Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Michael Rosing
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han ydede Bidrag; men noget større Arbejde udgav han
ikke før 1872, altsaa i en ret fremrykket Alder. Det
er den lyrisk-episke Digtning »Frelst«, omhandlende
en romantisk Begivenhedsrække fra Reformationstiden i
Danmark. Fortællingen strækker sig noget i Bredden,
men de godt opfattede og gjenmalende Billeder af
Aarstidernes skiftende Naturliv undskylder let den
dvælende Fremstillingsmaade; her har Forfatteren
en Styrke, som han med Rette er sig bevidst og
bringer i Anvendelse. Mest paa denne Evne er hans
næste versificerede Fortælling bygget: »Ann’ Marie«
(1873); den er næsten overdaadig i Henseende til
Landskabsbilleder, Aarstidernes Karakter skildres
atter og atter, stundom i prægnante Strofer, men
stundom ogsaa i triviel Gjentagelse. Formen er mere
forsømt end i det foregaaende Digt; naar man hist
kunde møde en i rythmisk Henseende noget hasarderet
Verslinie som denne: »Rædsomme Bill’der af Mordrens
Daad«, saa er Sætningsbygningens Forsyndelse mod
Gudernes Sprog her fornærmeligere i en poetisk
Skildring som følgende af en Skøjteløbningsscene:
Hans med Fingren tyk og rød
Snoren bandt, som hun det bød,
mens paa begge Knæ han laa
ned paa Isens Flade graa
og med Næsen næsten rørte
hendes Fod, mens ej han hørte
Latteren omkring, men glad
bandt, til Snoren rigtigt sad. —
»Fang mig nu, ifald Du kan,
før jeg naaer igjen til Land!«
raabte hun, imedens rank
ud hun foer paa Isen blank.
Hans med begge Arme slog,
medens store Skridt han tog,
skræved ud mod Øst og Vest,
fægted, som han kunde bedst,
medens Ann’ Marie let
Kredse slog omkring ham tæt.
Det er kun ganske lette
Smaafugle, som trætte
af Buret nu vil flagre før Døden engang,
skjøndt jeg dem bad betænke,
den Sang, som de kan skjænke,
er sikkert ikke den, hvortil Tiden har Trang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
