Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ploug
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
For tidlig bort fra din Lære
mig hentede andre Kald.
Hakkelse maatte jeg skære
i Døgnets Rejsestald,
Stene maatte jeg bære
til Tidens Murværk hen,
og Du har kun liden Ære
af din halvfærdige Svend.
Thi skjøndt det er eet og samme
Metal, vi tage i Haand
og smelte i Hjertets Flamme
og forme med dristig Aand,
saasnart det af Diglen rinder,
vi staa hinanden dog fjern:
Du Sølvet og Guldet finder,
jeg faaer kun Kobber og Jern.
De blanke Kruse Du drejed,
der fyldes med ædel Vin;
de gyldne Ringe du svejed,
der fatte Elskovs Rubin;
Du sleb det straalende Smykke,
som Ungdom og Skjønhed bær —
jeg maatte prise min Lykke,
om jeg fik smeddet et Sværd.
De Pile, Du smedder med Ægg og med Odd,
som Bien forsynte med Honning og Braad,
dem sender Du vidt over Land, over Stad,
og lader dem tone som liflige Kvad,
lig Daglærkens Kvidder, lig Hærfuglens Sange
de vække de slumrende Kæmper paa Vange,
de livne hvert Hjerte saa døsigt og sløvt
og aabne hvert Øje forstokket og døvt;
de fore de Dumme med sindrige Raad,
de spore de Fejge til Manddom og Daad.
Ja, derfor med Skjel hver en Dannemand priser
Dig for dine kjække, fuldtonende Viser!
Din Sang har, som Malmet, jo Klangen og Vægten,
den ligner jo ej min »blødagtige Smægten«.
Din prægtige Hilsen, dens mandige Stemme
skal jeg og mit Hjerte ret aldrig forglemme!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
