Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Holger Drachmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sidste Time er der megen god og ægte Humor, hvilket
ogsaa kan siges om de udenfor denne Kreds staaende
Fortællinger om »Simon Sundeveds Englandsrejse« og
om Strandvaskeren. At paa andre Punkter den folkelige
Tone kan forekomme mindre troværdig og Handlingen
stundom mere arrangeret, end den digteriske Komposition
gjør det nødvendigt, er tidligere antydet; især er
vistnok den noget ensidige Betoning af Sømandsnaturens
overvejende Barnlighed utilstrækkelig til at give det
fulde Billede af den sejge, udholdende og dristige
Kystbefolkning. - »Prinsessen og det halve Kongerige«
er »et gammelt Eventyr i Vers og Rim«, en romantisk
Digtning, der minder om nytydsk Poesi i denne Genre
(Scheffel, Baumbach) og ved sin hele frie Form maatte
ligge godt for Drachmanns digteriske Vagant-Naturel.
Digtet bæres ikke af nogen stor eller ny Tanke, men
det er rigt paa oprindelig og lødig Poesi baade i de
lyriske Enkeltheder og i den episke Skildring. Alene
et saadant Billede som det, da Domkirkeporten smækker
i efter Johan paa hans første Midnatsvagt ved
Prinsessens Kiste, er Vidnesbyrd nok:
Og Porten smak drønende i.
Domkirkens Port. Det løb med et Bulder
frem og tilbage, som Tordnen, der ruller;
Gjenlyden syntes en martret Fange,
der jager fra Vindve til Dør i sit Fængsel,
og sætter sig stum i en Vraa,
og rejser sig atter, og lytter og blir
for sig selv og sin Ensomhed bange.
1879 udkom først Digtsamlingen »Ranker og Roser«. Man lægger
her særlig Mærke til en lille Motto-Vignet om Sangeren
Walther von der Vogelweide; den slutter med Linierne:
Walther v. d. Vogelweide
bøded, med sig selv i Fejde,
for sin dyre Sangergave -
ellers var hans Sange glemt.
Mellem Samlingens første og sidste Afdeling bestaaer
der en lønlig Forbindelse; i den første gjenoptrykkes
de fleste og bedste af Sangene fra »Tannhäuser«, i den
sidste finder man nye Digte om nyt Liv og ny Kjærlighed.
Den indledes med det dejlige Digt »Hilsen«:
Se, nu er Vindene milde;
Vaaren har aandet paa Luften,
Luften har kysset hvert Blad og hver Blomst,
som staaer langs den rislende Kilde.
Elskede, føler Du Duften
her ved den svale Sø?
Livet har sikkerlig Vinter og Kulde,
men Livet kan aldrig dø.
O der er Vaar i dit Øje,
Evigheds Blaat i dets Vande;
Blomster og Blade, hvorhen Du end gaaer,
andægtigen Bægrene bøje.
Vaaren fra ukjendte Strande
lander hver Maj paa vor Kyst,
Du vil, hvor fjernt Du endogsaa kan færdes,
lande engang ved mit Bryst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
