Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alencar, José Martiniano de brasiliansk Romanforfatter (1829-1877) - Alencon - Alenconkniplinger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Justitsminister 1867—68. Han er Brasiliens
populæreste Romanforfatter og er blevet
sammenlignet med Cooper, idet hans Fortællinger
dels er historiske, dels Skildringer af Sæderne
i nyere Tid, især Indianernes. Fremhæves kan:
O Guarany (Rio 1858), O Gaucho, A Iracema,
A Guerra dos mascates, As minas de prata og
Komedien O Demonio familiar. Hans samlede
Værker bærer Titlen Alfarabios e chronicas
coloniaes (32 Bd).
(E. G.). Chr. H.
Alençon [alã’så~], Hovedstad i det fr. Dept.
Orne, ved Sarthes og Briantes Sammenløb og
ved Vestbanen, ligger paa en frugtbar Slette
og er en regelmæssig, moderne udseende By
med (1906) 17843 Indb. Den driver stor Handel
med Korn og Heste. Industrien beskæftiger sig
bl. a. med Lærredsvævning og Possementarbejde;
Tilvirkningen af de berømte A.-Kniplinger
er gaaet meget tilbage, ligesaa
Slibningen af A.-Diamanterne (Kvartskrystaller).
Raadhuset ligger, hvor det gamle Slot laa, af hvilket
to Taarne er tilbage, der benyttes som Fængsler.
Notre-Dame, den gotiske Domkirke, har en
rigt prydet Portal og smukke Glasmalerier. —
A. er opstaaet som Hovedstad i Hertugdømmet
A., der tilhørte en Sidegren af Huset Valois.
Demagogen Hébert og Spaakvinden Lenormand
er fødte i A.
G. Ht.
Alençonkniplinger [alã’så-] (points d’Alençon)
er altid haandsyede. Fremgangsmaaden
er flg.: Mønsteret tegnes paa tyndt Papir, dette
lægges over Pergament, og med en meget spids
Naal prikkes Mønsteret igennem Pergamentet,
hvorefter der lægges en forholdsvis tyk Traad
(le cordonnet) langs hele Mønsteret, og med
en meget fin Traad, der trækkes op og ned
gennem de prikkede Huller, fæstnes le
cordonnet til Pergamentet. Nu begynder den egl.
Syning af Kniplingen. Som Regel sys først
Mønsteret og derefter Bunden (le rempli) med dens
mange Variationer. For at faa Konturerne til
at træde klart frem sys Knaphulssting i
Kanten af Mønsteret, og desuden sys Knaphulssting
langs Kniplingens Kant. Ofte forskønnes
denne Knaphulskant med picots. Pergamentet
fjernes nu, idet alle de fine Traade overskæres
og borttages, hvorefter Kniplingen samles. A.
sys nemlig altid i temmelig smaa Stykker, som
derefter ved en fin Sammensyning forenes til
et Stykke som Regel af 25 m’s Længde.
Kniplingsindustrien i Alençon er meget
gammel. Allerede 1619 omtales filets og points coupés
herfra, og man ved, at 1645 bliver Kniplinger
fra Alençon særlig højt betalte.
Kniplingsindustrien i Alençon fik dog først sin store Bet.,
da Colbert støttede den franske Kniplingsindustri
ved en Beskyttelseslov og ved at indforskrive
venetianske Kniplingsarbejdersker, som han lod
bosætte sig i Alençon. Det var dog Madame
La Perrière, der blev den egentlige Skaber af A.,
idet hun fandt paa, hvorledes man kunde
efterligne points de Venise. Det faldt Arbejderskerne
i Alençon, der var vant til at sy points coupés,
meget let at sy points de Venise. Man gik snart
fra de geom. Mønstre over til mere og mere
som Motiv til Mønstrene at benytte Blomster,
Blade o. l. De saakaldte brides (Stiger) forbandt
de forsk. Dele af Mønsteret.
Efterhaanden som Arbejderskerne fik friere
Hænder, blev de opr. lidt tunge Mønstre, som
man havde optaget fra points de Venise, afløste
af lettere, finere Mønstre med mere Afveksling.
I Mønsteret anvendtes Baand, der slyngede sig
gennem hele Kniplingen, Løvværksforsiringer,
Guirlander, Overflødighedshorn, hvorudaf der
vældede Blomster etc. Med de finere Mønstre
var man ogsaa begyndt at sy les brides
tættere op ad hverandre end tidligere; de blev
anbragte med regelmæssige Mellemrum, blev
oversyede med Knaphulssting og ofte
forskønnede med picots.
Den store Forskel fra points de Venise
fremkom dog først omtr. ved 1717, da les brides
i A. blev erstattet af den saakaldte le réseau,
d. e. en bobinetslignende Grund, som nogle
mener skal være en Efterligning af Grunden
i de flamske Kniplinger. Ligesom Mønsteret
stadig skiftede efter Tidens Smag, saaledes
gennemgik le réseau ogsaa Forandringer, og under
Ludvig XVI er den f. Eks. som Regel overstrøet
med smaa Blade, Pletter e. l. Endelig naaede
A. under Kejserdømmet sit sidste Stadium, idet
Mønsteret indskrænkedes og omtr. kun
betegnedes af le cordonnet.
Særkendet for A. er le cordonnet, oversyet
med Knaphulssting, og le réseau. (Litt.:
Madame Despierres, Histoire du Point
d’Alençon [Paris 1886]; Madame de Laprode, Le
point de France et les centres dentilliers au
XVII & XVIII siècles; Point and pillow lacé
ved A. M. S. [London 1899]).
R. H.
alene saliggørende er et Prædikat, som
den rom.-kat. Kirke tillægger sig selv i
Modsætning til alle andre Kirkesamfund. Der
betegnes hermed, at enhver, som vil frelses,
nødvendig maa slutte sig til den kat. Kirke med
dens udformede Lære og dens bestemte
Institutioner; uden for denne er der ingen Salighed
at finde. En saadan Prætention finder sin
Begrundelse ved Henvisningen til, at den kat.
Kirke til enhver Tid er den eneste og
fuldkomne Indehaver af den frelsende Sandhed,
saaledes at Kirkens Idé i alle væsentlige
Punkter falder sammen med dette bestemte,
konkrete Kirkesamfund. Sin første Udvikling har
denne Lære fundet gennem Kampene med de
forsk. Sekter i Oldkirken, især i den lat.
Kirkeafdeling. Medens gr. Kirkelærere som Justin
og Clemens af Alexandrien kunde tale om
fromme Hedningers Delagtighed i Frelsen, saa
er det fornemmelig de vesterlandske
Kirkefædre, som Tertullian og Cyprian, der i
Modsætning til Kætterne hævder den kat. Kirke
som det eneste Organ for den guddommelige
Naadevirkning. Den første bruger Noah’s Ark
som Billede paa Kirken, der i sit Skød optager
alle dem, der ikke skal fortabes i Syndflodens
Vande, den anden udtaler, at hvem der ikke
har Kirken til Moder, har ikke Gud til Fader.
Men især er det dog Augustin, som her har
Bet., idet han i sit Hovedværk De civitate Dei
(om Guds Stat) har fremstillet Guds Rige som
det, der er eet med den kat. Kirke i dens
forfatningsmæssige Fremtræden her paa Jorden,
og som derigennem er kaldet til at herske over
de jordiske Riger, som alle har deres sidste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
