Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ingemann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dette sidstnævnte Digt, »Holgers Sang om Livet«,
rummer maaske fyldigst og skjønnest Grundtanken,
som leder Storbedriftens Helt og hans Sanger:
Der springer en Kilde ved Livstræets Rod:
i Verdenshavet strømmer Udødeligheds Flod;
og Havet ej ældes, og Jordens grønne Ø
hver Sommer staaer forynget i livsgrønne Sø.
Een Draabe kun af Kilden, hvor først den udsprang!
Een Blomst kun af Grenen, hvor Livets Æbler hang!
Og Haaret aldrig graaner, og Sindet bli’er ej tungt;
men Hjertet gløder evig lyksaligt og ungt.
Hvor Livskilden springer, didhen staaer min Hu.
Hvor Livstræet blomstred, der blomstrer det endnu.
Se frem, men ej tilbage! - Hvad Sjælen attraaer,
maaske dog engang under Solen Du naaer.
Men naaer under Solen ej Sjælen, hvad den vil -
saa er der andre Sole og andre Stjerner til.
Og slukkes alle Sole og Stjerner engang -
dog Livets Kilde springer, hvor evig den sprang.
Ingemanns urokkelige Tro paa Livets styrende Magter,
paa en over al timelig Forgængelighed hævet evig
Orden, maatte gjøre ham »det unge Tydsklands« frivole
Negation til en Vederstyggelighed. I det dramatiske
Digt »Renegaten«, 1838, angreb han denne »vor Tids
huleste Livsanskuelse« ved at stille den -
individualiseret i »Zadok med Tilnavn Abdallah,
tilforn kaldet Isaack Jacobsen, ung døbt Jøde og
Renegat, tydsk Flygtning og Eventyrer« - i Modsætning
ikke til den kristelige, men til den blot menneskelige
i en sandhedskjærlig Tyrks Aandsretning. Ogsaa det
følgende Digterværk fører Læserne til Orienten, men
paa en helt anden Vis og til en ganske anden Tid:
det dramatiske Eventyr »Salomons Ring« (1839). Det
indledes med det lyriske Forspil »Sulamith og Salomon«,
en af Ingemanns skjønneste Digtrækker, blussende af en
erotisk Glød, som ellers er højst usædvanlig hos ham,
men harsin naturlige Berettigelse her, hvor Motiver fra
Højsangen - i hvilken Ingemann, ligesom Herder, kun
seer Fragmenter af Hebræernes Elskovspoesi - skulle
udformes til lidenskabelige Jubel- eller Klagesange
som Udtryk for de orientalske Temperamenters fyrige
Følelser. Med Tabet af Sulamith slutter Forspillet,
og ved Dramaets Begyndelse se vi Kong Salomon som
Adept af den lyse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
