Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Achilleus (lat. Achilles), den ypperste Helt blandt Grækerne - Achilleus Tátios, gr. Romanforf. fra i Alexandria (c. 450 e. Kr.) - Achillitli, Alexander, ital. Filosof og Anatom (1463-1512) - Achimélek, øverste Præst i Nob - Achiri (gr.), medfødt Misdannelse, hvor Hænderne mangler, smlg. Abrachi - Achitofel, se Absalom - Achlát, By i asiatisk Tyrki - Achlya, se Saprolegniaceae - Achlýs - Achmatit, en Epidot fra Achmatovsk, Ural - Achmim (Akhmym), det gl. Chemmis ell. Panopolis, By i Mellemægypten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han for Hektor’s Haand. Her indtræder Vendepunktet
i Handlingen: Sorgen over Vennens Død
overvinder Vreden hos A. Han udsoner sig med
Agamemnon, Thetis bringer ham ny Vaaben,
som Hefaistos har forfærdiget, og han stormer
atter frem i Kampen. Troerne viger for ham,
ja han vover endog en Dyst med Flodguden
Skamandros, i hvilken dog de olympiske Guder
maa hjælpe ham. Endelig træffer han uden for
Ilions Port Hektor, som forfærdet flygter for
sin Fjende og stadig forfulgt løber tre Gange
om Stadens Mure. Omsider vover han
forblindet af Guderne at værge sig, men falder,
gennemboret af Modstanderens Lanse. A. binder
nu Liget af sin Vens Banemand til sin
Stridsvogn og slæber det tilbage til Lejren. Da
Patroklos nu er hævnet, holder A. hans Baalfærd
og begraver hans Aske; hver Morgen slæber
han, skønt Guderne vredes paa ham derfor,
Hektor’s Lig bundet til Vognen tre Gange om
Gravhøjen, indtil Treernes Hersker, Priamos,
Hektor’s Fader, tilskyndet af Guderne, kommer
bønfaldende til ham. Den gamle Konges Sorg
rører hans Hjerte, og efter Gudernes Vilje
giver han ham Sønnens Lig tilbage. Hermed
ender Iliadens Fortælling. Overalt i Digtet
fremtræder A. som Idealet af en græsk Helt: Skøn
og kraftig af Legeme, dygtig til al Idræt,
ærekær og retskaffen af Sindelag, tro mod sine
Venner, grum mod sine Fjender, hed i sin
Elskov og hidsig i sit Had. Mer end nogen
anden glæder han sig derfor ved Gudernes
naadige Gunst. — Om A.’s sidste Skæbne fortælles
dels i Odysseen, dels i senere Kilder. Under
Kampen dræbes han ved et Pileskud, efter
nogle Beretninger af Paris, efter andre af
Apollon (Homer nævner ikke hans Banemand).
Efter en haard Strid redder hans Landsmænd
Liget og steder det til Hvile under stor Sorg
og store Hædersbevisninger mod den Døde. I
de Væddekampe, der afholdes til hans Ære,
udsættes hans Vaaben som Kamppris og
tilkendes Odysseus. I Underverdenen møder denne
A.’s Skyggebillede; da han priser ham lykkelig,
fordi han ogsaa efter Døden er hædret fremfor
alle andre, udbryder A. i de bekendte Ord:
»Hellere Træl paa Jorden end Konge i de Dødes
Rige«. — Den antikke Kunst har ofte benyttet
Scener af A.’s Liv som Motiv, dels i statuariske
Grupper, dels i Relief og Maleri. Saadanne
Fremstillinger træffer vi hyppig paa Vaser,
Sarkofager, i pompejanske Vægmalerier (hvor
bl. a. A.’s Genkendelse paa Øen Skyros fl. Gange
er behandlet) o. s. v. Derimod kan næppe
nogen af de antikke Statuer, som fl. har antaget
for Fremstillinger af A., med fuld Sikkerhed
tydes saaledes. — Mange Steder hædredes A.
i hele Oldtiden med Ofringer, dels som Heros,
dels som Gud, saaledes ved Gravhøjen i Troas,
hvor man bragte ham Dødningeofre, paa Øen
Leuke ved Donaus Munding o. a. St. paa Kysten
af Pontos Euxeinos (det sorte Hav), hvor han
dyrkedes som en Guddom, der beskyttede de
Søfarende.
C. B.
Achilleus [a’кilæ^us] Tatios, gr. Romanforf. fra
Alexandria (c. 450 e. Kr.), har skrevet en paa
sine Steder meget slibrig Roman i 8 Bøger om
det elskende Par Kleitofon’s og Leukippe’s
Eventyr, udg. af Hirschig og Hercher i
Scriptores erotici graeci (Paris 1856, Leipzig 1858).
K. H.
Achillini, Alexander, ital. Filosof og
Anatom (1463—1512). 1484 tog han Doktorgraden
baade i Filosofi og Medicin i sin Fødeby
Bologna, docerede i de flg. 10 Aar Filosofi ved
det derværende Univ. og holdt endelig i sine
senere Aar tillige Forelæsninger over Medicin.
1506 var han p. Gr. af Deltagelse i de politiske
Stridigheder blevet fordrevet, og virkede i to
Aar i Padova, hvorfra han dog atter vendte
tilbage og genoptog sin Gerning. Han deltog i
Tidens filosofiske Strid om den rette
Forstaaelse af Aristoteles’ Psykologi, idet han
optraadte som Forkæmper for Averroes’
Fortolkning, hvis Hovedpunkt var Læren om den evige
Verdensfornuft, der fremkalder og betinger
Erkendelsen i de enkelte Menneskesjæle, hvis
Fornuft i Døden atter gaar op i Verdensfornuften,
medens de i øvrigt gaar til Grunde. A. vendte
sig her særlig mod Pomponatius, der støttet
paa de allerede af Thomas Aquinas opstillede
Argumenter forkastede denne Lære, og ud fra
sin egen empiriske Psykologi hævdede, at
Aristoteles antog, at den menneskelige Sjæl som
Helhed, ogsaa Fornuften, gik til Grunde i
Døden, en Opfattelse, han fandt Støtte for hos
Oldtidens store Aristoteles-Fortolker Alexander
fra Afordisias. A.’s Hovedværker var De
intelligentiis og De universalibus, men han
behandlede ogsaa andre Dele af Filosofien i nær
Tilslutning til Aristoteles og Averroes, og nød
megen Anseelse, navnlig som Logiker og
Dialektiker. Endelig satte ogsaa hans medicinske
Studier Frugt i en Række forskellige Værker,
ligesom han regnedes for en af Tidens
betydeligste praktiske Anatomer. Fl. af hans Værker
udkom i fl. Opl., allerede medens han levede.
Hans Opera ommia første Gang 1508 i Venezia.
Heri mangler dog nogle af hans medicinske
Værker og af hans Kommentarer til Aristoteles.
W. N.
Achimelek, øverste Præst i Nob; med de andre
Præster myrdedes han paa Saul’s Befaling. Kun
hans Søn Abjatar undslap.
J. P.
Achiri (gr.), medfødt Misdannelse, hvor
Hænderne mangler, smlg. Abrachi.
Achitofel, se Absalom.
Achlat, By i asiatisk Tyrki, Vilajetet Erzerum,
ved Vestsiden af Søen Van. Nu kun 4000 Indb.,
tidligere under Navnet Chelath mere end
200000, dengang Staden var de armeniske
Kongers Residens.
Achlya, se Saprolegniaceae.
Achlys (gr.) er hos Hesiodos Personifikation
af den dybe Bedrøvelse, Tristheden.
H. A. K.
Achmatit, en Epidot fra Achmatovsk, Ural.
Achmim (Akhmym), det gl. Chemmis ell.
Panopolis, By i Mellemægypten paa den højre
Nilbred, har et Franciskanerkloster, et koptisk
Kloster med Ægyptens skønneste Kirke og c.
28000 Indb., hvoriblandt mange Koptere o. a.
Kristne, ogsaa romersk-katolske, der har deres
egen Kirke. Beboerne driver Agerdyrkning,
Skibsfart paa Floden, Bomuldsspinderi og
Handel; betydelige Markeder. I Chemmis dyrkedes
Guden Chem.
C. A.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
