Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Antiseptik (Stammen græsk) betyder strengt taget »som modvirker Raaddenskab«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
alvorlige, endog dødelige Saarsygdomme
(saaledes f. Eks. Semmelweis’ Opfattelse for
Barselfebrenes Vedk. i Midten af 19. Aarh.).
Denne Lære, at Saarsygdommen skyldtes
Berøring (contagium), var dog den mindst udbredte,
og den alm. gængse Anskuelse var paa hin Tid
snarest, at det var Luften, der paa en ell.
anden Maade virkede skadelig ind paa Saarene.
Man betegnede disse ukendte med Luften følgende
skadelige Stoffer som Miasmer, og Lægerne
var for største Parten »Miasmatikere« i
Modsætning til »Kontagionisterne«. Det var
forbeholdt en Mand uden for Lægestanden, maaske
19. Aarh.’s største biologiske Geni, Kemikeren
Pasteur, at udføre de Arbejder, der siden
ham har præget hele Medicinen og særlig
muliggjort A.’s Fremkomst. Pasteur lærte, at al
Gæring og Forraadnelse af organisk Stof i
Hovedsagen afhænger af Væksten af smaa
Planter (man sammenfattede dem under Navnene
Gærsvampe og Bakterier), der fra Omgivelserne
kommer i Berøring med det paagældende Stof.
Det er herefter ikke, som man ellers havde
troet, Luften i og for sig, men det i Luften
svævende Støv ell. rettere hine heri opblandede
smaa Organismer ell. deres Kim, der betinger
Gæringen, Dekompositionen. Trods de fra
fremragende Videnskabsmænd, som f. Eks. Liebig,
rejste Indvendinger vandt efterhaanden
Pasteur’s paa uomstødelige Eksperimenter
støttede Anskuelser Indgang, og paa Grundlag af
hans »Kimteori« var det, at den eng. Kirurg
Lister byggede sin Lære. Han gik ud fra, at
Saarsygdommene hidrører fra en Udvikling af
visse i Luften svævende Kim, dem, det altsaa
gjaldt dels at udelukke fra Saarene, dels at
uskadeliggøre, om de trods Anstrengelser for at
udelukke dem var komne derhen. Ved
Laboratorieforsøg fandt han overensstemmende med
Pasteur, at Stoffer (Urin, Kødsuppe o. l.), hvori
de tilstedeværende Bakterier paa passende
Maade var dræbte, holdt sig friske, trods Luftens
Tilstedeværelse, naar man ved Aflukningen
af det anvendte Glas sørgede for, at alt i Luften
værende Støv holdtes ude, f. Eks. ved at
afproppe Glasset med en Vatprop o. l. Han fandt
fremdeles, at han ved at sætte bestemte Stoffer
til sine forsk. Vædsker kunde enten helt dræbe
de i samme tilstedeværende Bakterier ell. i
hvert Fald hindre dem i at formeres og vokse.
Det Stof, han foreløbig blev staaende ved som
tilstrækkeligt virksomt over for Bakterierne og
tillige forholdsvis uskadeligt over for Patienterne,
var Karbolsyren, som anvendt i passende
(2 à 5 %) Fortynding med Vand tilfredsstillede
hans Fordringer, og 1867 kom hans
Karbolforbinding frem gennem hans Arbejder om
Saarbehandling. I de derpaa flg. Aar udarbejdede
Lister gennem talrige Forsøg sin »Antiseptiske
Metode« til en Fuldkommenhed, der gav den
en utvivlsom Supremati over alle andre
Saarbehandlingsmaader. Den fuldt udviklede
Listerske A. bestod i det væsentlige deri, at man
ved Hjælp af en Vædskepulverisatør (Spray)
frembragte en fin Karbolvandstaage, der indhyllede
Saaret og dets nærmeste Omgivelser. Naar
Saaret var behandlet, som det i det givne
Tilfælde var nødvendigt, navnlig alt Smuds var
bortskaffet, og Saarfladen og Saarets Omgivelser
vel rensede, anlagdes en Forbinding, der
væsentlig bestod i talrige Lag af et fint
Bomuldsstof, der var imprægneret med Karbolsyre i en
passende Blanding. Da der ved at dække selve
Saaret med et fint, uigennemtrængeligt Stof var
sørget for, at Karbolsyren ej irriterede Saaret,
og der desuden ved et uden om Forbindingen
anlagt Stykke Gummistof var sørget for, at
Blod, Materie m. m. fra Saaret vanskelig kunde
trænge ud til Luften, saa opnaaede Lister ved
denne Forbinding, 1) at Saaret kunde ligge
urørt i fl. Dage, 2) at det aldrig kom i Berøring
med urene Genstande, 3) at den til Saaret
kommende Luft var befriet for levedygtige Kim;
kort sagt, han opnaaede, hvad han ansaa for at
give den bedste Chance for en god Saarheling,
at Saaret blev overladt til sig selv.
Medens Hovedopgaven i A. fra Beg. af
var den saa vidt muligt at sikre Saaret imod
Forurening med de sygdomsvækkende Kim, der
fra Omgivelserne kunde komme til at paavirke
Saarfladerne, saa havde Lister tillige sin
Opmærksomhed henvendt paa, at ogsaa andre
Forhold end selve Paavirkningen fra disse Kim
bidrager til et ugunstigt Forløb af Saarene. Her
var det navnlig Ophobningen af Saarafsondringen
(Stagnation ɔ: mangelfuldt Afløb, Retention
ɔ: Tilbageholdelse) i Saarhulen. Hvis man
nemlig ikke formaar fuldkomment at fjerne alle
Kim, hvis selve Saarafsondringen indeholder
disse (f. Eks. ved Abscesser), saa vil Ophobning
af Saarafsondringen give yderligere Anledning
til Udvikling af Sygdomsstofferne og Legemet i
dets Helhed saavel som Saaret selv kunne
paavirkes skadeligt, maaske farligt. Derfor lagde
Lister stor Vægt paa, at man ved at indlægge
»Drænrør« paa passende Maade sørgede for, at
hin Ophobning ej kunde finde Sted. Paa dette
Forhold har ogsaa Lister’s Efterfølgere haft
Opmærksomheden henvendt.
Den her kortelig omtalte Fremgangsmaade,
der i Beg. i uforandret Form optoges af en
Del Kirurger (de skandinaviske Lande var
mellem de allerførste, hvis ledende Kirurger optog
Lister’s Metode), fremkaldte, hvor den indførtes,
en fuldkommen Revolution i Kirurgien, idet
man snart saa, at den Usikkerhed, med hvilken
man hidtil havde arbejdet, ikke vidende, hvad
Øjeblik et Saar blev Sæde for en indgribende
Forstyrrelse, denne Usikkerhed havde veget
Pladsen for en Fornemmelse af Tryghed for, at
et Saar under A.’s Beskyttelse vilde forløbe
uden nogen af alle de i Aartusinder kendte og
med Rette frygtede Komplikationer. Metoden led
dog, som man snart opdagede, af en Del Mangler,
som efterhaanden ved ihærdigt Arbejde af
talrige Kirurger i alle Lande er hævede.
Klagerne rettedes dels mod Farerne ved selve det
anvendte Stof, Karbolsyren, dels mod hele
Metodens besværlige Teknik, og her ikke mindst
»Sprayen«, ved hvilken man havde ment at
holde Luftens Kim og Bakterier borte fra
Saaret, saa længe Forbindingen ikke var lagt paa.
Efterhaanden forsøgte man talrige Stoffer, som
man mente skulde være sikrere Antiseptika end
Karbolsyren (f. Eks. Sublimat) ell. mindre
farlige Gifte end den (f. Eks. Borsyre). Men man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
