Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Antisana, Vulkan i Republikken Ecuador i Sydamerika - Antiscii, se Ascii - Antisemit, Jødefjende. Se Antisemitisme - Antisemitisme er Navn paa en socialpolitisk Bevægelse imod Jøderne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Antisana, Vulkan i Republikken Ecuador i
Sydamerika, i den østlige af Højsletten Quitos
Randkæder, 75 km SØ. f. Byen Quito, 5870 m
høj. Paa dens Skraaninger findes fl. uvirksomme
Kratere, og i en Højde af 4090 m ligger den
berømte Landsby Tambo de A., et af de
højest beboede Punkter i Verden. Endnu 1767
udsendte Bjerget en Lavastrøm, og 1803 røg
det ved Cotopaxis Udbrud. A. blev i sin fulde
Højde besteget i Marts 1880 af Whymper.
Antiscii, se Ascii.
Antisemit [↱an-], Jødefjende. Se Antisemitisme.
Antisemitisme [↱an-] er Navn paa en
socialpolitisk Bevægelse, som i den sidste
Menneskealder har været rejst imod Jøderne, særlig i
Tyskland, Østerrig, Ungarn og Frankrig. Den
adskiller sig fra tidligere Tiders Jødeforfølgelser
— og ligeledes fra Nutidens i Rusland —
deri, at medens disse rettedes mod Jøderne
som Trossamfund (idet man betragtede deres
Lære som farlig for den kristne Kirke og
smittende for de kristne Folk) og derfor standsede,
saafremt Jøderne godvillig ell. tvungne lod sig
døbe og ikke senere vakte Mistanke om
hemmeligt Frafald, er A. rettet imod Jøderne som
Folkestamme (Semitter over for Arier) og derfor
lige saa fjendsk imod døbte Jødeætlinger. Som
det skarpeste Udtryk kan nævnes den næsten
blasfemiske Sætning (af Katolikken A.
Reichensperger), at »Daaben kan nok aftvætte
Arvesynden, men ikke Racepræget og ikke gøre en
Jøde til en Tysker«. Fælles for begge er
derimod, at Uvillien mod Jøderne fortrinsvis
skriver sig fra Skinsyge og Misundelse over deres
aandelige Dygtighed, særlig i Forretningslivet,
og deres deraf følgende Fremgang og Indflydelse
i Samfundet. Det gøres nemlig gældende,
at de ved deres Pengemagt undertrykker de
kristne Folkeslag, og at deres Hu staar til at
gøre sig til Herre over dem.
I Preussen opkom A. i 1870’erne, da det
økonomiske Sammenbrud efter Gründer-Uvæsenet
vakte naturlig Harme over dette Misbrug
af Kapitalen, og Vreden vendte sig da fortrinsvis
imod de jødiske Rigmænd, skønt kristne
Finansmænd, ja selv udprægede Junkere (som
H. Wagener) lige saa fuldt havde taget Del i
Svindelen, og skønt det netop var en Jøde
(Lasker), som rettede det første Angreb derimod.
Jødernes stærke Deltagelse i den frisindede
Presse øgede yderligere Bitterheden i alle
konservative Kredse. Adelens gamle Standshovmod
over for Jøderne, de ortodokse Præsters
(baade katolske og lutheranske) religiøse
Fanatisme, Mellemstandens Skinsyge og Almuens
Fordomme slog sig sammen i skøn Enighed,
og A. fandt snart ivrige Talsmænd, deriblandt
Hofpræsten Stöcker, der viste sig som en
kraftig og hensynsløs Agitator for sin kristelige
Socialisme (1878). Historikeren Treitschke,
Nationaløkonomen A. Wagner og Filosoffen
Hartmann udtalte sig ligeledes aabent imod Jøderne,
medens Th. Mommsen, Virchow og en stor
Mængde tyske Videnskabsmænd afgjort
misbilligede A.; det samme gjorde den preussiske
Kronprins (senere Kejser Frederik III) og
Kronprinsesse Victoria. Oktbr 1878 stiftedes i Berlin
(og samtidig i Dresden) en Antisemitliga, og 3
Aar efter dannedes med afgjort politiske
Formaal en mere konservativ »Deutscher Verein«
under Liebermann v. Sonnenberg og Förster og
en mere demokratisk »Deutscher Reichsverein«,
samlede til »Antisemitische Vereinigung« 1886
under Böckel. Baade det konservative Parti og det
katolske Centrumsparti havde Lyst til at støtte
Bevægelsen, men turde dog ikke aabent
vedkende sig den. For at ophidse Folkestemningen
gjordes baade i Vestpreussen (1885) og senere i
Rhinprovinsen (1891) ret plumpe Forsøg paa at
faa jødiske »Ritualmord« lavede, og 1892
aabnede Ahlwardt sine hadefulde — og som det
snart godtgjordes for Domstolen — løgnagtige
Beskyldninger mod jødiske Forretningsmænd;
senere tillod en Grev Pückler sig aabent at
opfordre Folk til Overfald paa Jøderne. Ved
Rigsdagsvalgene 1893 fik Antisemitterne 16
Kandidater valgte, og ved de følgende Valg gik Tallet
snart ned, snart op igen med et samlet
Stemmetal af 2—300000 (højest 1898: 284000); men
nogen Indflydelse vandt Partiet dog ikke, og i den
seneste Tid har det vidst at skjule sit Jødehad
under andre Formaal (siden 1896 kalder det
sig for »det tyske Reformparti«). Hvad der har
skadet A.’s Sag, er dels indre Splid mellem dens
Tilhængere, dels de ret talrige Tilfælde, i hvilke
dens Agitatorer er blevne dømte ikke alene for
Upaalidelighed, men for ligefremme Falsknerier
og andre Forbrydelser. Dertil kommer, at A.’s
Maal, at faa Jødernes borgerlige og politiske
Ligestilling tilbagekaldt, er i afgjort Strid ikke
alene med det tyske Riges Grundlov, men ogsaa
med Tidsaanden og alm. sund Sans, medens
paa den anden Side Jøderne baade i Forretningslivet
og i hele det offentlige Liv (Pressen,
Videnskab, Litteratur og Kunst) indtager saa stor
en Plads, at Afbrydelse af alt Samkvem med
dem er simpelt hen umulig. A.’s eneste Frugt
er derfor blevet en stilfærdig, men dog ret
virksom Bestræbelse for at indskrænke Jøders
Adgang til Embeder, særlig Rets- og Lærerembeder,
ogsaa ved Universiteterne, og for at
hindre deres Optagelse i Officerskorpset — 1908
fandtes ikke en jødisk Officer i den tyske Hær,
medens der i Frankrig og Østerrig, for ikke
at tale om England og Italien, findes mange
jødiske Officerer. Endvidere søger man at
udelukke Jøder fra visse Dele af Selskabslivet, fra
Badesteder og Foreninger, medens man overser
de ikke sjældne Tilfælde, hvor Adelsmænd har
ægtet rige Jødedøtre, for saaledes at kunne
opforgylde deres Vaabenskjold. Mange Steder har
særlig Studenterne været Forkæmpere for denne
arisk-germanske Renhed. Uden for Preussen
har A. gjort sig mest gældende i Hessen, som
jo ogsaa i Middelalderen afgav Tumleplads for
Jødeforfølgelser, og i Sachsen, hvor man i en
lang Aarrække for at volde Jøderne Fortræd,
forbød den jødiske Slagtemaade (»Schächten«)
— heri følgende en Anvisning, som 1893 var givet
fra Schweiz.
I Østerrig optraadte A. næsten paa samme
Tid som i Tyskland; dels baaret frem af
Altyskeren Schönerer, dels af den klerikale Fyrst
Alois Liechtenstein (1878). Allerede 1882
stiftedes et Par Antisemitforeninger, og 1891 dannedes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
