Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Açvin - acyklisk, se Blomst - ad, lat. Forholdsord: til; hos, ved - Ada, Markedsflække i Ungarn - Adabasár, Ada Bazar, By i Lilleasien - ad acta - Adafudia, By i Afrika i Mellemsudan - adagio - Adaktion - Adaktyll - Ádal - Adalbero, 1) Ærkebiskop i Reims (969-88), 2) Ærkebiskop i Hamburg-Bremen (1123-48) - Adalbert af Hamburg-Bremen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
betegner i Rigveda dem begge under eet; senere
kaldes den ene Dasra, den anden Nāsatya.
Deres Herkomst angives i Rigveda som
oftest ubestemt ved Betegnelsen »Himlens
Sønner«; senere er de Tvillingsønner af Vivasvat
og Tvashṭar’s Datter Saraṇyu (allerede
Rigv. X, 17.2) (ell. Sañjñā) — som begge havde
paataget sig Skikkelse af Heste — og Brødre
til Yama og Yamī samt Manu. Af de Guder,
som daglig kører over Himlen, kommer A.
tidligst, endnu tidligere end Morgenrøden. De
kører sammen med Solens Datter Sūryā paa en
af Ribhu’erne forfærdiget, trehjulet og tresædet,
gylden Vogn (ell. maaske rettere Vognskib),
der er hurtigere end Tanken og trækkes af
vingede Heste (ell. Ørne) ell. af et Æsel (Æsler)
ell. flyver af sig selv. De betragtes som de
skønneste af alle Guderne. Deres Hustru kaldes
ogsaa Açvinī (Sūryā er efter senere Kilder gift
med Soma; jfr. allerede Rigv. X, 85). De er
Indra’s trofaste Venner og hjælper ham med
hans Bedrifter, og der tilskrives dem den samme
Bet. for Verdensordenens Opretholdelse og den
samme Hjælpsomhed mod Mennesker som
andre Guder. Mere karakteristiske er flg. Træk:
1) at de satte et Hestehoved paa rishi’en
Dadhyañc, ved Hjælp af hvilket han viste
dem Tvashṭar’s Soma; 2) at de er Læger (og
som saadanne ogsaa gør Ægteskaber frugtbare);
3) deres Mirakler (f. Eks. at de befriede en
Vagtel af Ulvens Gab; gav forskellige blinde
deres Syn igen; helbredede en lam; hjalp Atri op
af en glødende Hule; skaffede en gl. Jomfru en
Mand; gjorde den gamle Cyavana ung igen;
gav Viçpalā et Jernben i Stedet for det, som
var blevet hugget af hende i Kampen; skaffede
Vimada en Kone; skaffede en Kone, hvis Mand
var impotent, en Søn; lod 100 Krukker Mjød
strømme fra en Hestehov, jfr. Pegasos—Hippokrene;
reddede Bhujyu og Rebha fra Havet,
etc.). — I Brāhmaṇa’erne berettes, at Guderne
fra først af ikke viide lade A. faa Del i Ofret,
saasom de var urene, fordi de som Læger
omgikkes med Menneskene, og de kaldes çūdraerne
blandt Guderne (f. Eks. Mahabhar. XII.
7590). — I Epos’et bliver Paṇḍu’s Hustru Madrī
ved A. Moder til Tvillingerne Nakula og
Sahadeva (se Mahābhārata). —
Astronomien præsiderer de over Nakshatra’en
(Acvinī (β & γ i Væderens Billede), og
Stjernebilledet »Tvillingerne« benævnes undertiden
efter dem. — Trods deres Navn (»forsynet med
Heste« e. l.) optræder de ikke som Ryttere,
men har dog paa en ell. anden Maade staaet
i Forhold til Hesten (jfr. ovenfor om deres
Herkomst, om Dadhyañc’s Hestehoved og om
Miraklet med Hestehoven). — De stammer
sandsynligvis allerede fra den fælles-jafetiske Tid (jfr.
bl. a. Rydberg: »Undersökningar i Germansk
Mytologi«, Stockholm 1886—1889) og har
allerede før Veda-Tiden været stærkt individualiserede;
Inderne vidste ikke selv, hvad de skulde
identificere dem med (Himmel og Jord; Dag og
Nat; Sol og Maane; to fromme Konger).
Europæiske Lærde har forklaret dem som
Morgen- og Aftenstjernen. Stjernebilledet,
Dioskurerne, Morgendæmringen etc. (Litt.:
L. Myriantheus, »Die Açvins oder arischen
Dioskuren« [München 1876]).
(S. S.) D. A.
acyklisk, se Blomst.
ad, lat. Forholdsord: til; hos, ved.
Ada [↱ådå], Markedsflække i Ungarn, Komitatet
Bács-Bodrog, paa den højre Bred af Theiss,
med Dampskibsstation, har (1900) 12081, mest
magyariske Indb., der driver Agerdyrkning,
Kvægavl og Fiskeri.
Adabasar, Ada Bazar, By i Lilleasien, tyrk.
Vilajet Ismid, ligger 38 km Ø. f. Ismid og har
c. 24000 Indb. A. ligger i en frugtbar Egn ved
Floden Sakaria og driver stor Handel med Træ,
Korn, Frugt og Kvægprodukter, hvilke Varer for
største Delen gaar til Konstantinopel.
M. V.
ad acta (lat.), »til Akterne«. Naar en Autoritet
ingen Anledning finder til at foretage videre
i en Sag, f. Eks. naar en retlig Undersøgelse
skal sluttes som resultatløs, udtrykkes dette
ved, at Sagens Dokumenter »henlægges til
Akterne«; man taler derfor om, at noget er »lagt
ad acta«, for at betegne, at Undersøgelsen deraf
er sluttet ell. opgivet.
V. B.
Adafudia, By i Afrika i Mellemsudan ved en
Biflod til Djoliba (Niger), SØ. f. Timbuktu.
adagio [a↱dadзo] (ital.), mus.
Tempobetegnelse: langsomt, meget langsomt, imellem largo
og andante. Ordet a. betyder opr.: bekvem,
magelig; i Italien har det derfor ofte endnu som
Tempobetegnelse beholdt sin opr. Bet. og
kommer derfor det Tempo nærmere, som i de
nordlige Lande kaldes andante. — Som
Substantiv, en A., betegner det et Musikstykke i
langsom Takt; en saadan A. forekommer ofte
som anden (sjældnere tredje) Sats i Sonater,
Symfonier o. l. — adagietto [ada↱dзet.o]:
temmelig langsomt, ikke fuldt saa langsomt som
a.; som Substantiv: en lille kort Adagio.
S. L.
Adaktion (lat.), Tvang.
Adaktyli (gr.), Mangelen af enkelte Fingre.
Adal, det arab. Navn paa en Del af Kystlandet
mellem Abessinien og Bab-el-Mandeb; i videre
Forstand regner man ogsaa hertil det mod N.
ved det Røde Hav liggende abessiniske
Landskab Samhara. Kysten er sandet og øde, og
ogsaa det Indre bestaar overvejende af øde
Sletter, afbrudte af frugtbare, græsrige
Længdedale. Karakteristisk er de isolerede, stejle og
sønderrevne Vulkaner (Aiullo 1000 m). I den
sydlige Del ligger den 15 km lange Assal-Sø,
174 m lavere end Havet. Den nordlige Del af
A. med Byen Assab ejes af Italienerne, den
sydlige Del omkr. Tadjurra-Bugten er fr.
Besiddelse; her ligger Byerne Djibuti, Tadjurra og.
Obok, som er Kulstation og Straffekoloni.
C. A.
Adalbero, 1) Ærkebiskop i Reims (969—88)
støttede ivrig Hugo Capet’s Kongedømme og
salvede baade ham og hans Søn Robert.
2) Ærkebiskop i Hamburg-Bremen (1123—48),
søgte at genvinde sit Ærkesædes Overhøjhed
over Norden. Støttet af Kejseren vandt han til
sidst Paven for sin Sag (1133); men nu
godtgjorde Ærkebiskop Asser sin Ret, saa A.’s Sejr
blev kortvarig; al hans senere Stræben var
forgæves.
H. O.
Adalbert [↱a.-] af Hamburg-Bremen
var fra Borgen Goseck (senere omdannet til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
