Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind I: A—Arbejdergilder / 245 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Afrika - Afrika. Grænser, Terrainforhold m. m. - Afrika. Geologi

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Adgang til Midtsudan. — Til Guinea-Kysten løber
Volta, hvis Kildefloder, den sorte og den hvide
Volta, forener sig ovfr. Salanga. Kilderne til
Rio Grande, Gambia og Senegal, der falder i
det Atlantiske Ocean mellem 11° og 17° n. Br.,
ligger nær hverandre i Futa Djallon; de to
sidstnævnte Floder danner Katarakter, hvor
de baner sig Vej gennem Bjergene, men deres
nedre Løb er dog sejlbare. — Man har
beregnet, at Atlanterhavet modtager Tilløb fra
10541000 km² ell. 86,05 % af A.’s Areal, det
Indiske Ocean fra 5403000 km² (18,48 %) og
Middelhavet fra 4351000 km² (14,88 %), medens
8940000 km² (30,59 %) er afløbsløse.

Søer. A.’s Rigdom paa Søer er meget
betydelig, o. fl. af dem hører til Jordens største
Søer. Tsad-Søen, opdaget af Oudney 1823, er
c. 20000 km² stor og ligger 259 m o. H. Den
optager fra V. Komadugu, og fra S. Schari-Floden,
derimod har den intet stadigt Afløb til Havet,
kun et periodisk gennem Logone til Binuë. V.
for Timbuktu ligger det 1895 opdagede
udstrakte Faguibine Søomraade, der med fl.
Arme staar i Forbindelse med Djoliba.
Det er dog særlig i den østlige Del af
A., at man træffer den største Rigdom paa
store Søer, hvis Sidestykke man kun finder i de
Kanadiske Søer i Nord Amerika. Paa 15° s.
Br. træffer vi Schirwa (550 m o. H.) og længere
N. paa Njassa, opdaget af Livingstone 1859
(26500 km², 464 m o. H.), hvis Afløb, Shire,
løber til Sambesi. Til Kongo-Systemet hører
sydligst Bangweolo-Søen, opdaget 1868 af
Livingstone (5100 km², 1120 m o. H.), hvis Afløb,
Luapula, nordligere gennemstrømmer Moero-Søen
(5250 km², 972 m o. H.). NØ. for denne ligger i
den store centralafrikanske Gravsænkning en
Række Søer i Retning fra S. til N. Den
sydligste og største er Tanganjika (35100 km2, 840
m o. H.), opdaget af Burton 1858; dens Afløb
Lukuga løber mod V. til Kongo, medens den
nordfra modtager Russisi, der danner Afløbet
fra Kiwu-Søen (1455 m o. H.), som blev opdaget
af Götzen 1894. De nordligere af denne Sænknings
Søer hører til Nil-Systemet, saaledes Albert
Edward Njansa (4000 km², 970 m o. H.), opdaget
1875 af Stanley; dens Afløb, Semliki, fører mod
N. til Albert Njansa ell. Mwutan Nzige (5600
km2, 680 m o. H.), opdaget 1864 af Samuel
Baker, som samtidig konstaterede, at dens
Afløb er selve Nil-Floden. Ø. f. Albert Njansa
ligger A.’s største Sø og Verdens næststørste
Ferskvandssø Victoria Njansa ell. Ukereve (68500
km2, 1180 m. o. H.), opdaget 1858 af Speke;
dens Afløb, Somerset-Nilen, løber til Albert
Njansa, og den er saaledes Nilens egentlige
Kildesø. N. f. Victoria Njansa ligger den
mindre kendte Choga-Sø og Ø. for den lille Baringo.
Betydelig større er den nordligere, lange Rudolf-Sø
ell. Basso Narok (10250 km², 380 m o. H.),
opdaget 1888 af Teleki, som samme Aar
opdagede den betydelig mindre Stefanie Sø (538
m o. H.). I Abessiniens Højland ligger A.’s
højest beliggende Søer, af hvilke den
betydeligste er Tana-Søen (3040 km², 1755 m o. H.),
hvis Afløb er Bahr-el-Asrak til Nilen. — I den
øvrige Del af Verdensdelen kan nævnes enkelte
mindre Søer, saaledes de talrige Schotts i
Atlas-Systemet og S. f. samme, Leopold II’s Sø og
Tumba-Søen, der ligger paa henholdsvis 2° og 1°
s. Br. tæt ved Kongo-Flodens nedre Løb, den
langstrakte Tschobe Sø ell. Sump, som
gennemstrømmes af Sambesis Biflod Kwando, samt i
det indre Sydafrika Ngami-Søen (700 km², 950 m
o. H.), der har et periodisk Afløb mod Ø. til
det saakaldte »Saltpandebækken«.

Geologi.

De geologiske Forhold i A. er paa mange
Steder endnu kun daarligt kendte, og den geol.
Forskning besværes i høj Grad af de mægtige
Lag af Nutidsdannelser, som breder sig over de
ældre Aflejringer: Sand i Ørknerne, Laterit,
Humus- og Plantestoffer i den tropiske Del af
Landet. Imidlertid viser A. sig at være
temmelig ensartet bygget over store Omraader, og
dette bevirker, at de mange Huller, der endnu
findes, ikke er fuldt saa følelige, som man ved
en øjeblikkelig Betragtning kunde vente. A.
falder i to væsentlig forsk. Dele: de i
Tertiærtiden foldede Atlas-Bjergene og det øvrige A.,
hvor ingen Foldninger har fundet Sted siden
den arkæiske og palæozoiske Tid. Denne sidste
Del kan underafdeles i Ørkenplateauet og A.
S. herfor (efter E. Suess).

Atlas-Bjergene er A.’s eneste tertiære
Foldebjerge og tilhører det samme System som
Alperne, Apeninerne og de sydspanske Bjerge.
Den tidligere bestaaende Forbindelse med
Apenninerne afbrødes i Slutningen af Tertiærtiden,
— de maltesiske Øer er en Rest af denne gamle
Landforbindelse. I Kvartærperioden opstod
Gibraltar-Strædet. Ser vi paa de geol.
Formationer, da træffes paa forsk. Steder ved Kysten
tertiære vulkanske Dannelser (Basalt, Trakyt
o. s. v.), dernæst følger — ligeledes nær
Kysten — arkæiske og ældre palæozoiske Bjerge,
bestaaende af Skifer, Gnejs og Granit; de
efterfølges af en Zone med Sandsten og Konglomerater
fra Karbon og Perm, og endelig kommer
saa selve de foldede Atlas-Bjerge, der bestaar
af Kalk fra Kridt og Jura (S. f. Oran).

Imellem Folderne udbreder sig tertiære, spc.
eocæne Dannelser (Nummulitkalk) samt
kvartære Dannelser. Af Mineraler er de vigtigste
Jern, Marmor, Stensalt og Svovl.

Det nordafrikanske Ørkenplateau
strækker sig fra Atlas og Middelhavet
til Sudan, fra Atlanterhavet til det Røde Hav,
hvor det ved en Gravsænkning er skilt fra
Arabien, der geologisk set er en Fortsættelse af
Sahara. De ældre Dannelser spiller i dette
Omraade en meget betydelig Rolle. Krystallinske
Skifre, Gnejs, Granit, Porfyr og Grønsten,
der danner Underlaget, kommer adskillige
Steder nær til Overfladen. Dette er saaledes
Tilfældet i Aïr (Asben), Ahaggar, Tibesti og Borgu
i Mellem-Sahara, desuden mellem Nilen og det
Røde Hav (arab. Ørkenbjerge), og det er disse
gamle Dannelser, der foraarsager Nilens
Katarakter. Oven over disse Dannelser breder sig
saa palæozoiske Sedimenter. I Modsætning til
hine, der er foldede, ligger disse horisontalt.
De bestaar af Skifre og Kvarsiter fra Silur og
Sandsten fra Devon samt Karbon og Perm og
har deres største Udbredelse mod V. og i
Midten: i Marokko, Rio de Oro, Tassili, en Del

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>