Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Biskop Nicolai Ed. Balle og dennes første Hustru
Frederikke Severine, som var hans Faster; hans
Moder var, som vi vide, af Slægten Bang og Søster
til Henrik Steffens’ Moder, men ved sin djærve,
myndige og dygtige Natur ikke lidet forskjellig fra
hende. Ligesom sine Brødre kom N.F.S. Grundtvig
tidlig bort fra Barndomshjemmet, til deres forrige
Lærer, som var Præst i Tyregod ved Vejle, Her lærte
han fra sit niende til sit femtende Aar Latin og andre
Skolekundskaber saa godt, at han ved sin Indtrædelse i
Aarhus Skole strax kom i Mesterlektien, hvorfra han to
Aar efter, 1800, dimitteredes til Universitetet. Uden
Spor af Lyst tog han, efter sine Forældres bestemte
Villie, fat paa det theologiske Studium, som hans
rationalistiske Opfattelse gav ham ligefrem Lede for;
thi »trods saa kristelig en Opdragelse og Oplysning,
som den vel fandtes i Danmark ved Slutningen af det
18. Aarhundrede«, siger han, »traadte jeg dog ind i
det 19. som en Hedning og gjorde ingen Hemmelighed
deraf for mine Jevnaldrende, fandt ikke heller
stort Andet end det samme Hedenskab hos dem«. Ved
Hjælp af Manudukteurer, saagodtsom uden Besøg paa de
højst aandløse Forelæsninger tog Grundtvig 1803 den
theologiske Embedsexamen med bedste Karakter.
Paa samme Tid holdt Steffens sine Forelæsninger
i Kjøbenhavn, og dem kunde Grundtvig udholde at høre
- de eneste, han nogensinde har fulgt fra først til
sidst, ikke fordi han endnu dengang billigede deres
Tankegang, men fordi den glødende Veltalenhed var ham
et Vidnesbyrd om et paa lignende Vis bevæget Indre,
hvor der var Liv og Glød. »Han kom til Moderlandet,«
siger Grundtvig i »Verdenskrøniken« om sin Fætter,
»og opslog sin Lærestol paa den halvvaagne Højskole;
det var ej slig søvnig Tale, han førte, som den, der
saa tidt udgaaer fra Kathedre, og nysgjerrige
Ungersvende flokkedes omkring ham. Faa forstode noget
Sammenhængende af hans med mange Kunstord udstafferede
Tale, og det var godt, men det kunde Alle forstaa, at
han lod haant om den Oplysning, der hidtil var udbasunet,
og at han talte med en forbausende Ærbødighed om
Christus og hans guddommelige Rang, at han haanede den
danske Læseverdens Afguder Kotzebue og Lafontaine og
henpegede paa Shakspeare og Goethe som anderledes
Digtere end den Flok, man nævnede saa; og dette
var saare godt.« Vel slap Grundtvig ikke strax
sit tidligere Standpunkt, men »Ideen om Tidernes
Sammenhæng og Christus i deres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
