Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl Adolph Gjellerup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de skulde afklædes de glimrende Fjer, som er laant
Gods og Mesterens ufortabelige Ejendom. Saa sagte,
I Herrer Mestre! Har I laant os, saa har I trukket
Eders rigelige Renter, og det er ikke saa sikkert,
hvorledes det egenlig staaer sig, naar Regnskabet
bliver opgjort. Litteraire Dilettanter og
Forfattersnobber, dem kan I rose Jer af at have skabt
en Hoben af, men Digterne faaer I lade Naturen om.« -
I Weimar kommer Forfatteren til at tænke paa Goethes
og Schillers Brevvexling med dens høje Kunstideal,
og hans Tanker gaa videre til den fade Dilettantisme,
der præger den nye danske Litteratur med dens Horde
af tomme Eftersnakkere. »Fra den kritiske Banebryder
have disse Efterfølgere taget Alt hvad der fandtes
af deres, det overfladisk AfYejende, det letfærdig
Postu-lerende, og de kunde saameget lettere slaa om
sig dermed uden Skrupler, som de ikke vare plagede
af nogen Art videnskabelig Ballast. Stikord, som
vare sendte ud i Kampens Hede med Bevidstheden om,
at deres Sandhed kun er forholdsvis og øjeblikkelig
(en Bevidsthed, som Ophavsmanden rigtignok klogelig
havde fortiet), de blev tagne for det ramme Alvor
og traadte flade et Decennium igjennem til den ene
saliggjørende Vej.« Og saa det Reklamevæsen, der
toges i Brug! »Ikke til alle Tider har den huleste
Dilettantisme, sminket med spredt Kundskab og lidt
Talent, formaaet at faae endogsaa alvorligere Folk til
at tale om sig og at erhverve en vis Anseelse, og det
er et betænkeligt Tegn, naar mindre end Dilettantisme
uden Kundskab, uden Gnist af Kunstsands, uden Talent,
ja endogsaa uden Skrivedygtighed, kan tiltrodse sig
en vis Rolle og raabe højt som Oplysningens Talsmænd,
uden at generes af, at den, de roser, skjærer Grimacer
af Ærgrelse, og at deres fornemmere Forbundsfæller
aldrig indbyrdes omtaler dem uden med den inderligste
Foragt.«
I Afsnittet »Hjemkomst« bliver Polemiken mere personlig.
Gjellerup gjør en formel Visit hos G. Brandes og
modtages køligt; selv bevarer han ogsaa en vis Afstand.
Her er ikke længer Tale om Knæfald for nogen »Helligaands-
Ridder«, og rent forbløffende virker det paa ham, da hans
»Sanct Georg« spørger ham, om han har læst Bergs Tale i
Vemmeløv, og bebrejder ham hans Mangel paa politisk
Interesse (S. 561), ja endog antyder, at der ligger lav
Beregning til Grund for Gjellerups Frafald - »som han
overhovedet ikke havde noget andet Syn paa dem, der ikke
med Hud og Haar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
