Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adel. 1) Europas A. i Alm. 2) A. i de enkelte Fastlandsstater. 3) A. i England. 4) A. i de nordiske Riger. 5) A.'s Betydning for Stat og Samfund.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
eneste Krigerstand, og i 14. og 15. Aarh. led
de adelige Ridderhære forsmædelige Nederlag
over for det engelske, flanderske, bøhmiske og
schweiziske Fodfolk; Krudtets Opfindelse
ødelagde baade Rustninger og Adelsborge. A.’s
indbyrdes Fejder og hele Levevis passede kun lidet
til de Ordenskrav, som Statens andre Borgere
stillede, og bragte atter og atter A. i Strid med
den fremvoksende Fyrstemagt. Kongerne
begyndte at udstede Adelsbreve (s. d.), og
af de nyadlede var mange hverken Krigere ell.
Godsejere. — I Middelalderens sidste
Aarhundreder er A. derfor i stor Nedgang; den havde
megen Vanskelighed ved at finde sig til Rette
i de nye Forhold, og den udartede ofte til
Røverriddere og Bandeførere.
Efterhaanden kom A. dog til Ro. De
Særrettigheder, den havde og efterhaanden øgede,
tillod den at spille Hovedrollen i Statstjenesten,
hvor Hofembeder, Officersstillinger og de højere
civile Embedsposter overvejende kom i dens
Hænder, og da A. nu tillige med Iver kastede
sig over Landbruget, hjalp ogsaa her dens
Privilegier den til at erhverve betydelig Rigdom;
ved Indførelse af Stamhuse o. a. fideikommissariske
Baand holdtes Adelsgodset samlet. En
smuk Rolle fik A. i de stænderske Forfatninger,
der nu udviklede sig; dens Skattefrihed gjorde,
at Fyrsterne i første Linie maatte henvende sig
til den, naar de attraaede Pengebevillinger, og
den var saa meget mere uafhængig stillet end
Gejstlighed og Borgerstand, at den blev et Værn
for hele Folkets Indflydelse paa Statsstyrelsen
og den vigtigste Skranke mod den sig nærmende
Enevælde. Men i sin stænderske Optræden viste
A. sig dog gennemgaaende alt for bunden af sine
Standsinteresser; i Længden kunde den ikke
vinde de andre Folkeklassers Sympati, og
Borgerstanden foretrak at finde sig i Absolutismen.
Dermed indtræder A. i sit tredie Hovedstadium.
Den mistede al politisk Indflydelse, tabte
alle de Rettigheder, der indskrænkede Fyrstens
fri Magtfuldkommenhed, men Absolutismen lod
som oftest A. beholde alle de sociale Privilegier,
der trykkede Folket. A. blev en Hofadel, en
Pryd for den enevældige Konge, levende af hans
Naade; den udgjorde det gode Selskab, der
litterært frembragte Klassicismen; men dens
Nytte for Samfundet var ringe mod, hvad den
kostede. Saa kommer fra 1789 de revolutionære
Strømninger og rammer A. endnu stærkere end
Kongemagten; i Løbet af 19. Aarh. er derefter
A.’s Særrettigheder forsvundne mere ell.
mindre fuldstændig i alle Europas Stater.
Disse Grundtræk af A.’s Historie gælder især
for det europæiske Fastland; ndf. under 2)
meddeles nogle udfyldende Oplysninger, især om
A.’s Nutidsstilling i de enkelte Stater;
hovedsagelig henvises dog til disses Historie. — En
helt afvigende Karakter fik A. derimod i
England (3), medens A. i de nordiske Riger (4)
indtager en Mellemstilling.
2) A. i de enkelte Fastlandsstater.
I Frankrig udviklede A. sig tidligere end
i noget andet Land, og under de sidste
Karolinger opnaaede de store Vasaller fuld
Suverænitet, medens det kgl. Overherredømme sank
ned til et blot Skin; i Riddertiden blev Frankrig
derfor Mønstret for det øvrige Europa,
Hjemstedet for ridderlig Kultur og Digtning.
Efter denne Opløsning fulgte imidlertid en
desto strammere Koncentrering under
Kongedømmet, der lagde Len for Len ind under sin
Domæne og helt knuste Højadelens Magt.
Lavadelen voksede derimod frem og bragte endnu
ofte Kongemagten i Fare, især i 16. Aarh.,
da de religiøse Modsætninger traadte til.
Kongemagtens Sejr fuldendtes saa af Richelieu, og
A. mistede al politisk Indflydelse. Ludvig XIV
samlede den rigere Del af A. ved sit Hof og
gjorde for anden Gang Frankrig til Forbillede
for hele Europa; men denne A., der havde
beholdt alle sine store Forrettigheder, skønt den
ikke mere udførte den Gerning, der havde
foranlediget dem, var Rigets store Kræftskade.
Revolutionen kom, og grebet af Øjeblikkets
Storhed gav A. selv i den navnkundige Nat den
4. Aug. 1789 Afkald paa sine Privilegier; snart
vendte den sig dog fjendtlig mod det ny
Statsliv, og medens talrige Adelsmænd emigrerede,
vedtoges Arveadelens og Titlers fuldstændige
Ophævelse (Juni 1790); senere fulgte
Inddragelse af saa godt som hele A.’s Ejendom. —
Napoleon I skabte ved Dekretet af 1. Marts
1808 en ny Arveadel, som han doterede rigelig;
ved Restaurationen indførtes en arvelig
Pairsstand efter eng. Mønster; men Lighedsprincippet
var trængt saa dybt ind, at disse Forsøg blev
uden varige Følger. A. i Frankrig er talrig,
men det er en ren Titulæradel uden nogen som
helst Særret, og i sig selv kan enhver
Franskmand tillægge sig, hvad Titel han lyster.
I Tyskland bukkede Kongedømmet ikke
saa hurtig under for Lensadelen som i
Frankrig; men da Opløsningen kom, blev den til
Gengæld varig: det tyske Rige søndersplittedes
i talrige Enkeltstater, der kun ved et yderst løst
Baand knyttedes sammen under Kejser og Rige.
Saaledes fremkom Sondringen mellem en
Højadel, der stod umiddelbart under Kejseren og
havde »Reichsstandschaft«, d. e. Stemme paa den
tyske Rigsdag, og Lavadelen, der stod under en
af Territorialherrerne; til den sidste regnedes
dog ogsaa Rigsridderskabet. Bortset fra den
rigsumiddelbare A.’s fyrstelige Rettigheder var
de fleste Privilegier fælles for begge A.’s
Klasser, saa længe det gamle tyske Rige bestod.
Saa godt som alle disse adelige Særrettigheder
er dog bortfaldne ved Reformerne i Napoleonstiden
og senere; kun den høje A. indtager nu i
Tyskland en Særstilling. 1803 blev de gejstlige
Fyrstendømmer »mediatiserede«, indlagte under
de større Stater til Erstatning for, hvad disse
havde tabt ved Afstaaelsen af den venstre
Rhinbred til Frankrig; 1806 mediatiseredes mange
verdslige Fyrster ved Rhinforbundets Oprettelse.
Disse Fyrster fik ikke deres Lande tilbage ved
det tyske Forbunds Oprettelse 1815; men
Forbundsakten sikrede dem høje Æresrettigheder,
især den ægteskabelige Jævnbyrdighed med de
suveræne Fyrstehuse, og en privilegeret
Stilling inden for de enkelte Stater, saaledes
udstrakt Jurisdiktion, Skattefrihed, arveligt Sæde
i Staternes Førstekammer. De fleste af disse
Rettigheder er dog siden ophævede; kun den
sidste findes endnu i alle de tyske Enkeltstater.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
