Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Affekt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Beskæftigelse; dette kan gaa saa vidt, at man
fuldstændig »glemmer sig selv«, naar man er
helt optaget af, fordybet i noget. Hvad der
under saadanne Forhold fylder Bevidstheden,
kan meget godt være følelsesbetonet, men netop
fordi Forestillingen om Jeg kun i meget ringe
Grad indgaar i Bevidsthedsindholdet, bliver
Følelsen rent æstetisk, uinteresseret. Saaledes kan
man f. Eks. fordybe sig i Betragtningen af et
stort, vildt Rovdyr, vel forvaret under Laas og
Lukke, og man kan glæde sig over dets
Skønhed, dets Bevægelsers Kraft og Lethed, men alt
dette angaar slet ikke Jeg’et, der forholder sig
rent iagttagende. Ganske anderledes stiller
Sagen sig derimod, hvis man møder det samme
Dyr i Frihed paa aaben Mark. Man staar da
aldeles ikke som uinteresseret Tilskuer; Synet
af Dyret vækker straks Forestillingen om den
Fare, man er udsat for, ell. m. a. O.:
Forestillingen om Jeg’et og de ubehagelige
Forandringer i dette, som Situationen kan ventes at
medføre, træder i Forgrunden, og derved bliver
Tilstanden til A. Det er dog ingenlunde blot
Forestillingen om et rent legemligt Angreb, som
fremkalder A. Modtager en Købmand f. Eks. et
Brev, der melder om en aldeles uventet, for
hele hans Virksomhed ødelæggende Begivenhed,
vil Resultatet ganske sikkert ogsaa blive
en heftig Sindsbevægelse, skønt hans personlige
Sikkerhed vel ikke i mindste Maade er truet.
Men A. bliver naturligvis en anden, idet den
varierer dels med den Side af Jeg’et, som
angribes, dels med Arten af de forestaaende
Forandringer.
Man skelner mellem tre væsentlig forskellige
Sider af Jeg’et: det materielle, det sociale og
det aandelige Jeg. Af det materielle Jeg er
Legemet et væsentligt Led, thi saa længe
Mennesket er sig bevidst, vil en ell. anden Gruppe
legemlige Fornemmelser aldrig mangle. Men til
delte Jeg hører desuden Familien, Fader og
Moder, Hustru og Børn og de nærmeste
Slægtninge; hvad der hænder dem, har næsten
samme Virkning, som om det havde angaaet det
egne legemlige Jeg. Hertil slutter sig yderligere
Klæder og Hjem, Ejendom, alt, hvad man
kalder sit, især naar det er Resultatet af Individets
egen Virksomhed. Jævnlig kan i øvrigt det
materielle Jeg udvide sig saaledes, at det
omfatter ikke blot Slægt og Venner, men ogsaa
Landsmænd, ja endog alle Mennesker og til sidst
alle levende Væsener; dog kan det let
konstateres, at andre Individers Tilknytning til Jeg’et
er desto svagere, jo fjernere de staar i Rum
og Tid. — Det sociale Jeg er Individets
Forestilling om dets egen Bet. for andre Mennesker,
hvilken Forestilling opstaar ved den
Bedømmelse, den Ros ell. Dadel, som man er
Genstand for fra sine Fællers Side. Bedømmelsen
kan falde ganske forskellig ud i de forskellige
Kredse, hvor man bevæger sig, og et Menneske
har altsaa paa en Maade lige saa mange sociale
Jeg’er, som der er Forhold, i hvilke han kan
staa til andre Mennesker. — Endelig er det
aandelige Jeg Erindringerne om Individets
Oplevelser i det hele taget og blandt dem især,
hvad der vedrører dets Anlæg og Færdigheder,
Karakter o. s. v.; det er hele denne Kæde af
Erindringer, som forbinder Jeg’et i det givne
Øjeblik med alle dets tidligere Udviklingstrin.
En meget væsentlig Forskel mellem A. beror
nu paa, hvilken Del af Jeg’et, der angribes.
Deltager man personlig i en ell. anden
Begivenhed, saa er det ogsaa Jeg’ets Centrum, det
personlige Jeg, hvorom det drejer sig i Sorg og
Glæde, i Harme og Frygt o. s. v. Læser man
derimod kun derom, kan det umuligt være det
personlige Jeg, der føler sig forandret, thi Jeg,
som læser, véd jo meget godt, at jeg ikke
befinder mig i nogen farlig ell. sørgelig Situation,
men ganske simpelt sidder og læser. Og alt efter
som den Del af Jeg’et, der føles forandret, staar
det centrale, personlige Jeg mer ell. mindre
fjernt, fremkommer der en hel Række Overgange.
Romanhelten, der opfattes som en ikke
eksisterende Person, staar det centrale Jeg meget
fjernt, og netop derfor bliver de ved hans
Skæbne fremkaldte A. kun æstetisk Nydelse.
Ganske de samme Begivenheder, berettede i en
Levnedsbeskrivelse af en hist. Person, vilde
tages alvorligere, »gribe« os mere, fordi de angik
et virkeligt Menneske, og man vilde blive desto
mere grebet, jo nærmere den paagældende
Person stod Nutiden og det personlige Jeg.
Saadanne A. kaldes sympatiske, og de gaar jævnt
over i de Sindsbevægelser, der vedrører det
personlige Jeg, de autopatiske A. At trække en
bestemt Grænse her er ugørligt, da de nærmeste
Slægtninge i mange Henseender kan staa det
personlige Jeg saa nær, at det ingen Forskel
gør, om en Tildragelse rammer det ene ell. det
andet Medlem af Familien. Da de nævnte tre
Grupper, de æstetiske, sympatiske og autopatiske
A., ikke er tre forskellige Arter, men kun
tre Former, som næsten alle Sindsbevægelser
kan antage alt efter deres nærmere ell. fjernere
Forhold til det personlige Jeg, er en
Redegørelse for de autopatiske A. i Virkeligheden
tilstrækkelig.
De autopatiske A. falder naturligt i tre
Grupper, alt efter som det er det materielle, det
sociale ell. det aandelige Jeg, der under
Sindsbevægelsen føles forandret. Det viser sig i
øvrigt, at Sindsbevægelser, som hos Barnet kun
vedrører det materielle Jeg, paa et senere
Udviklingstrin ogsaa kan angaa de andre Jeg’er.
Den betydningsfuldeste Gruppe af A. er
utvivlsomt den, der opr. kun berører det materielle
Jeg, idet den udvikler sig af Instinkterne og
derfor kan spores allerede paa et tidligt Trin af
Barnets Liv. Disse Instinktaffekter udvikles alle
paa den Maade, at Paavirkninger, som opr. kun
udløste bestemte instinktive Bevægelser, ved
voksende Erfaring tillige fremkalder
Forestillinger om, hvilke for Jeg’et gavnlige ell. skadelige
Følger de vil kunne have. Saaledes bliver Flugtinstinktet
til A. Frygt, Kampinstinktet til Vrede,
Frastødeinstinktet til Afsky, Beskytterinstinktet
til Ømhed, Flokinstinktet til Tryghedsfølelse,
Kønsinstinktet til Seksualfølelse, og af
Nysgerrigheden udvikler sig de intellektuelle Følelser.
Fra Instinktaffekterne adskiller Forestillingsaffekterne,
Glæde og Sorg, sig nærmest derved,
at der ikke er knyttet bestemte instinktive
Bevægelser til dem; de Bevægelser, som muligvis
udløses, er i hvert enkelt Tilfælde bestemte ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
