Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - H. C. Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er saa deiligt, alle Mennesker i Grunden gode; jeg
har Tillid til dem Alle, og i Grunden har jeg endnu
aldrig fundet mig skuffet« — saa kan man paa saadanne
Yderligheder maale Udstrækningen af de Svingninger,
det bevægelige Digtersind var underkastet. Det tør
imidlertid siges, at en optimistisk Betragtning af
Livet dog til syvende og sidst beholdt Overvægten
hos Andersen, og navnlig bør det fremhæves, at han
aldrig henfaldt til romantiserende Poeters Klage
over Tidens materielle Interesser, men tvertimod i
sin Eventyrdigtning hyppig fandt den Side hos dem,
med hvilken de berørte Poesien. »Jeg føler og seer en
uendelig Kjærlighed hos Gud ogsaa i hvert nyt Indblik,
han forunder os i Naturlovene og Naturkræfterne,
og den høje Magt han derved skjænker Menneskeheden,«
siger han i et Brev, som er skrevet under Indtrykket
af, at han første Gang har seet en elektrisk Telegraf
i Virksomhed, »Mange sige vel, det er kun i det
Materielle, vor Tid gaaer frem; jeg giver dem ikke
Ret heri; men selv om jeg maatte, nu vel, saa er det
Materielle, vi vinde, dog ligesom et Bjælkeværk,
der rejses for Aandens Bygning; Menneskene rykkes
nærmere sammen, Ideerne vexles lettere, vi blive mere
eet Folk, een Aandens Stat.«
»Mit Livs Eventyr« er fortsat indtil 1867 i et
efterladt Manuskript, som Digterens yngre Ven
J. Collin udgav 1877 som Tillæg til den 3. Udg. i
»Samlede Skrftr.« I.
Sin dramatiske Digtning fortsatte H. C. Andersen 1851
med Eventyrkomedien »Hyldemoer«, 1864 med Lystspillet
»Han er ikke født« og 1865 med det romantiske Lystspil
»Da Spanierne var her«. Som den sidste af Romanerne
udkom 1857 »At være eller eller ikke være«, af hvilken
Bog Andersen, med sin sædvanlige Begejstring for
ethvert nylig tilendebragt Arbejde, havde ventet sig
en stor Virkning, der imidlertid udeblev og med Rette
burde udeblive, kan man næsten sige, thi Romanen
behandler sin vanskelige Opgave: Bekæmpelsen af den
materialistiske Livsbetragtning, paa en saare
overfladisk Maade, der endog lader et saa vilkaarligt
Paafund som Bristningen af en Klaverstreng gjælde som
afgjørende Bevis for Sjælens Tilværelse efter Døden.
»Fred og Forsoning mellem Natur og Bibel« er Tendensen
i denne Roman — »kan jeg løse denne Opgave, da døer
ogsaa dette Materialismens alt Guddommeligt opslugende
Uhyre!« skrev Andersen i et Brev fra denne Tid. Han
havde god Tro paa sit Kald, men en højst ufuldkommen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
