Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adalbert af Hamburg-Bremen - Adalbert af Mainz - Adalbert af Prag (Vojtjech) - Adalbert, Heinrich Vilhelm, Prins af Preussen (1811-73) - Adaldag, Ærkebiskop af Hamburg-Bremen, d. 988 - Adalgar, en Munk fra Korvey
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kloster) paa Grænsen af Sachsen og Thüringen,
blev Kannik i Bremen (1032), kom til
Halberstadt som Provst og blev af Kejser Henrik III
gjort til Ærkebiskop af Hamburg-Bremen (1043).
Han viste sig vældig i Viljekraft, fantastisk i
Planer, umættelig ærgerrig i sine Maal,
henrykt ved Smiger, overmodig i Medgang og knust
under Modgang. Pavekronen afslog han (1046),
men i Norden vilde han skabe sig en storladen
Magtstilling. Ivrig for de kirkelige Krav tvang
han den danske Konge Sven Estridsøn til at
skille sig fra sin Dronning, Gunhild, fordi hun
var i Slægt med ham. Støttet af Tysklands
Vælde vandt han alligevel Sven saa vidt, at de
i det ydre arbejdede sammen paa den danske
Kirkes Fremme. Samtidig omfattede A. den
øvrige nordiske Kirke og Missionen blandt
Venderne med største Iver; stolt over sit Værk
yndede han at samstilles med Ansgar. Det
glimrende Billede havde dog sin Vrangside. Den
norske Konge, Harald Haardraade, trodsede hans
Bud. I Danmark krydsede Sven Estridsøn snildt
A.’s Magtstræb, styrede den danske Kirkes
Udvikling til Gunst for sit eget Herredømme og
søgte at grundlægge et dansk Ærkesæde for at
frigøre sin Kirke fra Hamburgs Overhøjhed. A.
krævede nu den overordnede Patriarkstilling,
som »Tysklands Apostel«, Bonifatius, fordum
havde haft; Paven lod ham imidlertid nøjes
med apostolsk Vikariat og nogle Smaabegunstigelser,
men paa den anden Side fik Danmark
heller ikke sit Ærkesæde. Værre var det, at
danske Bisper viste sig lidet imødekommende
imod ham, Eilbert i Odense trodsede ham
aabenlyst. — I Tyskland havde A. allerede
under Henrik III haft stor Indflydelse; som
Formynder for Henrik IV blev han næsten
Indehaver af den tyske Kongemagt; hans Fjender,
den sachsiske Hertugæt, maatte ydmyge sig for
ham. Fra denne svimlende Højde styrtedes A.
pludselig ned i dyb Vanmagt (1066); det
skyldtes især Ærkebiskop Anno II af Köln og hans
egen Blindhed for Faren. Ulykkerne væltede sig
nu over A.: Venderne udryddede straks al
Kristendom inden for deres Grænser, saa A.’s
slaviske Bispedømmer kun var en Saga; ogsaa i
Sverige udbrød Kristenforfølgelse; A. selv stod
værgeløs over for Sachsernes Avind, hans rige
Stift blev helt lagt øde. I sin Vaande kæmpede
A. for atter at komme til Hove, til sidst
lykkedes det; trods Sygdom higede han nu
krampagtig mod sin fordums Højhed, men døde (16.
Marts 1072). (Litt.: Dehio, »Geschichte des
Erzbistums Hamburg-Bremen«, I [Berlin 1877];
H. Olrik, »Konge og Præstestand i den
danske Middelalder I« [Kbhvn 1905]).
H. O.
Adalbert [↱a.-] af Mainz blev i ung Alder
Henrik V’s Kansler (1105) og spillede
Hovedrollen ved det for Paven ydmygende Forlig
1111. Da han til Løn herfor var blevet
Ærkebiskop i Mainz, blev han Forkæmper for
Kirkevælde og Kejserens bitre Fjende. Efter Henriks
Død (1125) gennemførte han Valget af den
kirkeligsindede Lothar III, men hans Indflydelse
dalede snart. A.’s Ærgerrighed var parret med
smaalig Havesyge. Han døde 1137.
H. O.
Adalbert [↱a.-] af Prag (Vojtjech),
Preussens Apostel, f. omtr. 950 af den mægtige, bøhmiske
Fam. Slavnik, d. 997. Han blev opdraget i
Magdeburg, og af Beundring for dets Biskop tog
han dennes Navn. 983 valgte Bøhmerne ham
til Biskop, men hans Forbindelse med Huset
Slavnik, der var den bøhmiske Hertugs farligste
Modstander, hindrede hans Virksomhed, og
hans Kamp mod sine Landsmænds hedenske
Sæder gjorde ham saa forhadt, at han maatte
rejse bort; 990 gik han i Skt Alexius’ Kloster
i Rom. Paa Pavens Befaling vendte han 993
tilbage til Prag, men da Forholdene ikke havde
bedret sig, rejste han atter til Rom, hvor han
levede til 996, da Paven bød ham enten at
vende tilbage til sit Stift ell. ogsaa at gaa som
Missionær til Hedningene. Sammen med Kejser
Otto III, paa hvem han havde stor Indflydelse,
rejste A. mod N.; men da hans Landsmænd
afviste ham med Haan, drog han som Missionær
til Preusserne, blandt hvilke han kort efter
fandt Martyrdøden for en Hedningpræsts Haand.
(Litt.: Hauck, »Kirchengeschichte
Deutschlands«, III [Leipzig 1896], S. 245 ff.).
L. M.
Adalbert [↱a.-], Heinrich Vilhelm,
Prins af Preussen, Brodersøn af Fr. Vilh. III (1811—73),
bidrog som Præsident i Rigsmarine-Kommissionen
væsentlig til Skabelsen af den tyske
Flaade. 1861—71 var han Øverstkommanderende
for den preussiske Marine og havde i Krigen
1864 Befaling over Østersøeskadren. A., der hele
sit Liv utrættelig virkede for Udviklingen af
den tyske Flaade, døde som Generalinspektør
over denne. Han var fra 1850 morganatisk
formælet med Danserinden Therese Elszler, der
blev ophøjet i Adelsstanden som Fru v. Barnim.
Adaldag [↱a.-], Ærkebiskop af
Hamburg-Bremen, d. 988. Som ung Kannik læste han
den første Sjælemesse over den lige afdøde
Henrik I (936). Otto d. Store gjorde ham straks
til sin Kansler og (937) til Ærkebisp af
Hamburg-Bremen og styrkede hans Dobbeltstift ved
rige Privilegier. A.’s Styrelse er Ærkesædets
mest glimrende Tid. I Fællig med Otto
udfoldede han en storartet Missionspolitik. Støttet
af det store Opsving i Tyskland grundlagde
han i Danmark ved Harald Blaatands Hjælp
Bispedømmerne Slesvig, Ribe og Aarhus (c. 946),
hvortil senere kom Odense, og eet Bispesæde
blandt Venderne, Starigard ell. Aldenburg;
derved havde den hamburgske Ærkebisp endelig
faaet Lydbisper. Dertil kom Harald Blaatands
Daab og det store Trosskifte i Danmark,
Missionens Forgrening til Norge, Rejsning af
Kirker blandt Sachser og Vender og Grundlæggelsen
af Klostre, deriblandt et Nonnekloster i
Venderstaden Mecklenburg. Kölns Højhed over
Bremen lykkedes det ham at bryde, endog den
store Ærkebiskop Bruno, Kejser Ottos Broder,
maatte give tabt. A.’s sidste Aar formørkedes af
Fjendskabet mellem Danmark og Tyskland, en
Venderrejsning, der medførte fl. Kristenstiftelsers
Undergang og Hamburgs Brand, endelig
Harald Blaatands Død og Hedendommens
Modstrømning i Danmark.
H. O.
Adalgar [↱a.-], en Munk fra Korvey, blev den
hamburgske Ærkebiskop Rimbert’s højre Haand
og af ham udnævnt til hans Efterfølger. 888
tiltraadte han Embedet. Med Kölns Ærkebisp, der
gjorde Krav paa Overhøjhed over Bremen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
