Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alderdomsforsikring - Alderdomsforsørgelse, se Alderdomsforsikring - Alderdomssvaghed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den østerrigske Regering har for Parlamentet
1908 fremsat et Forslag, der væsentlig bygger
paa en afgiven Kommissionsbetænkning, og som
vil udvide den bestaaende Syge- og
Ulykkesforsikring med en Alderdoms- og
Invalideforsikring i Forbindelse med en Forsikring af
Enker og Børn. I Hovedprincipperne er
Forslaget i Overensstemmelse med den tyske
Lovgivning (tvungne Bidrag fra Arbejdsgivere og
Arbejdere forbundet med Statstilskud), men
det omfatter smaa selvstændige Erhvervsdrivende
(for Alderdomsforsikringen), og det
tilstræber en nøjere Forbindelse mellem de
enkelte Forsikringsgrene ved at gøre de lokale
Sygekasser til fælles Underbygning og Kasserer
for den hele Socialforsikring. Forslaget har
endnu ikke ført til noget Lovgivningsresultat.
1894 nedsattes i Norge den parlamentariske
Arbejderkommission, hvis Forslag ikke førte
til noget Resultat, og 1906 den saakaldte
Folkeforsikringskomité, der Decbr 1912 afgav
Betænkning og Forslag. Dette sidste gaar ud paa
at oprette en Invalide- og Alderdomsforsikring
(Aldersgrænse 70 Aar) for det norske Folk ved
Tvangsbidrag fra hele den voksne mandlige og
kvindelige Befolkning. Forsikringspligten
indtræder ved det 16. Aar. Afgiften udgør 2 %
af Indtægten og 0,5 ‰ af Formuen, med
Lempelser for Personer, hvem der paahviler
Forsørgelsespligter. Af Indskuddene foreslaas
udsondret en med Indtægten stigende Procentdel,
der samles i en Fond, som til hver Forsikret
udreder en aarlig Pension paa 80 Kr. + 15 Kr.
for hvert forsørgelsesberettiget Barn paa ikke
over 14 Aar. Resten af Indskuddene anvendes
til Indkøb af en Tillægspension. Princippet er,
at de større Indtægtshavere maa afstaa en Del
af deres Indskud til Fordel for de fattigere
Forsikrede. Der finder altsaa en social
Omfordeling Sted, som imidlertid ikke sker ad
Skattevejen, men inden for de Forsikredes egen
Kreds.
C. T.
Alderdomsforsørgelse, se Alderdomsforsikring.
Alderdomssvaghed (gr. μαρασμη, lat.
involutio senilis, Senilitet), den Aftagen af Kraft
og Ydelsesevne, der indfinder sig hos alle
organiske Væsener som Indledning til Livsytringernes
fuldstændige Ophør i de Tilfælde, hvor
Døden indtræder, ikke som Følge af en ell.
anden tilfældig Aarsag (Sygdom, Ulykkestilfælde),
men p. Gr. a. de organiske Væseners
Mangel paa Evne til at fortsætte Livet ud over
en vis, for de forsk. Arter meget forsk., men
for hver enkelt Art inden for temmelig snævre
Grænser liggende Tid. Vi ser saaledes i
Planteriget etaarige Planter, der kun kan leve nogle
Maaneder, og i Modsætning hertil f. Eks. Egen,
der kan leve mange Hundrede Aar. I Dyreriget
veksler Livsvarigheden fra faa Timer hos
de laveste Dyr til over hundrede Aar (Elefanter,
Ravne). — A. beror paa Forandringer i Vævene
og de disse sammensættende Celler; de tørrer
og skrumper ind, fyldes med Fedtkorn ell. med
Kalk ell. undergaar lign., deres naturlige
Livsvirksomhed hemmende, eller fuldstændig
hindrende Forandringer.
Hvad særlig A. hos Mennesket angaar,
da lader der sig ikke angive nogen bestemt
Alder, ved hvilken den begynder — begynde
gør den strengt taget fra Slutn. af Tyverne ell.
Beg. af Trediverne, men af fremtrædende Bet.
plejer den først at blive i 60’erne ell. senere.
Dog er der i denne Henseende overordentlig
store individuelle Forskelligheder; og skønt A.,
som vi har set, er en uundgaaelig Følge af
Vævenes typiske Anlæg, saa plejer den dog at
indtræde desto tidligere, jo stærkere et
Kraftforbrug der er gaaet forud, og derfor tidligst
i de fattige Klasser, under den forenede
Virkning af stærkt Arbejde og ugunstige Livsvilkaar,
særlig mangelfuld Ernæring. Her indfinder A.
sig ofte 10—15 Aar tidligere end hos de
gunstigere stillede; ligeledes kan man se en saadan
for tidlig A. hos Kvinder, der har født det
ene Barn efter det andet. — Ganske i Alm.
ytrer A. sig, som omtalt, ved en Nedsættelse
af de enkelte Vævs og Organers Ernæring og
dermed af deres Ydelsesevne, men den optræder
som Regel ingenlunde ligelig udbredt over hele
Organismen; i det ene Tilfælde ser vi f. Eks.
især Fordøjelsesorganerne, i et andet især
Hjernen, i et tredie især Musklerne lidende af A.,
o. s. fr. Undersøger vi, hvorledes A. optræder
i de enkelte Væv og Organer, da er først
Forandringerne af Blodkarrene af stor Bet.
Aarernes Vægge (især Pulsaarernes) taber deres
Elasticitet, bliver stive og haarde, delvis
forkalkede (ateromatøse Forandringer) og kan,
hvor de ligger tæt under Huden (f. Eks. ved
Haandleddet ell. i Tindingen), ses og føles som
stive, stærkt bugtede Rør. Blodets Indhold
af faste Stoffer, især af Æggehvidestoffer,
formindskes, Blodlegemernes Antal aftager,
hvorved Tilførslen af Ilt til Cellerne og dermed
disses Ernæring forringes. Derimod forøges
Mængden af visse Stoffer, f. Eks. Kolesterinet
i Blodet. Hjertet, hvis Arbejde forøges ved
den nævnte Forandring af Blodkarrene, bliver
som oftest forstørret, Hjertekødet dog samtidig
ofte fedtagtig forandret; sjældnere er Hjertet
lille, og der findes da ofte en særlig Forandring
af Hjertekødet, den saakaldte brune Atrofi. De
forsk. Væv er gerne blodfattige. Legemets
Varme er dog sjælden under det normale (i alt
Fald kun ubetydelig); men gamle Folk fryser
dog ofte p. Gr. a. en Formindskelse af
Varmeregulationsevnen, der atter er afhængig af den
formindskede Stofomsætning. — I Legemets
Knogler og Brusk sker der betydelige
Forandringer. Knoglevævet svinder delvis,
Knoglerne bliver spinklere og samtidig mindre
elastiske, saa at de er mere udsatte for at brække
ved Stød ell. Fald. Ogsaa Bruskvævet svinder,
bliver stift og uelastisk, og der afsættes
Kalksalte deri. En Følge væsentligst af disse
Forandringer i Knogler og Brusk, og da særlig af
Fortyndeisen af de mellem Rygradens
Hvirvellegemer liggende Bruskskiver (Intervertebralbruskskiverne)
er den med Alderen flg. Aftagen af Legemshøjden, der kan være
ikke ganske ringe (indtil 1 à 2 cm).
Tilsyneladende er denne endnu større p. Gr. a. en
vis Sammenfalden af hele Legemet, og navnlig
en foroverbøjet Holdning, der atter er Udtryk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
