Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Baggesen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det forekommer »Gjengangeren«, at Pegasus er mere
kjendelig som Stammefader i Romantikernes »springske
Foler« end i de »veltilkjørte gamle Heste«:
Jeg elsker mer den flammende Komet
end Caput mortuum af en Planet,
og troer endog, jeg heller dele vilde
med Irokeser paa Kristinos Is
et ægte kannibalisk Gilde
end med forkunstlede Franzoser, nok saa milde
et smagfuldt Aftensmaaltid i Paris,
naar ved Modtagen af en slig Indbydelse
jeg saae paa sand poetisk Nydelse.
Naar galt skal være, heller Raseri,
som aldrig hørtes før med Tralleralleralle
end nok saa sund Forstand og Prækener, som Alle
tilforn har hørt i vores Poesi!
»Jeg selv« svarer, at han ganske er af samme Mening:
Jeg foretrækker selv den vildeste Natur
for pur
Kultur -
naar galt skal være! Men, alvorlig talt,
hvor staaer der skrevet, det skal være galt?
Han holder sig til »den Venusinske Digters« Erklæring
i »Ars poetica: »at flittig Kunst til Rigdom af Geni bør
ægtevies i ægte Poesi«. Paa Vandringen i Søndermarken
standser han ved det norske Hus og fremhæver det som
et Billede paa Kunstens Magt, der forener i rolig
Harmoni, hvad vildt Naturen spreder, og »flytter til
vor egen Bopæl hen«, hvad »harmonisk helt hin gav
paa fjerne Steder«. Hvad nu Kunstens Fremtidsopgave
angaaer, mener »Jeg selv«, at »vi burde hæve vores
Poesi til Højden af vor Olds Filosofi«, nedbryde de
gamle Billedskranker og skjænke den kommende Slægt,
som Erstatning for den poetiske Begrebskreds, vi
have arvet fra Fortiden, en lignende, som monumentalt
Udtryk for »vor Tids Baad og Videnskab og Tro«; han
antyder, at det maa blive Naturvidenskaben og dens
Filosofi, af hvilke den nye poetiske Billedverden
skal fremgaa, og »Gjengangeren« svarer hertil:
Du tænder mig i Fantasiens Ørke
et Lys, som klarer pludseligen op
min Grublens tykke Mulm. Til Digterfjeldets Top
det lede skal min Aand igjennem Sangens Mørke.
Side om Side med denne Bebudelse af den nye Poesi
gaaer i det dybsindige Digt en ægte baggesensk
Persiflage af de forældede, faldefærdige Smagssystemer
og deres Talsmænd. Sin polemiske Troesbekjendelse
aflægger »Jeg selv« i de fortræffelige Linier:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
