Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Niels Møller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Digterens Sprog dog er for sammenpakket til at give
klar Anskuelighed.
Se, jeg har vundet mig Rigdom fra Oldtidens blegnede Dage,
samlet mig sorte Juveler af Nætternes skjælvende Barm -
Nætter, naar Skyheste hasted mod Lavmaanens rygende Lue,
Nætter, naar fygende Vover graaned og stivned til Is.
Dage, da Jevndøgns-Stormen ved Solsæt begyndte at true,
Dage, da Maagerne aarle vejrede Død og Forlis;
da var der Lyd et Sekund, og det døved de brydende Vover,
Raaben af modige Mænd, der forbitred i Dybet forsvandt,
Hvin af de grædende Drenge, som Vandene hvirvlede over,
Suk af graahærdede Gamle, der spejded mod Kimingens Kant!
Trods har jeg dødet og Eder, og dirrende Læber jeg lukked -
dem, der med spilede Fingre sig værged, til Øjet brast,
dem, der slog Armen om Brystet og sov og af Voven blev vugged,
alle jeg tog i mit Eje og holder dem lige fast!
Stolteste Skuder jeg hærged, der sejled hovmodige trygge,
frønnede Skrog, der dumdristig styred paa Havet ud,
enten for Ejeren voved af Armod sit Liv og sin Lykke,
eller for En sad hjemme og de maatte lyde hans Bud;
selv under Magsvejr jeg høsted, naar vældige væbnede Flaader
mødtes til Dyst og Døden hvisled i Blinken og Brag;
Mange jeg kjender, hvis Liden og Lod er forgættede Gaader;
jeg kun og Solen, vi veed det: der fejded et Skib uden Flag!
Mange faldt hede i Havet og syded som slukkendes Emmer,
Mange med visnende Kinder dreves ad Dødsplankens Vej,
sank og skreg og blev stille, og Søen tog deres Stemmer,
En farer hen til en Anden, og Alle er ens i mig,
vandrende ind i det Dunkle, der hader saalidt som ynker,
baarne ad navnløse Veje af Bundens fordølgende Strøm -
Alle med Panderne fured af tunge urolige Rynker -
plager dem Syn isøvne, og knytter de Haanden i Drøm? -
Alle med lukkede Læber og Alle med stivnede Tunger,
blinde, med stoppede Øren, dyssed i dybeste Blund. -
Dog har det Liv, hvad de mæled, det lyder, naar Søen sjunger,
raaber med Dødningerøster af Havets klagende Mund;
ud af de brydende Søkløfter bobler det, brydes det, stiger det,
hilser og hidser og kogler og ruller og dundrer og leer,
ind i det dragende Hvirvelsug synker det, rives det, viger det,
klynker og hulker og gurgler og kvæles og kan ikke mer.
Det Haarde og Tunge, der saa hyppigt er Udtryk
for Kraften i Niels Møllers metriske Digtning, er
som blæst bort fra hans Prosa. Den er klar og ren,
naturlig og fri; og skjøndt han med Forkjærlighed
beskjæftiger sig med Emner, der fordre den
omhyggeligste Indtrængen i og Udredning af
Menneskenaturens dulgte Sjælsrørelser,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
