Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind I: A—Arbejdergilder / 438 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alderdomsforsikring

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Alderdoms- og Invalideforsikringslov (se
Arbejderforsikring). Der indføres herved en
Tvangsforsikring, der omfatter de Forsikrede og
disses Arbejdsgivere, medens Riget hjælper med
et Tilskud. En helt anden Vej slaar man ind paa
i Danmark ved Alderdomsforsørgelsesloven af 9.
Apr. 1891, hvis Udgifter bæres af Staten og
Kommunerne i Forening. Dette rene Forsørgelsesprincip
er senere antaget af Storbritannien og
forskellige australske Stater. I Frankrig er
Lovgivningen om Alderdomshjælp delt mellem de
to forskellige Typer, Tvangsforsikring og
Forsørgelse, og Sverige har gennemført en Ordning,
der danner en Overgangsform mellem de to
Systemer. Endelig har man i Belgien søgt at løse
Opgaven ved frivillig Forsikring i Forbindelse
med offentligt Tilskud, men har nu ved en L.
af 8. Maj 1914 indført tvungen Alderdoms-,
Invalide- og Sygeforsikring.

I Beg. af 1890’erne forhandledes i den danske
Rigsdag et Forslag til en ny Fattiglov, der
bl. a. paa visse Betingelser vilde yde gamle
Fattige over 60 Aar offentlig Understøttelse uden
Fattighjælps Virkninger. Senere fremkom det
Berg-Hørup’ske Forslag om en selvstændig
Alderdomsforsørgelse for trængende Personer fra det 62. Aar,
hvilket atter gav Stødet til Fremsættelsen af et
Regeringsforslag, der førte til Loven af 9. April
1891, som senere blev ændret ved Lovene af 23.
Maj 1902 og 13. Marts 1908, der dog ikke har rørt
ved den opr. Lovs Grundprincipper. Den nuv.
Ordning er i Hovedsagen følgende:

Retten til Alderdomsforsørgelse har
enhver ubemidlet 60-aarig Mand og Kvinde, der ikke
kan skaffe sig selv og dem, over for hvem de
har Forsørgelsespligt, det nødvendige til Livets
Ophold, og som i øvrigt opfylder Lovens
Betingelser. Blandt disse nævnes, at Ansøgeren ikke
i de sidste 5 (opr. 10) Aar, før Ansøgning om
Alderdomsforsørgelse indgives, har modtaget
Fattighjælp, i de sidste 10 Aar har haft fast
Ophold i Landet og ikke i dette Tidsrum er
fundet skyldig i Løsgængeri, Betleri ell. har ført et
Levned, der vækker Forargelse. Desuden
kræves, at han har Indfødsret, at Trangen ikke er
selvforskyldt, f. Eks. bevirket ved uordentligt
ell. ødselt Levned ell. derved, at Ansøgeren til
Fordel for sine Børn ell. andre har betaget sig
Midlerne til Livets Ophold, og at han ikke er
fundet skyldig i en i den offentlige Mening
vanærende Handling.

Understøttelsen bør udgøre, hvad der til
enhver Tid udkræves til den Ubemidledes og hans
Families nødvendige Underhold ell. til Kur og
Pleje i Sygdomstilfælde; den kan bestaa i Penge,
Naturalydelser saavel som i Anbringelse i Asyler
ell. lgn. Anstalter. Forskellige Kommuner har
oprettet særlige Alderdomshjem.

Begæring om Understøttelse indgives i Kbhvn
til Magistraten, uden for Hovedstaden til
Kommunalbestyrelsen. Disse Myndigheder skal prøve
de indkomne Begæringer og afgøre, om
Ansøgeren har Krav paa Understøttelse, samt
fastsætte dennes Størrelse. Kommunalbestyrelsen har
derved betydelig Indflydelse paa Lovens
Gennemførelse. De Ubemidlede har Ret til at indanke
Afgørelsen, i Kbhvn direkte fra Magistraten
til Indenrigsministeriet, i det øvrige Land til
Overøvrigheden.

De finansielle Byrder ved Alderdomsforsørgelsen
bæres af Staten og Kommunen med Halvdelen
hver. Alderdomsunderstøttelsen
udredes af Opholdskommunen, men denne
har, for saa vidt den Understøttede ikke er
forsørgelsesberettiget der, Ret til at faa 3/4 af den
kommunale Del af Udgiften erstattet af
Forsørgelseskommunen.

For noget at afvæbne den Bebrejdelse, der
rettes mod Alderdomsforsørgelsen, at den
modarbejder andres Lyst til at hjælpe og de
Ubemidledes Selvhjælpsinteresse, bestemmer Loven,
at der ved Understøttelsens Fastsættelse ikke
maa tages Hensyn til Aarsindtægter paa indtil
100 Kroner, der skriver sig fra privat
Understøttelse, og at de kan lades ude af Betragtning,
naar de skyldes Livrenter, Legater, Pensioner
ell. lgn.

Om Alderdomsforsørgelsens Udvikling i
økonomisk og finansiel Henseende faar man nogle
Oplysninger af nedenstaaende Tabel:

	1892	1900	1905	1910/11
Underst. Hovedpersoner:
Familieforsørgere	10776	13109	14745	17008
Enlige Personer	20181	29384	34745	42263
Underst. Bipersoner	12869	15854	17388	20018
Underst. Hovedpersoner i pCt. af de 60aarige og derover	19.5	24.2	26.9	27.6
Samlet Udgift (Staten og Kommunerne) . 1000 Kr.	2558	5141	7093	11696
Heraf Statens Udgift	1014	2571	3577	5923
Aarligt Understøttelsesbel.:
pr. underst. Individ	58.37	88.92	108.91	151.80
pr. underst. Hovedpers.	82.63	122.27	147.09	203.17

Antallet af direkte understøttede Personer er
fra 1892 til 1910—11 steget fra 30957 til 59271,
hvilket svarer til henholdsvis 19,5 og 27,6 % af
Befolkningen over 60 Aar; samtidig er
Gennemsnitsunderstøttelsen for Hovedperson gaaet op
fra 82,63 til 203,17 Kr. En Følge af den dobbelte
Stigning er det, at det samlede Udgiftsbeløb er
vokset fra 2558000 Kr. i 1892 til 11696000 Kr. i
1910—11, altsaa en Stigning til mellem det 4- og
5-dobbelte.

I Storbritannien har der i den sidste
Menneskealder været en Række Planer fremme
til en af Fattigvæsenet uafhængig Alderdomsunderstøttelse.
Her skal nævnes Præsten Blackley’s
Plan om at paalægge hele Nationen fra 18—21
Aar tvungne Bidrag, der skulde medføre
Ret dels til Sygehjælp, dels til en Alderdomsunderstøttelse
fra det fyldte 70. Aar, samt som
Modstykke dertil Booth’s Forslag om, at enhver
Englænder fra sit 65. Aar skulde have Ret til en
udelukkende af offentlige Midler ydet ugentlig
Pension paa 5 sh. Hverken disse ell. forsk.
andre Forsøg førte til noget Resultat; det gjorde
derimod det Forslag, som det liberale Kabinet
Asquith fremsatte i Parlamentet, og som førte
til Loven af 1. Aug. 1908.

I Hovedsagen gaar denne Lov ud paa, at der
til dem, hvis Indtægter ikke overstiger 31 £ 10
sh. om Aaret, og som opfylder visse lovkrævede
Betingelser, fra det fyldte 70. Aar udredes en af

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>