Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anarkisme, en politisk-social Teori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Socialismen, som den fordømmer alle Statsteorier og
Statssystemer, den demokratiske Republik og
Parlamentarismens Partistyre som Monarkiet og
Autokratiet i alle Afskygninger. Hos dem alle,
uanset Forfatning og Garantier for Friheden, er
Magten selve Livsnerven; lammes den, dør
ogsaa Staten, Organet for dens Villie og dens
Evne til at reagere lige over for Angreb.
A.’s Grundstemning er en urokkelig Tro paa
Menneskenaturens Godhed, men denne Godhed
kan først udfolde sig i hele sin Skønhed i et
fremtidigt Samfund, hvor Menneskene ikke
lovbindes, jages, undertrykkes, straffes af Staten,
dette blodtørstige Uhyre, som intet Hensyn og
ingen Medlidenhed kender, hvis man modsætter
sig ell. endog blot ræsonnerer over dens Bud og
dens Tvang. Derfor vier Anarkisten Staten, dens
Repræsentanter, Tjenere og Redskaber et Had,
der bringer ham til Desperation og trykker ham
Mordvaabnet i Haanden. Kunde det blot lykkes
at faa Staten ødelagt, mener Anarkisten, vilde
alt ordne sig af sig selv i Menneskesamfundet;
da først vil dettes uanet vældige, hidtil
misbrugte og undertrykte Kræfter udfolde sig og
frembringe et rigt og lykkeligt Samfund. Dette
vil ske ved helt frivillig, organiseret Samvirken
mellem tvangløse Grupper, hvis Medlemmer,
besjælede af Solidaritetsfølelse, med Glæde vil vie
deres Arbejde til de fælles Interesser. Ogsaa A.
har nemlig sin Etik. Som alle andre Samfundsteorier
søger ogsaa A. at give sin Opfattelse ikke
blot videnskabelig, men tillige etisk Begrundelse,
og er herunder stedse optraadt til Forsvar for
Menneskehedens Frigørelse ud fra den Paastand,
at alene gennem en saadan vil Menneskenes
naturlige Godhed og Værdighed og Solidaritetsfølelse
blomstre og sætte Frugt. A.’s ideelle Side
er, at den tager sit Udgangspunkt i disse
Egenskaber ved Menneskenaturen, og ud fra dem
opstiller sit Krav paa Frihed og Retfærdighed.
For saa vidt kan A. siges at være en indtil
Karikaturens Overdrivelse udviklet Liberalisme;
men medens denne vil sætte Grænser for
Statens Magt og Indgriben lige over for den
Enkelte, vil A. tage Skridtet fuldt ud og rive disse
Grænser ned. Derfor maa A. blive en Utopi.
Medens Ordet A. er nyt, sat i Kurs først ved
19. Aarh.’s Midte, er Begrebet A. saa gammelt
som den klassisk græske Filosofis Spekulation
over Individualismens Problem. Som en
Reaktion mod Platonismens Kommunisme og
Statsomnipotens priser allerede den stoiske Skoles
Grundlægger Zeno (342—270) med tydelig
anarkistisk Tendens det frie statsløse Samfund som
Fremtidsideal; denne mærkelig selvstændige og
dybe Tænker udvikler for første Gang A.’s Teori.
Helt uafhængig af denne filosofiske Spekulation
finder man et Islæt af anarkistiske Forestillinger
i den ældste Kristendoms Forventning om et
tusindaarigt Rige (»Chiliasmen«) samt hos nogle
af de mere sværmerisk anlagte »Kirkefædre«,
som Papias, Irenæus, Justinus Martyr. Og
dermed forsvinder et Aartusind gennem ethvert
Spor af en Tankegang, der kan kaldes anarkisk
i sin Tendens. En saadan dukker først op igen
hos den franske Mystiker Amalrich fra
Bène (ved Chartres) og det af ham stiftede
Samfund, »Den hellige Aands Brødre og Søstre«,
som i Beg. af 13. Aarh. med Udgangspunkt i den
mest radikale Subjektivisme proklamerer en paa
Individets absolutte Magtfuldkommenhed baseret
A. i helt panteistisk Aand. Lgn. religiøs-anarkistiske
Retninger finder i de Par flg. Aarh. en
ikke ringe Udbredelse i Sydtyskland, Schweiz
og Böhmen og faar til Slut i Beg. af 16. Aarh.
sit kraftigste Udslag i forsk. Sekter af
»Gendøbere«, som i Kristus saa Forkynderen af
Frihed for enhver Lovtvang, som benægtede
Menneskenes Afhængighed af hverandre og
erklærede Fællesskab i Kvinder og Ejendom som den
eneste, en sand Kristen værdige Tilstand. Hele
denne middelalderske, vildt fanatiske, religiøse
A. savner ethvert Spor af rationel Tænkning ell.
logisk Opbygning; den synes nærmest at være
en Frugt af forhungrede Sværmeres
Hallucinationer.
Bortset fra Zeno, hvis socialfilosofiske Spekulationer
var hans Samtid ganske uforstaaelige og
først i den nyeste Tid er trukket frem af
Glemselen, begynder A.’s videnskabelige og litterære
Historie med en mærkelig dybtgribende
Undersøgelse af Individets Forhold til Samfundet,
anstillet af den engelske Præst William
Godwin (1756—1836) i hans store Værk An enquiry
concerning political Justice (1793). Værket har
sine filosofiske Forudsætninger i 18. Aarh.’s
Naturret, men optager dennes socialfilosofiske og
politiske Problemer fra nyt af, idet Godwin
stærkere end nogen af sine umiddelbare
Forgængere betoner Individualitetens Bet. og
Værd og Individets Ret lige over for Samfundet
og dettes Magtorganisation: Staten. Konsekvent
og systematisk udviklet aabenbarer her A.’s
Tankegang og Samfundsopfattelse sig for første
Gang med haandgribelig Tydelighed. Da Godwin
gaar ud fra, at Menneskene er desto fuldkomnere,
jo mere de faar Anledning til at udfolde
deres Individualitet, saa kommer han til den
Slutning, at enhver Regering er et Onde, at
Statens Magt er Ophavet til alle Samfundsonder, og
at dens Ophævelse er et højst attraaværdigt
Maal. Godwin’s Etik er Lykkelærens: vi maa
handle med Samfundets Vel for Øje. Hertil er
to Ting fornødne: inden for Samfundet at
afskaffe Uretfærdigheden og udad at afværge
enhver Voldshandling. Men hertil er alt, hvad
Regering hedder, ganske unødvendig. Ethvert
Regeringssystem bet. Tyranni; Staten hemmer blot
den Enkeltes fri Beslutninger og Handleevne og
dermed ogsaa alt Fremskridt. Lad blot
Statsmagten falde: Menneskene vil nok ogsaa bagefter
slutte sig sammen i et Samfund, men i disse fri
Samfund vil ingen Tvang herske, end ikke nogen
bindende Overenskomst lægge den Enkeltes
Handlefrihed i Baand. Det er tilstrækkeligt, at
min egen Interesse tilsiger mig at fremme andres
Interesser. Godwin’s Bog vakte megen Opsigt ved
sin Fremkomst, men var snart Glemselen
hjemfalden.
Som et i Enkeltheder gennemtænkt, virkelig
økonomisk-politisk System fik A. sit store
Gennembrud først et halvt Aarh. efter Godwin ved
den franske Socialfilosof Pierre Joseph
Proudhon (1809—65), som ogsaa første Gang
anvendte Ordet »Anarki« i Bet. af en ideel
Samfundstilstand, hvor Statsmagt og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
