Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Pontoppidan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hen over de store Hovmarker og mindes al den
Elendighed, de i fordums Dage have været Skuepladsen
for, Trældommen under Ladefogdens Stokkeslag, det
skaanselløse Herremandsvælde, Fortvivlelsens Selvtægt
fra de Undertvungnes Side - og det synes ham en sælsom
Tanke, at al denne Umenneskelighed har fundet Sted
saa nær op imod hans eget - Frihedens, Fremskridtets,
Humanitetens - Aarhundrede. Saa vandrer han videre og
træffer udenfor Hovmarksgrænsen paa et enligtliggende,
med det store Stengjærde sammenbygget faldefærdigt
gammelt Hus. Og i dets stinkende Stue finder han,
liggende i en ussel Seng, en udtæret Mumie, en
fireogfirsindstyveaarig Kone, som i otte samfulde Aar
har henlevet sin Alderdom paa dette uhumske Leje,
Dag og Nat i Kamp med de nærgaaende Rotter, medens
ethvert Fodtrin udenfor er hende en Bebudelse af den
livagtige Vorherre, som hun saa langelig venter paa,
plejet efter fattig Lejlighed af en Nabokone med en
tre-fireaars Dreng ved Brystet. Tung i Sindet vender
Vandringsmanden sig bort fra denne Elendighed, og
- da han en Timestid senere stod oppe paa
Fjordbakkernes fede Lerjorder, gik just Solen ned i
Vest over en smal Stribe af Gyldengult, der strakte
sig langs Horizonten under det mørke, tunge Skytag.
Dernede for hans Fødder laa den lille By mellem
Bakkerne med sit runde, svagt kobberfarvede Gadekjær
og sine otte nye Bøndergaarde, fra hvilke Plejlenes
taktfaste Arbejden lød herop som et roligt, sundt
Hjerteslag. Majestætisk - som smaa Herresæder -
løftede disse deres Tage over de usle, klinede
Lerhytter, der klumpede sig sammen nede i Sølen. Hist
og her kom en træt Arbejder slentrende ud af en Port
med Madkassen i en Snor over Skuldrene og drev bort
over Markerne - eller dukkede ind i et af de smaa
mørke, fugtige Rum, hvor disse arme Folk sidder ved
deres Kartoffelmad og Brændevin, bøjet af Værk, gnavet
af Utøj, frygtsomt ventende den Dag i Alderdommen,
da Bonden kaster dem ud af deres Huler og »Sognet«
tager dem i sin naaderige Varetægt . . .
Og langsomt og eftertænksomt gjentog han for sig
selv:
»Frihedens - Fremskridtets - Humanitetens
Aarhundrede!«
Pontoppidan kan forstaa den forkuede Hovbondes
Opstand mod Herremanden; han vilde ogsaa kunne
forstaa og billige det trøstesløst elendige
Landproletariats Rejsning mod den fedt besiddende
Bondestand - Parallelen er dragen i hans »Epilog«.
Men hvad han kun har Haan og Foragt tilovers for,
er de Palliativmidler, hvormed man i vore Dage vil
bødepaa den sociale (eller politiske) Modsætnings
Kræftskade. Et Komplement til Epilogen er Prologen
til Fortællingen »Ilum Galgebakke« i hans Bog fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
