Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Holger Drachmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
given i smukke Ord og kan tilfredsstille en ikke
altfor dogmatisk befæstet Kvindesjæl - »denn eben wo
Begriffe fehlen, da stellt ein Wort zur rechten Zeit
sich ein.«
Drachmann var i denne Overgangstid (Aarsskiftet
77-78) paa Højdepunktet af sin Selvbevidsthed. Det
var Napoleon, der - oprindelig Republikens Soldat, men
nu den glorieomstraalede Kejser - havde underlagt sig
en hidtil modstræbende Landsdel og stod i Positur til
at modtage dens Hyldest. Fra Paris sendte Digteren i
Februar 1878 til Ugebladet »Ude og Hjemme« sit »Rimbrev
til Esrom Sø«. Det tager sit Udgangspunkt fra Chr.
Winthers nys indtrufne Død; det store »Jeg« melder sig
som retmæssig Efterfølger og Arvtager:
Jeg stedte Dig til Jorden, det var i Paris
blandt Folket, som saa tidt har sunget til Gudens Pris,
til den samme Gud, som rørte dine Strenge.
- - - - - -
Nu kommer jeg, den Yngre, og tager Traaden op:
som Dig(!) har jeg staaet paa Montmartres Kæmpetop og
spejdet efter Frihed hos de Franske.
Som forhen Baggesen lignede sig ved en Odysseus, der
var hjemvendt for at pileramme alle Penelopes - det
ædle danske Sprogs - uværdige Bejlere, saaledes
paatager Drachmann sig her den græske Helts Skikkelse
som den, der vender hjem »erfaren, prøvet, voxet
moden frem«, og som kræver Esromsøen til Vidne paa,
at han »varsler ind en ny Gjenfødningsstund, hvor ej
Odysseus mer skal Farten døje, hvor Lønnen kroner
Rejsen og dens Møje.« Digteren »staaer ej mere for
Drifterne en Boldt«, han kommer ikke tilbage formummet
som en Tigger - nej, »i Adelskaaben stolt han træder
frem med Buen i sin Haand«, og han stævner Ithakas
Folk for sig for at høre dets Kæremaal. »Den Mand, som
kommer der, han vil kun nyde!« hedder det fra de
ithakianske Hjemmefødninger - eller »der er Fare ved,
hvad han kan skrive.« Den første Bekymring afviser
Odysseus med et meget overlegent Argument:
Hvad mener I med dette Ord »at nyde«?
Nød ikke Verdens Skaber selv sit Værk,
da som en Kunstner han, bevidst og stærk,
lod Haanden synke og lod Øjet fryde
sig ved det Liv, som selv han havde skabt?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
