Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anarkisme, en politisk-social Teori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Statsherredømme ikke skulde findes. Ideen antydes i hans
Qu’est ce que la propriété? (1840), i Les
confessions d’un révolutionnaire (1849), men særlig
indgaaende i Idée générale de la Révolution au
XIXe siècle (1851) og i Du principe fédératif
(1863). Paa Trods af Selvmodsigelser, skiftende
Standpunkter og Hang til Paradoksmageri er
Proudhon A.’s egl. »Fader«, ligesom han er
Teoriens videnskabelige Klassiker og utvivlsomt
dens mest glimrende Tænker. Proudhon er
revolutionært nedbrydende, men samtidig
konstruktivt opbyggende. Han nøjes ikke med at
deklamere mod det bestaaende og overlevede
Samfund, men søger at trække Grundlinierne
op i sit statsløse Fremtidssamfund, hvor
frie Sammenslutninger, »Føderationer«, tænkes
at overtage den herskende Stats Funktioner.
Disse Føderationer kan, mener Proudhon, atter
forene sig til et større Forbund, saaledes at
Landbrugs-, Industri-, Handels-, Samfærdsels-,
Finans-, ja Hær- og Kultusforvaltning kan komme
til at fremtræde med en fuldkommen
centraliseret Organisation med et øverste Forvaltnings-
(»Minister«)raad, hvori de alle er repræsenterede,
i Spidsen. Thi, indrømmer Proudhon, skal en
Nation kunne bringe alle sine Kræfter til
Udfoldelse, maa disse Kræfter centraliseres; kun
behøver denne Centralisation ingenlunde at være,
hvad vi nu forstaar ved en »Stat«. I det fri
Føderativsamfund, bygget som det vil være paa
en »retfærdig« Fordeling, vil Menneskene
beholde det hele Udbytte af deres Arbejde derved,
at dettes Produkter udveksles med andre
Arbejdsprodukter gennem en saakaldt
»Byttebank«, som uden at tage Renter nøjes med en
minimal Provision, at afholde i Arbejdsproduktet,
idet Penge som helt overflødige vil være
afskaffede. P. Gr. a. det Forhold af Gensidighed
i Arbejdsydelser og Tjenester, hvori Samfundsbankens
Medlemmer indtræder til hverandre, er
Proudhon’s System ogsaa blevet betegnet som
»Mutualisme«. Med stor Bestemthed hævder han,
at det, han kalder Anarki, ingenlunde er
ensbetydende med Uorden og Tøjlesløshed, men
tværtimod med den største Orden og Harmoni.
I St. f. Lov skal træde Kontrakt. De økonomiske
Grupper skal selv forvalte deres Anliggender
og have deres eget Ordenspoliti.
Samtidig med den gallisk larmende Fremtoning
Proudhon i Frankrig, fik Tyskland sin
betydelige Teoretiker paa A.’s Omraade i en i
Livet bortgemt og ubemærket, men højst
ejendommelig Personlighed, der kaldte sig Max
Stirner —, et i nyeste Tid berømt Navn, bag hvilket
den stakkels forhutlede bayerske Pigeskolelærer
Johann Caspar Schmidt (1806—56) skjulte sig.
Stirner er en stejl og iskold Logiker, en af
Lærens mest yderliggaaende Monomaner. Hans
Bedrift er Bogen »Der Einzige und sein Eigentum«
(1844), Egoismens Højsang. Stirner er »Jegets«
Religionsstifter. Ikke »Jeget« som Idé, men hvert
enkelt Individs »empiriske Jeg«, maa være
Grundlaget og Udgangspunktet for al Samfundsfilosofi,
mener Stirner. Han har kun ét Dogme:
det, at »Jeg«, ethvert Menneske, er min egen
højeste Lov. Uden om mig findes der intet, som
kan byde over mig. I Kraft af dette Postulat
anerkender Stirner ikke noget, som kaldes Pligt
mod andre, mod Samfundet. Da Staten er
Samfundets organiserede Magt, er den eo ipso den
Enkeltes Dødsfjende, og maa som saadan
selvfølgelig ikke taales. Den og alt, hvad dens er,
maa udryddes, og i dens Sted maa komme
»Egoisternes Forening«, hvilket ikke — som hos
Proudhon — vil sige et Kontraktforhold i
Solidaritetsfølelsens Aand, oprettet til fælles Bedste,
men en helt fri, helt ubunden Samvirken af
Individer, som hver især blot har sin egen
Fordel for Øje. Mennesket kan overhovedet kun
fatte og føle, hvad der angaar det selv: jeg gør
godt mod andre ene og alene, fordi jeg samtidig
gør godt mod mig selv. Modsat Proudhon
forkynder Stirner utilhyllet Anvendelse af Vold for
at hidføre de af ham lovpriste ny Tilstande. Han
er en Forløber for »Handlingens Propaganda«.
Hans litterære, møjsommeligt udpønsede
Kraftsatser fandt for øvrigt ingen Genklang i
Samtiden og den nærmeste Eftertid, der satte
Socialdemokratiet paa Dagsordenen. Men efter at
Nietzsche’s »Zarathustra« havde bragt »det
amoralske Overmenneske« paa Moden, oplevede Max
Stirner’s »Eneste« en Genopstandelse
(»Reklam«-udgave 1892 og senere talrige Oversættelser,
hvoriblandt til Dansk, af Axel Garde med Indledning
af G. Brandes, 1902).
Med Stirner er den egl. anarkistiske Doktrins
Udvikling afsluttet. Hans Efterfølgere, om man
kan tale om saadanne i Forbindelse med saa
fuldkommen negative og golde Teorier, har ikke
formaaet at sætte virkelig ny Ideer under
Diskussion. Dens Filosofi synes at have udtømt sit
Stof. Desto større Bet. har den i den nyeste Tid
faaet ved at skabe et politisk Parti, som
inspireres af Lærens Fanatisme og Hensynsløshed.
Dannelsen af det internationale anarkistiske
Parti skyldes den russiske Agitator Michael
Bakunin (1818—76), som begyndte sin utrolig
energiske og følgesvangre Propaganda i Schweiz
1864. Bakunin drev det dog ikke til at anbefale
Attentat og Mord. At give Anvisning paa denne
Side af A.’s Aktion var forbeholdt hans Discipel,
den vilde Agitator Sergej Netschajev,
som af Bakunin fik i Opgave at virke i Rusland,
og som der første Gang 1869 forkyndte
»Handlingens Propaganda«, d. v. s. Udøvelse af Mord
og Voldsgerninger, ikke netop i Haab om derved
at afskaffe den nuv. Samfundsorden — thi selv
Anarkisterne indrømmer, at dette Maal kan ikke
naas paa den Maade —, men væsentlig for at
»vække« den sløve Almenhed og skrækslaa
Samfundet ved enkeltstaaende, opsigtsvækkende og
saa vidt mulig følgesvangre Mord. Denne
forbryderske Lære er aldrig senere blevet opgivet,
og en lang Række af blodige Ugerninger lige over
for Fyrster og andre højtstaaende Personer har
lige til den allersidste Tid været Følgen.
Sin betydeligste Efterfølger fik Bakunin i den
russiske Videnskabsmand, Fyrst Peter
Alexejevitsch Krapotkin (f. 1842), som i
talrige Skr har uddybet A.’s Samfundsopfatning
og begrundet dens politiske Aktion. De vigtigste
af disse Skr er Paroles d’un révolté (1885) og
La conquéte du pain (1892). Krapotkin er
vistnok en højtstræbende Idealist, en kundskabsrig
og skarpsindig Tænker og en ved sin ejendommelige
Skæbne og vindende Egenskaber
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
