid nok. Endelig hjemler Loven
Genoptagelse af Sagen ved Underret ell.
Landsret i visse Tilfælde, hvor en Indstævnt er
dømt som udeblevet, ligesom ogsaa ny
Foretagelse ved Højesteret undtagelsevis kan
tillades, naar der er tilvejebragt meget stor
Sandsynlighed for, at en af Højesteret paadømt Sag
uden Andragerens Fejl har foreligget urigtig
oplyst, og Sagens samtlige Omstændigheder i høj
Grad taler for Bevilgelsen af Andragendet.
Under tilsvarende Betingelser kan Højesteret tillade
Paaanke af en ellers upaaankelig Underrets- ell.
Landsretsdom. Det af Justitsminister Zahle 1914
forelagte ny Forslag til Lov om Rettens Pleje gør
ingen Forandring paa disse Punkter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
