Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Molbech - Goldschmidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ligemeget; som Kornet er,
har nu jeg bragt det i Gaarde;
det gulnes ej mer af Solens Skjær
eller vædes af Skyens Taare.
Og vejer det end med Ax og Straa
kun lidet, jeg troer det gjerne,
jeg har dog, i hvad jeg friste maa,
den Trøst, at ren er dets Kjerne.
Kornet er sundt fra Top til Rod,
hvad Fejl det ellers kan have;
hver eneste Plante var frisk og god,
da Negene sattes i Trave.
Ingen Rust eller Brand har lagt
den spirende Livskraft øde,
ingen Svamp med snigende Magt
forgiftet min Agers Grøde.
Med fuldere Sandhed end de fleste Digtere kunde
Molbech udtale denne Dom over sin Digtning. Den vil
ikke kunne underkjendes, hvormeget end Smag og Tid
kan skifte.
Goldschmidt (S. 431-37) havde i sit Forfatterskabs første
Halvdel havt saa fuldtop med Polemik at gjøre, at man let
kan forstaa hans Trang til Hvile i saa Henseende og hans
Ulyst til at melde sig som Kampdeltager under de nye
litteraire Brydninger. Det er kun ganske undtagelsesvis,
at der over hans roligt iagttagende Produktion efter 1870
falder et svagt Gjenskjær fra de blussende Lejrbaal,
saaledes som i den lille Fortælling »Levi og Ibald«, hvor
den snurrige Simon Levi fra Romanen »Ravnen« optræder for
sidste Gang. Den livlige Gamle vil gjerne skaffe sig noget
Begreb om Tidens Bevægelser, og da Ordene »Romantik« og
»Realisme« surre ham om Ørene, spørger han sig forsigtigt
frem om deres Betydning. Svaret: at Romantik er Længsel
efter en anden Verden, giver ham en Del at spekulere over,
uden at han dog rigtig kan komme til Klarhed. Af den endnu
ungdommelige, skjøndt ikke længer ganske unge Digter Ibald
(ligeledes fra »Ravnen«) faaer han en fyndigere Forklaring.
Ibald havde den lykkelige Evne at kunne komme alt Nyt imøde,
han kunde ligesom spore det Nye ude i Luften, »dels af
poetisk Sands, dels fordi han ikke havde Plads i det Gamle,
og fordi det Nye altid maatte forurolige eller ærgre de
Gamle. Der var ingen ny eller paany opdukkende Lære, hvis
Tilhænger han ikke blev saagodtsom i samme Øjeblik som den
traadte frem.« Da Simon Levi udfritter ham om Forstaaelsen
af det Romantiske, svarer han med Lidenskab: »Romantisk!
Det er at være reaktionair, Fjende af Folkelighed og
Folkeoplysning . . . det er at se Aander og Spøgelser
ligesom de gamle Kællinger - - det skal De ikke indlade
Dem paa, Hr. Levi - men det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
