Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Akamas, Navn paa flere græske Sagnhelte - Akan - Akanthos hed i Oldtiden en gr. Stad (nu Erisso) - Akanthusornament, se Acanthus - Akanthusplanter, se Acanthus - Akantikon, se Epidot - Akantit - Akardi - Akariasis, se Mideskurv - Akarnanien, det vestligste Landskab i det gamle Grækenland - I det nuv. Grækenland udgør A. sammen med Aitolien Nomos Akarnania og Etolia - Akarodomatier, se Domatier - Akaroidharpiks, Xanthorrhaeaharpiks
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Theano’s Søn, en af de tapreste Troere i
Kampen mod Grækerne; 2) Theseus’ og Faidra’s
Søn, efter hvem en af de attiske Fyler (Akamantis)
var opkaldt. Athenerne fortalte, at han var
med i Kampen om Troja; dog findes Fortællingen
herom ikke hos Homer, men træder først
frem hos de senere kykliske Digtere og hos
Tragikerne.
C. B.
Akan stjal af det viede Krigsbytte og
foraarsagede derved Israeliternes Nederlag ved Aj.
Han fandtes ved Lodkastning og stenedes
(Jos. 7).
J. P.
Akanthos hed i Oldtiden en gr. Stad (nu
Erisso), Koloni fra Andros, ved den smalleste
Del af Landtangen Akte paa den chalkidiske
Halvø; i Nærheden af den lod Xerxes Tangen
gennemskære, for at Flaaden kunde undgaa
den farlige Sejlads om Forbjerget Athos
(Herodot 7, 22 ff.). En Lavning, hvori der paa sine
Steder vokser Siv, viser endnu, hvor Kanalen
gik; den kaldes af Egnens Folk Provlika
(»Gennemskæringen«).
C. B.
Akanthusornament, se Acanthus.
Akanthusplanter, se Acanthus.
Akantikon, se Epidot.
Akantit, et sjældent, sachsisk Mineral, der
har samme Sammensætning som Sølvglans
(Ag2S), men krystalliserer rombisk.
O. B. B.
Akardi (gr.), en Misdannelse, der bestaar i
Mangel af Hjerte; selve det misdannede Foster
kaldes en Akardiakus (rettere Akardius).
Denne Misdannelse kan kun findes under
aldeles særlige Forhold, nemlig ved Tvillinger
udviklede i eet Æg, hvor da den ene Tvillings
Hjerte forestaar saavel dennes som den
hjerteløse Tvillings Kredsløb. Det hjerteløse Foster
frembyder ofte fl. Misdannelser, ja kan danne
en uformelig Klump. Men selv om det ellers
er nogenlunde vel udviklet, maa det altid dø
umiddelbart efter Fødslen.
Lp. M.
Akariasis, se Mideskurv.
Akarnanien, det vestligste Landskab i det
gamle Grækenland, paa tre Sider omgivet af
Havet (mod N. den ambrakiske Bugt, mod V.
det ioniske Hav, mod S. den ydre Del af den
korinthiske Bugt), grænsede mod Ø. til Aitolien;
Skellet mellem de to Landskaber dannedes af
Bjerget Thyamos og S. derfor af Floden Acheloos.
Den største Del af Landet er opfyldt af
delvis skovklædte Bjerge; mod N. løber det ud
i den sandede Landtunge Aktion. Agerland
findes paa Bjergenes nederste Skraaninger, ved
Acheloos og paa enkelte mindre Sletter, men
Befolkningen ernærede sig mest ved Kvægavl
og levede i Oldtiden isoleret, uden synderlig
Berøring med de øvrige Dele af Hellas. Som
de opr. Indbyggere nævnes Lelegere og Kureter
ell. Tafiere og Kefalleniere; af forholdsvis
sen Oprindelse er Fortællingen om, at
Akarnanerne nedstammede fra Akarnan, en Søn
af Alkmaion, der skulde være indvandret fra
Argos. Kysten frembyder fl. gode Havne, ved
hvilke Korinthierne tidlig (fra 7. Aarh. f. Kr.)
anlagde Kolonier (Sollion, Anaktorion o. a.).
I øvrigt havde Landet kun faa betydeligere
Stæder (Stratos, Oiniadai, Astakos, Alyzia o. a.).
Akarnanerne dannede et Forbund, der havde
en fælles Helligdom for Apollon paa Aktion. I
den politiske Historie træder de kun lidet frem,
sædvanlig som Fjender af deres Naboer
Aitolerne, med hvilke de stadig laa i
Grænsestridigheder. Athenerne fik dem under den
peloponnesiske Krig indlemmede i deres Forbund.
I den sidste Del af Hellenernes Frihedstid faar
A. noget mere Bet., da den raa og haardføre
Befolkning var modige Soldater; de kæmper
stadig paa modsat Side af Aitolerne, holder
derfor ogsaa med Filip III af Makedonien mod
Aitolerne og Romerne. Efter Slaget ved
Kynoskefalai 197 f. Kr. var det forbi med deres
Selvstændighed; det akarnaniske Forbund blev
opløst, og Landet blev siden lagt ind under
den rom. Prov. Achaia.
C. B.
Akarnanien. I det nuv. Grækenland udgør
A. sammen med Aitolien Nomos Akarnania
og Etolia, der mod V. og S. grænser til Havet,
mod Ø. til Nomes Ftiotis og Focis og mod
N. til Nomos Arta. Det er 5225 km2 med
(1907) 141405 Indb. A. og Etolia deles i 6
Eparkier og har til Hovedstad Missolonghi
(Mesolongion). Befolkningen er i de lavere
Egne Grækere, blandet med Albanere; i Bjergegnene
træffes de romanske Kutzo-Valacher, der
lever som Halvnomader, idet de om Sommeren
flakker rundt paa Bjergene med deres Hjorder
og om Vinteren søger ned i Dalene.
H. P. S.
Akarodomatier, se Domatier.
Akaroidharpiks, Xanthorrhaeaharpiks, faas
af fl. i Australien voksende Arter af den til
Lilje-Fam. hørende Xanthorrhaea. Man skelner
mellem rød og gul A. 1) Rød A., Nuttharpiks,
faas af X. australis og X. arborea, hvis
Stamme den bedækker med 2—4 cm tykke
Kager, som er brunrøde, paa Ydersiden
glinsende, og som ved Ridsning giver en orangefarvet
Streg. Den adskiller sig fra alle andre
Harpikser ved paa Indersiden at indeholde en
Mængde uforandrede Plantedele, som let ses
med det blotte Øje, medens man under
Mikroskopet opdager talrige med Stivelse, Klorofyl
og Kalciumoxalat opfyldte Celler. Fra Indersiden
til Ydersiden træffer man en Mængde
Overgange fra halvt omdannet Væv til den rene
Harpiks udvendig. Den ligner meget Drageblod,
men kendes let fra denne derved, at den
p. Gr. a. de uomdannede Vævrester ikke
opløser sig fuldstændig i Æter. Lugten minder
om Benzoë, Smagen er ubehagelig kanelagtig. 2)
Gul A., Botanybayharpiks,
Blackboygum, faas af X. hastilis. Den danner
runde ell. langagtige, indtil 3 cm tykke Stykker,
som i frisk Tilstand er gulbrune, men ved
Opbevaring bliver rødbrune udvendig. Mikroskopisk
opdages ogsaa ved denne uomdannede
Vævdele, men ikke de ejendommelige
Overgange som ved den røde. Den lugter af Benzoë
med en Mindelse om Hyldeblomster og smager
aromatisk med en sødlig Bismag. Begge
Harpikser indeholder forskellige Harpikssyrer,
æterisk Olie, Kanelsyre og lidt Benzoësyre. I ren
Tilstand er begge opløselige i Alkohol og Æter.
Rød A. bruges opløst i Spiritus til Fernis og
har til dette Brug det Fortrin, at Farven ikke
bleges i Lyset. Den benyttes blandet med
Skellak til saakaldt Guldfernis paa Messing,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
