Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Pontoppidan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ulykken sandsynligvis aldrig skeet. Men det er nu
engang Nutidsmenneskenes maaske allerværste Skavank,
at de saa totalt mangler komisk Sands. Det er den
Mangel, der er Skyld i, at Fænomener som Emanuel
Hansted overhovedet kan opstaa. Rimeligvis vil der i
disse Dage blive talt mange bevægede og dybtfølte Ord
om hans Aands høje Flugt mod Idealet, om den tunge
Strid mellem Menneskets Higen og Evne, dets Villen
og Kunnen o. s. v. Og dog har - ret betragtet -
al Emanuel Hansteds Stræben kun været til at le af,
hele hans Liv er en Række komiske Scener. Naar han
engang døer - og det vil sandsynligvis ske snart,
og man maa da heller ikke ønske Andet for ham -
burde der skrives paa hans Gravsten: Herunder hviler
Don Quixotes Gjenganger, Emanuel Hansted ved Navn,
som var født til at være en skikkelig Kapellan, men
troede sig at være en Profet og Helgen; som derfor
klædte sig udi en Kvæghyrdes Dragt og ansaa enhver
Indskydelse for en speciel Kaldelse fra Himlen; som
forfuskede Alt, hvad han fik mellem Hænder, forlod sin
Kone og vanrøgtede sine Børn, men som ikke desmindre
indtil det Sidste betragtede sig som den af Forsynet
Udvalgte, der skulde berede Tusindaarsrigets Komme
og forkynde Guds Dom over Menneskeslægten.«
Endnu før Roman-Trilogiens sidste Led havde seet Lyset,
udgav Pontoppidan to Bøger, begge i 1894. I »Nattevagt«
er Hovedfiguren den unge radikale Maler Jørgen Hallager,
almindelig kaldet den »røde« Hallager, dels formedelst
Haarets og Skjæggets Farve, dels fordi han betragtedes
som Fører for den saakaldte »Klump«, en Kreds af
Kunstnere, der i den sidste halve Snes Aar havde vakt
Røre i Publikum ved en udæskende Virkelighedskunst.
»Radikal« er egenlig ikke den rette Betegnelse for den
røde Malers Livs- og Kunstanskuelse; han er allerede
langt inde paa det Revolutionaire og føres med stigende
Hast helt ind i Anarkismen. Et Standpunkt som dette kan
Pontoppidan godt nok forstaa; han er Mellembestemmelsernes
Modstander og har f. Ex. i »Skyer« ladet sin demokratiske
Kobold haane de saakaldte »nye Tider«, der indvarsles
saadan omtrent ved hvert Kvartalskifte, og stille
Fordringen om et »splinternyt Folk«, der skal udspringe af
Bærmen, af »Krapylet, som dog er Frihedens egenlige
Livvagt, Retfærdighedens Udkaarne Adelsgarde, den
altid beredte, selvopofrende Hær, som ved et Vink,
et eneste tændende Ord kan manes frem til Død over
Undertrykkerne.« Ogsaa den hallagerske Forkyndelses
Udspring og Udtryksmaade er han fuldt fortrolig med.
Der er en vældig Urkraft i de Deklamationer, som
Agitatoren udslynger mod det raadne Samfund - men at
disse Oprørstaler for en stor Del ogsaa kun ere
Deklamationer, har Forfatteren et skarpt Øje for, og
at væsenlige Sider af Menneskenaturen maa forsømmes
og ligge brak, for at det bistre Kamptemperament kan
trives des kraftigere,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
