Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fr. Paludan-Müller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til Godt og til Ondt, og man kan gjerne kalde ham
et Hverdagsmenneske, naar man betænker, at der gives
Hverdagsmennesker i alle Klasser, og at Digteren netop
har holdt sin Adam i den Sfære, hvor han snarest
maatte finde Sympathi hos det store Fællesskab af
almindelig dannede Læsere. Men derfor maa ogsaa denne
Bog for de Allerfleste have det samme Tiltrækkende
som Besøg paa et Sted, hvor man er ligesom hjemme
og husvant; og faa ere de, som ikke under Læsningen
idelig og idelig maa sige til sig selv: De te fabula
narratur.«
1848 sluttedes »Adam Homo« med anden og tredie Del.
I den episoderige Fortælling laa Grundtanken klar for
Dagen og viste sig selvfølgelig ganske kongruent med
det af Heiberg udkastede Program. Men i det nævnte
politisk bevægede Aar var Interessen for poetisk
Tilegnelse svækket og Følelsen af Personlighedens
Værd, løftet, som den var, af hine Dages skjønne
Patriotisme, var af for positiv en Natur til at
ville tillægge en ironisk seet Adam Homo typisk
Gyldighed. Digtet havde saaledes ogsaa i sin
Fuldendelse Modstand at bekæmpe, inden det lidt efter
lidt gik op for Almenheden, hvilken eminent poetisk
Stordaad der var udført ved Oprulningen af dette
Livsbillede, fra den lille Adams første Fjed ved
sin Moders Haand som hendes uskyldige Førstefødte,
til han begraves med Sang og Klang som den af Folk
og Konge hædrede »Baron, Gehejmeraad, Ridder af
det hvide Baand«, - ved Livets Begyndelse udrustet
med Menneskenaturens rigeste Muligheder, ved dets
Afslutning, trods al ydre Ære, afklædt hver Trevl af
det indvortes Menneskes ideale Skrud, der er blevet
efterladt som Laser paa den bugtede Vandring fra det
ene Tilværelsesgrundlag til det andet. Nu staaer
»Adam Homo« i den litteraire Bevidsthed som et af
vor nationale Digtnings klassiske Værker, et af dem,
vi nævne, naar der spørges om Højdepunkterne i vor
poetiske Udvikling, uanseet at man kan bestride
Tankerigtigheden i den sidste Sangs apokalyptiske
Forsoningsværk (der har sit Forbillede i Goethes
»Faust«, en af sine Efterligninger i Ibsens »Per
Gynt«) eller maa stille den spekulativ-theologiske
Retning i »Almas Efterladenskab«, hvad poetisk
Lødighed angaaer, under den første Dels uforlignelige
Sonetter, der just have saameget af Reflexionens
Moment, at det i fri og enfoldig Skjønhed lader sig
forene med den kvindelige Naturs Umiddelbarhed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
