Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Carl Ploug
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Og rent hen i Vejret, langt forbi Skiven, flyver hans
Pil, naar han - Quis tulerit Gracchos de seditione
quærentes? - stempler Plougs ungdommeligt usnerpede,
overgivne Studenterforenings-Atellaner (S. 321) som en
højst forargelig, sædeligt oprørende Digtning:
Juletræsvers - saadan rigtig gemene -
og Farcer for unge Studenters Scene,
hvor Liderligheden, Kynismen er drevet
til yderste Spidse - forsikrer jeg paa -
har ingensinde jeg skrevet.
Saa kan De gjerne kalde mig raa.
Digtet slutter med en Apostrofe til de unge Studenter,
vel at mærke dog kun dem, der dyrke de frie Studier,
ikke dem, der følge de almindelige Universitetskursus:
Saa flok Jer i Fylking, I unge Folk,
som suger af dygtige Studier Kræfter,
til Kamp mod den sejge, gamle Tyran,
Obskurantismens haandgangne Mand,
som nu kun er den Slags Studenters Tolk,
der tygger Kollegiehefter;
hvæs Spotten til Lanse, smed Harmen til Sværd
- mod ham hvert Vaaben I vende -
det gjælder saa lystig en Ledingsfærd
mod Ungdommens, Fremskridtets Fjende.
Strax efter Helligdagene saae Plougs Svar Lyset i
»Fædrelandet«. Det gaaer med taus Ringeagt forbi
Drachmanns Angreb og henvender sig udelukkende »Til
Hr. Dr. phil. S. Schandorph«. Digtet er skrevet til en
bellmansk Melodi og besvarer Modstanderens Pathos med
godt Humeur, hvorimod det i metrisk Henseende lider
endel af den urigtige Stavelsebetoning, som ikke
saa sjeldent forekommer i Plougs Visedigtning. Han
accepterer det Billede, Schandorph har brugt om ham:
De kalder mig »Kusk paa en Kærre« -
Saamænd! Jeg la’r staa Deres Ord;
man kunde jo faae meget værre
Kolleger end Thespis og Thor.
Den hele Epistel, De digted,
beviser: Et har jeg dog lært:
at bruge min Pidsk; thi dens Snert
traf der, hvor jeg sigted. - -
Desværre, af Harme betagen,
jeg stundom forsyndet mig har;
men Heden i Blodet gjaldt Sagen,
hvis Vagt og hvis Værge jeg var.
Jeg skreg, som en arrig Madamme,
ej op for hver Rift i mit Skind
og slog aldrig Vinduer ind
til Hævn for en Skramme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
