Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Administration (lat.), Bestyelse, Forvaltning - Administrationsværneting, se Regnskabsværneting - administrative Retter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bestyrer Godset uforsvarligt, griber Ministeriet
ind enten ex officio ell. paa Opfordring af de
Successionsberettigede og kan da udvirke en
kgl. Resol., hvorved Stamhusets Bestyrelse
fratages ham og underlægges en særlig A. Der
tillægges da Besidderen et vist aarligt
Pengebeløb foruden Bolig paa Ejendommen, medens
Resten af Majoratets Indtægter gaar til
Afbetaling af Gælden, ell. man tillægger ham
Overskuddet, efter at samtlige nødvendige Udgifter er
afholdte.
K. B.
Administrationsværneting, se Regnskabsværneting.
administrative Retter. Herved forstaas
»Myndigheder, som have til udelukkende ell.
væsentlig Opgave, efter egen Overbevisning om
det Rette, at afgøre admin. Tvistemaal«, d. v. s.
Tvistigheder, hvori Forvaltningen er Part, ell.
som i særlig Grad interesserer Forvaltningen.
Saadanne Retter er for største Delen først
opstaaede i 19. Aarh. Tidligere var der hos den
øverste Statsmyndighed en Ængstelse for, at
Domstolene skulde gøre sig til Formyndere for
Administrationen, og det har f. Eks. i fr.
Ret fra gl. Tid været opstillet som Hovedregel,
at det var Domstolene forbudt at paakende
Spørgsmaal om Lovligheden af adm.
Handlinger. I Sverige har denne Regel endog holdt
sig til 1909, idet det dér indtil da var
Hovedreglen, at forvaltningsretlige Stridigheder
behandledes paa samme Maade som rene
Forvaltningsanliggender og altsaa sluttelig
prøvedes af Administrationen selv. Dog behøvede
man i Reglen ikke at slaa sig til Ro selv med
en Ministerafgørelse, men kunde »gaa til
Kongen«, der da afgjorde Sagen i Statsraadet.
Først 1909 har man i Sverige oprettet en særlig
a. R. »Regeringsrättan«, nemlig dels fordi de
adm. Klagemaal lagde for stærkt Beslag paa
Regeringens Tid og Arbejdskraft til Skade for
Behandlingen af vigtigere Sager, dels fordi der
savnedes de ønskelige Garantier for en fra
Retssikkerhedens Synspunkt betryggende
endelig Afgørelse af de adm. Klagemaal. Navnlig
denne sidste Grund har i de fleste andre Lande
alt paa et tidligere Tidspunkt og da navnlig
i Forbindelse med konstitutionelle
Forfatningers Indførelse fremkaldt Regler, der gav
Domstolene en vis Kontrol med Administrationen.
Disse Regler gaar dog ingenlunde altid ud
paa at oprette særlige a. R. I flere Lande har
man henlagt i alt Fald en væsentlig Del af
denne Kontrol til de alm. Domstole. Dette er
saaledes Tilfældet i Danmark, hvis Grl.’s § 72
bestemmer, at »Domstolene er berettigede til
at paakende ethvert Spørgsmaal om
Øvrighedsmyndighedens Grænser«. I Modsætning til
Begrebet »Øvrighedsmyndighedens Grænser«
sættes Begrebet »Øvrighedsmyndighedens rette
Brug inden for de for den afstukne Grænser«,
og Spørgsmaal ang. dette sidste kan altsaa
ikke paakendes af Domstolene (undt. som
Incidenspunkt, f. Eks. naar en Embedsmand
tiltales til Straf for Embedsmisbrug).
Hvorledes Sondringen rettelig skal gøres
mellem Grænseregler og Regler for den rette Brug,
er et i mange Dele vanskeligt og tvivlsomt
Spørgsmaal, med Hensyn til hvilket der dog
ogsaa er tillagt Domstolene det sidste Ord.
Hovedsynspunktet for Sondringen maa være
dette, at hvor Retsordenen giver Øvrigheden
en vis Beføjelse, men knytter den til
Betingelser, hvis Tilstedeværelse eller
Ikke-Tilstedeværelse ligefrem lader sig bevise (f. Eks. en
Beføjelse i Forhold til Personer, der har naaet
en vis Alder, har opholdt sig her i Landet et
vist Aaremaal, har ell. ikke har nydt
Fattigunderstøttelse o. s. v.), ell. knytter den til
Begreber, der — om end de aabner Plads for
et vist Skøn — dog hører til den Art »juridiske
Begreber«, som normalt er overladt til
Domstolenes Bestemmelse (f. Eks. fast Bopæl,
uberygtet, indfødt o. s. v.), dér foreligger for saa
vidt en Grænsebestemmelse, og Spørgsmaalet
om dens Overtrædelse kan forelægges
Domstolene, ligesom det normalt vil være disse
forbeholdt at afgøre, hvorledes en
Lovbestemmelse, der er uklart affattet, skal fortolkes.
Hvor Retsordenen derimod netop indrømmer
Øvrigheden et vist Spillerum for dens praktiske
Skøn, dér drejer det sig om den rette Brug
inden for Grænserne, og dér er Øvrigheden
suveræn. Naar Øvrigheden saaledes f. Eks. giver
en Person Bevilling til fri Proces, fordi den
skønner, at hans Sag er god, og han selv
trængende, ell. bl. fl. formelt kvalificerede
Ansøgere til et Embede skønner, at netop N. N.
bør foretrækkes, ell. bestemmer, at en Bygning
til offentligt Brug skal have den og den
nærmere Indretning, ell. at en Leverance til det
Offentlige skal gives til det og det Firma, da
er i alle saadanne Tilfælde Øvrighedens
Afgørelse endelig og kan ikke underkendes af
Domstolene, selv om det i et foreliggende Tilfælde
maatte være klart, at Øvrighedens Afgørelse
i Virkeligheden er bestemt ved uvedkommende
Hensyn. Det kan i denne Forbindelse
fremhæves, at den i Danmark f. T. gældende
Lovgivning og Praksis indrømmer den enkelte
Ministers administrative Enevælde et vidtstrakt
Omraade.
En anden Begrænsning i Domstolenes Adgang
til at kontrolere Administrationen
fremkommer ved den i dansk Ret vel ikke udtrykkelig
udtalte, men dog i Alm. gældende Regel, at
ikke enhver, der mener, at Administrationen
paa et ell. andet Punkt har overskredet sine
Grænser, men kun den, som ved
Administrationens Handlemaade er krænket i en ham
tilkommende Ret, kan bringe Spørgsmaalet frem for
Domstolene.
Disse to principielle Hovedbegrænsninger i
Domstolenes Adgang til at kontrolere
Administrationen er imidlertid ikke særlige for Lande,
der som Danmark, Norge, Belgien, Holland og
Schweiz ikke har a. R. med mere alm.
Kompetence. Lignende Begrænsninger findes i det
hele og store ogsaa i Lande, der har saadanne.
Saaledes opstilles i Frankrig og Italien den
Hovedregel, at de a. R. er kompetente, naar
den administrative Akt har krænket en »Ret«,
Administrationen derimod, naar der kun klages
over Tilsidesættelse af en »Interesse«, hvortil
dog føjes, at naar en Foranstaltning er af
virkelig politisk Karakter (er en acte de
gouvernement), er enhver Domstol ubetinget afskaaret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
