Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Carl Ploug
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nej - udraaber han, og nu forlades den agende Posts
Billede for at gjøre Plads for den direkte Attaque -
Nej! Før han døer, skal det siges forsand:
Saalænge han stod i sin Velmagts Dage,
han var en haard, ubarmhjertig Tyran.
Frihed i Sindet og Højhed i Aanden
hos denne »Frihedsmand« aldrig man fandt;
naar han blev modsagt, løfted han Haanden
til Slag som en grov Sergeant.
Og da han først havde opnaaet Alt,
hvad han og hans Venner brugte,
han grynted og bed som en arrig Galt
ad hver, som vilde til Truget lugte.
Disse Vers ere mindre Poesi, end de ere rimet
Journalistik, og Imødegaaelsen af dem egner sig
ogsaa nærmest for en journalistisk Paavisning af, at
Ploug egenlig ikke kan beskyldes for at have stræbt
efter eller naaet at komme »til Truget«; han vedblev
omtrent til sit Livs Ende at være stridende Publicist
- stridende ikke mindst mod gamle politiske Venner og
Fæller. Imidlertid - som der staaer i Bibelhistorien
- naar en ny Farao kommer til Roret, glemmes let
Josephs Fortjenester af Ægypti Land, og Schandorph
kunde derfor ikke uden en vis historisk Berettigelse
paastaa, at den unge Slægt følte Had og Foragt,
hvergang Plougs Navn blev nævnet -
Foragt for en Tid, der magelig, ussel,
gav sig til saadan en Fører hen,
Had mod Tyrannen, der uden Blusel
hudfletted ærlige danske Mænd;
de Mænd, der søgte Sandhedens Kilde
ad Veje, paa hvilke De aldrig kom,
De voved at dømme med Deres lille
og halvstuderede Røverdom.
Dette er Betragtningen af Ploug som Kritiker; den er
forstaaelig, efter hvad der ovenfor er udtalt om hans
Kompetence som litterair Dommer; naar Schandorph i
sin polemiske Fart gaaer videre og vil reducere ogsaa
Plougs Digtning in absurdum, er han ude over alt Maal
og Grænse:
Vi sværmer ej mer for de lovpriste Sange
med Ordbramsvævet paa Tvers og Kryds,
vi gaber over de sejge, lange
og tørre Romancer som den om »et Kys«;
vi seer, Deres lille forlorne Karen
aldrig har baaret Bondehætten,
men hører til Figurantindeskaren,
der hopper omkring i Balletten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
